Plader

Badun: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Badun er et ualmindeligt gennemarbejdet stykke arbejde af et debutalbum at være. Men det er også, som om den århusianske trio har arbejdet lige rigeligt med deres nørderier. I hvert fald ville bare lidt løsere tøjler til musikken være et stort plus.

Ved de første gennemlytninger er der noget umiskendeligt friskt over debutpladen fra den århusianske trio Badun. Blandingen af jazz og electronica er selvfølgelig ikke unik, men om ikke andet, så i en dansk kontekst er Baduns udtryk usædvanlig gennemført. Der er ikke noget tøvende eller halvhjertet over den livlige blanding af jazzelementer og laptop-virkemidler.

Aske Krammer, Oliver Duckert og Brian Møller har bestemt også arbejdet igennem på vejen mod debutalbummet. De har været et band siden 2001, men har altså brugt et halvt årti på at skabe deres første album. Det skyldes blandt andet, at alle de samplinger, som Badun har sakset i og arrangeret, er spillet af bandet selv.

Men måske har de brugt lidt for lang tid på at sidde ved computerskærmene. For når nyhedsværdien forsvinder, fremstår især den første halvdel af Badun som en lidt for fortænkt og overdrevent kompleks omgang.
I numre som “Turban” og, nå-ja, “Kompleks” er de stærkt opklippede beat godt nok sprælske og hoppende, men det er, som om de ikke kommer nogen vegne. Energien i musikken vender indad: Rytmeprogrammeringerne rikochetterer rundt om basgangene, men alting stepper på stedet. I “Kompleks” har trioen tilmed skåret nummerets mange bestanddele til med en så skarp og ivrig kniv, at bleeps, guitartoner og keyboardstrejf flyver forbi i en sådan fart, at det er svært at følge med. Og så bliver musikken mere irriterende end givende.

De stramt sammenklippede beats har lidt for ofte en tendens til at stå i vejen for melodierne og klangfladerne. Derfor ville de styrke Baduns kompositioner, hvis der blev skruet 20 procent ned for beat-nørklerierne – og tilsvarende op for flere melodier. Et nummer som “Mælkebøtten” viser f.eks., hvor god kontrast trioen kan skabe mellem kantede jazz-trommer og en varm, ret dyb guitarmelodi. Guitaren bliver et dejligt lyrisk element midt i alt nørderiet, og dermed får musikken et noget lettere udtryk.

De lige knap så komplekse tendenser fortsætter på den sidste halvdel af pladen. I “Myg” lader Krammer, Duckert og Møller saksene falde lidt til ro, og takket være at der ikke er helt så mange opklipninger får nummeret en fin fremdrift.
“Print” sender os tilbage til beatlaboratoriet med heftig bippen og raslen, men hér lykkes det at få det urolige beat og de tilbageholdte klangflader til at spille flot sammen i stedet for at underminere hinanden.

Højdepunktet er dog afslutningsnummeret “EF10”, hvor der for første gang dukker en melodi op, som rent faktisk bliver hængende i hovedet, efter at pladen er slut. Anna Brønsteds vokaler svæver vidunderligt let, mens Jonas Stampe (Snöleoparden) lægger fine sitar-detaljer underneden. “EF 10” er endnu et bevis på, at Badun er mest givende, når beatet træder bare et halvt skridt tilbage og giver plads til, at de øvrige elementer udvikler sig.

Med den afslutning og den gode portion lovende takter er der bestemt basis for at forvente sig spændende ting fra Badun i fremtiden. Men så skal trioen slippe den kontrolmani, som lader til at præge dem. Hvis blot de en gang imellem ville tillade et nummer at flyde frit mod enten et klimaks eller en helt stille stund, ville det være så meget desto nemmere at koncentrere sig om de skarpe beat-nørklerier.

★★★½☆☆

Deltag i debat