Plader

Jeremy Warmsley: The Art of Fiction

Skrevet af Jan Sorensen

Med sin debut, The Art of Fiction, har Jeremy Warmsley lagt sig i selen og kreeret et sofistikeret stykke folktronica. Produktionen og de musikalske raffinementer henvender sig uden tvivl til intellektet, og heldigvis er der også blevet plads til hjertet.

At intellektet er i højsædet, kan ikke overraske nogen, når man ser coveret til 23-årige fransk-britiske Jeremy Warmsleys debutalbum, The Art of Fiction. Portrætteret i stribet bluse, seler og briller fremstår han som lidt af en bogorm. Det er således nok heller ikke tilfældigt, når Warmsley vælger at stå med en fugl i hånden; netop fuglen har igennem historien ofte har været betragtet som symbol på og kilde til stor visdom for de få heldige, der kunne forstå deres magiske og guddommelige sprog, og tager man albummets titel i betragtning, er det da heller ikke svært at få litterære associationer.

The Art of Fiction udkom i oktober sidste år i Storbritannien og Irland på det britiske label Transgressive, som bl.a. også udgiver Ladyfuzz og Regina Spektor, og pladen er en naturlig efterfølger til de to vinyl-ep’er 5 Interesting Lies fra 2005 og Other People’s Secrets fra 2006, der indeholdt mange af de samme numre.

Jeremy Warmsley så det som sin mission med de to ep’er at udforske spørgsmålet om autenticitet i popmusik: at finde ud af, om en sang er bedre, hvis den er sand, eller lytteren i det mindste tror, at den er det. Et ambitiøst projekt, der grænser til det prætentiøse, men ikke desto mindre er det også udgangspunktet for Warmsleys debut. Idéerne bliver dog kun delvist efterlevet og fungerer således mere som inspiration end som egentlige dogmer, hvilket er heldigt, da de så ikke står i vejen for Warmsleys musikalske udfoldelser.

For det er absolut ikke regler, der præger musikken på The Art of Fiction. Tværtimod rummer Warmsleys musik så mange mulige og umulige sidespring, at man skal koncentrere sig for at få det hele med. Det er på mange måder et krævende album, men Warmsley formår heldigvis at holde den røde tråd, hvilket gør, at man som lytter får et godt helhedsindtryk. Således bliver man altså ikke sat fuldstændig af, hvis musikken bare kører lidt i baggrunden, for Warmsley har formået at skabe et ocean af lofi-farvet vellyd, som man både kan nyde på overfladen og kan vælge at dykke ned i.

Der er masser af lag på The Art of Fiction. Numrene består af så mange forskellige elementer, at Queens “Bohemian Rhapsody” fremstår som et simpelt værk. Inspireret af en bog af David Lodge, som forsøger at kategorisere alle de former for fiktion, det er muligt at skrive, har Warmsley ligeledes forsøgt at skabe et album, hvor hver sang passer i en af disse kategorier. Det er dog ikke helt lykkedes.

Hvad der til gengæld er lykkedes, er at skabe en række numre, der fremstår som en musikalsk mosaik af mange forskellige stemninger og situationer fra forskellige personers liv. F.eks. viser “Dirty Blue Jeans” optimismen hos den unge kunstner, som er på vej ud i verden for at finde lykken, men er samtidig et spraglet følelsesspektrum, der byder på både ensomhed, angren og passion. “5 Verses” giver os historien om et par, der møder hinanden på en karaoke-bar og egentlig slet ikke vil være kærester, men alligevel ender med være det i nogle år, fordi ingen af dem formår at slå automatpiloten fra. Teksten står nærmest i skærende kontrast til Warmsleys produktion, der absolut ikke bærer præg af nogen fastlåste rutiner.

De to numre er repræsentative for Warmsleys generelt nærmest neurotiske passion for perfektion. Man sidder hele pladen igennem med det indtryk, at der stort set ikke er en detalje, der ikke er fin-trimmet og overvejet – og den tanke dukker op, på trods af at numrene springer rundt mellem akustiske og samplede instrumenter samt alskens elektronisk skrammel og mest af alt lyder som en god blanding af Aphex Twin og The Beatles.

Med The Art of Fiction har Jeremy Warmsley begået en lille genistreg. Albummet er primært produceret af ham selv i soveværelset, men det er gjort så raffineret, at dette faktum slet ikke skinner igennem. Det er et poppet, singer/songwriter-inspireret album, som har været igennem sequencerens ubarmhjertige cut’n’paste-maskine, og det er der kommet et rigtigt godt resultat ud af.

★★★★★☆

Deltag i debat