Brit Awards 2007: Arctic Monkeys kan ikke være til stede for at modtage de to priser, de vinder. I stedet får publikum to takketaler via satellit. Arctic Monkeys takker for de prestigefyldte messingstatuetter for årets britiske gruppe og årets britiske album, udklædt som henholdsvis Village People og hovedpersonerne i Troldmanden fra Oz, komplet med løve, blikmand, fugleskræmsel og Dorothy. Bandet takker mange gange for de fine priser og beklager, at de har for travlt til at være til festen.
Q Awards 2006: Allerede året før slæbte Arctic Monkeys ligeledes af med en pris for årets gruppe. Her mødte bandet dog op. I takketalen beskrev forsanger Alex Turner det for nyligt genforenede Take That som “bollocks”. Senere tog forsangeren fra sidstnævnte, Gary Barlow til genmæle og sagde i en overbærende tone, at Arctic Monkeys “ville være ulidelige om fem år.”
Måske mente den smørglatte Take That-tenor, at man ikke kan blive ved med at være så ung og så hip som Arctic Monkeys; både hipness og ungdom er størrelser, der har det med at falme på forræderisk vis. Og efter det massive hypemaskineri, som Arctic Monkeys er blevet tygget igennem i løbet af de sidste knap to år, kunne man dog også tro, at det unge band fra Sheffield ville gå en snarlig grum skæbne som udbrændte og kokain-balsamerede has-beens i møde.
Men hvis Arctic Monkeys har gået og indspillet Favourite Worst Nightmare som rystende nervevrag, kan det i hvert fald ikke høres på pladen, som er en yderst solid opfølger til debuten. Bandet har formået at skide højt og flot på alle de store ord og alt medieflimmeret og bare gjort det, de var bedst til: De har indspillet 12 buldrende og iørefaldende rocknumre, der til sammen varer lidt over 37 minutter og dermed lavet et album, der fremstår ærligt, ligefremt og utrolig slidstærkt.
Det indledende guitarriff til den hektiske startskæring “Brianstorm” er voldsomt og lugter af surfguitar. For lytteren fungerer nummeret som et solidt los i måsen – en hurtig og effektiv introduktion til et album, der favner bredt, men hvor vægten er på de fartglade kompositioner.
I bund og grund er Favourite Worst Nightmare brygget over samme formel som debuten, men den er samtidigt langt mørkere og mere melankolsk i tilsnittet. Selv i de mest dansable og hektiske øjeblikke, kan man fornemme den fine belægning af noget der bedst beskrives som vemod. Det gælder lige fra den poppede, Franz Ferdinand-inspirerede “Flourescent Adolescent”, til den afdæmpede og meget smukke “Only Ones Who Know”, som er et af de få steder, hvor Arctic Monkeys skruer ned for tempoet. Guitarist Jamie Cook lægger her en længselsfuld klangbund, som får nummeret til at minde om The Smiths i deres mest eftertænksomme stunder.
Selv Arctic Monkeys stadig er blændende musikere, skal det understreges, at forsanger Alex Turner er en velsignelse for bandet. Hans raspende, men følelsesfulde vokal er alt andet lige en meget stærk signatur for bandet. Og han er blot blevet endnu bedre på deres nye album. Det er, som om han går mere til makronerne som sanger og virkelig bruger melodien i de stærke sange som udtryksmiddel.
Tekstuniverset er blevet en tand mere bidsk og lægger ud med beskrivelsen af Brian, der er tjekket i sin »t-shirt and tie-combination«, glat som en ål og besidder lige så meget menneskelig varme og nærvær som en gennemsnitlig kummefryser. Teksterne er dog på samme tid en akilleshæl for bandet, for hvor er der dog mange ord i deres sange. Så mange, at de rappe kompositioner af og til har en smule svært ved at bære dem. Turner kunne godt skære noget af flæsket fra og stadig bevare næringen i teksterne.
Det ændrer dog ikke på, at Favourite Worst Nightmare er lyden af et band, der har undgået at knække halsen på deres egen succes ved at forblive sig selv. Derfor er det heller ikke lyden af et band, der er blevet voksent, hvilket Arctic Monkeys også på det bestemteste understreger i pressemeddelelsen, med en slet skjult tone af foragt. Måske med hentydning til, at bands, der bliver voksne, ofte bliver ret kedsommelige.
Under alvoren leverer Arctic Monkeys stadig en umiskendelig lyd af drengerøv, men måske er de alligevel blevet mere modne? De formår i hvert fald på en meget moden måde at bevare deres musikalske integritet. Når man hviler så meget i sig selv og sit udtryk, som Arctic Monkeys lader til at gøre, har man ikke behov for det gensidige kindkysseri til Brit Awards og kan i stedet give seancen en gang røg, udklædt som Village People.
I modsætning til Take That undgår de forhåbentlig også at gå hen og blive ulidelige efter fem år.