Plader

Björk: Volta

Skrevet af Janne Kristensen

Den syvende studieudgivelse fra en af verdens mest nyskabende og indflydelsesrige musikdronninger lever delvist op til forventningerne. Men den er snarere en overordentlig velproduceret action-popplade end en egentlig musikrevolution af den slags, vi har været vant til fra de kanter.

Voltas knaldrøde cover med en gigantisk, farvestrålende Björk i troldedragt udenpå, efterlader ingen i tvivl om, at den islandske sirenes sjette studiealbum er en ekstravagant genopfindelse af kunstneren selv. Med Björk har man aldrig været i tvivl om, hvem der stod i udgivelsens absolutte centrum som både galionsfigur og i mere overført forstand. Det er man glædeligvis heller ikke denne gang.

Björk har i et interview i forbindelse med udgivelsen af Volta udtalt, at hendes kunstneriske mission med albummet var, “at udligne det tryk, der er inden i mig med det omkring mig – ved at udtrykke mig.” En mission, der er et af det moderne menneskes største udfordringer, og som Björk om nogen kan siges altid til fulde at have levet op til. På Volta er der da også masser af tryk og damp, der stadig skal ud.

Sprælske, dynamiske uptempo-skæringer kombineres på albummet med mere rytmeprægede, følsomme ballader som vi kender det fra mesterudgivelser som Post, Homogenic og Selmasongs. Det varierede lydunivers i numre som “Earth Intruders”, “Wanderlust” og “Innocence”, hvor rå techno, saft, kraft og spændstige beats blandes med reallyde fra tågehorn og mudder, fører til klassiske Björk-sange med stort hitpotentiale. Og den charmerende islandske accent er stadig helt intakt.

Mere følsomme, dramatiske skæringer såsom et af pladens absolutte højdepunkter, den sanseberusende duet med Anthony (and the Johnsons) Hegarty, “The Dull Flame of Desire” er et eksempel på den islandske sangerindes store evne til også stadig at formidle dybtfølt affekt.

Volta indeholder elementer, der skuer tilbage mod lyden på tidligere plader, men der er også plads til den nytænkning, der i så høj grad kendetegner Björk. Ikke blot har den islandske sangerinde indgået et ganske spøjst og opfindsomt samarbejde med r’n’b-troldmanden Timbaland omkring “Earth Intruders” og “Innocence”. Sangene har herved fået en gennemført og afpudset lyd, uden at der er givet afkald på Björks ånd og vanlige selvforvaltning.

Hun arbejder også sammen med malinesiske Toumani Diabaté og Congogruppen Konono No. 1 samt altså den androgyne mandediva Anthony. Brugen af Anthonys stemme kan ved de første gennemlytninger af pladen virke som lidt af et gennemtærsket virkemiddel. Hans karakteristiske stemme, der bl.a. er med på CocoRosies seneste plade, spiller så markant en rolle på den alternative musikscene lige nu, at Björks udnyttelse af den ikke er den store overraskelse. Men når sangene får lov at vokse i skønhed og komme ind under gåsehuden, når de to fabelagtige sangdronninger hidtil uhørte musikalske bjerghøjder sammen. “The Dull Flame of Desire” er med den smukke, følsomme trompetopbygning, teksten fra et russisk digt og de to kraftstemmer en af de mest indtagende kærlighedssange meget længe.

Til gengæld kunne man godt have undværet den politiske “Declare Independence”, men nummeret bidrager trods alt med sin råhed til den flerstrengede musikalske oplevelse, Björk altid har været mester i at kreere.

Björk har sagt om Volta, at albummet er “something fun and full-bodied and really up,” og at hun med udgivelsen havde lyst til noget poppet action. Albummet er da også langt mere udadvendt og festligt end den foregående Vespertine og Medúlla og en stor del mere konventionelt. Den islandske sangvulkan går altså ikke helt så nye veje, som hun tidligere har gjort, og som pladeselskabet helt uberettiget har forsøgt at markedsføre hende på igen i denne omgang.

Men nytænkning og tilgængelighed er som altid mikset sammen til en kuriøs og sprudlende cocktail på Volta. Björk har sine fortidige bedrifter og sin nutid med sig, men lader os ikke i så høj grad som tidligere skue ind i den musikalske fremtid. Pladen er dog stadig endnu en cementering fra en uundværlig og kompromisløs kunstner, der ikke er bange for at lave et gedigent popalbum, når det er dét, hun har lyst til.

★★★★☆☆

Deltag i debat