Plader

David Thomas Broughton: It’s In There Somewhere

Skrevet af Mikkel Arre

Haves: et væld af idéer. Ønskes: bedre dømmekraft til at sortere i dem. Haves: flot stemme. Ønskes: ordentligt optageudstyr. Haves: nedadgående formkurve. Ønskes: mere koncentration og en producer.

Et af de mere fantasifulde rygter, jeg har hørt, om tilblivelsen af My Bloody Valentines Loveless er, at bandgeneral Kevin Shields skulle have opfundet pladens svungne, nærmest overjordiske guitarlyd ved et rent tilfælde. Mens han kørte i bil, spildte han sodavand på et bånd i kassetteafspilleren – og vupti: Loveless-lyden var en realitet.

Hvis den engelske singer/songwriter David Thomas Broughton har spildt noget på sine optagelser fra de seneste fem år, må det være vand, som en eller anden har vredet rigtig mange møgbeskidte støveklude op i. Og så har Broughton ellers stillet hele baduljen ud i solskinnet, så vandet er fordampet – og tilbage er alt skidtet, som sidder godt fast overalt på optagelserne.

Mens Shields’ påståede cola-stunt endte med et godt resultat, er David Thomas Broughton ikke kommet heldigt af sted. For laget af støv er lidt af en prøvelse for ørerne. Fra første sekund af It’s In There Somewhere får man kylet en meget tydelig susen i ørerne, og optagelsen er så gnidret, at det er svært at høre, om han spiller keyboard eller sidder virkelig langt væk fra mikrofonen med en guitar. Trommemaskinen lyder som noget fra en fugtskadet del af Tommy Seebachs loft, og det er decideret enerverende, at man flere steder i løbet af “Circle Is Never Complete” kan høre, at der er klippet et ukendt antal sekunder ud af optagelsen for at komme videre til en passage med vokal.

Mage til elendig start på en plade skal man lede længe efter – i hvert fald hvis man leder på plader fra kunstnere, hvis seneste bedrift lå tæt på mesterværksklassen. Og det gjorde Broughtons debutplade, The Complete Guide to Insufficiency, virkelig. Den var indspillet i ét take i en kirke, og den krystalklare lyd afdækkede nådesløst Broughtons ikke helt fejlfri udfoldelser på den akustiske guitar. Men samtidig foldede hans smukt langstrakte, cirkulære sangskrivning sig ud på fornemste hypnotiske vis, og hans særegne stemme stod skarpt i lydbilledet.

Alt dét er en saga blot på It’s In There Somewhere. Eller rettere sagt er titlen alt for sigende. For Broughtons kvaliteter er et sted derinde i den mudrede (ikke-)produktion, men herre jemini, hvor har han gemt dem langt væk. I stedet for at lyde som en prunkløs udgave af Antony er han endt som en sutskoklædt og sløset reserve-Devendra fra Leeds, der har valgt at optage sine skitseagtige sange nede under dynen.

It’s In There Somewhere er en samling af sange fra perioden 2001 til 2006, og det er ikke gået særlig godt med at få dem til at fungere som en helhed. Det er f.eks. ikke specielt gavnligt for pladens flow, at Broughton ikke kan smide idéer ud. Ligegyldige interludes og belastende effekter, f.eks. alt for høje baglæns guitarloops, afsporer ellers lovende numre som “Gracefully Silent” og “Ain’t Got No Sole”.

Kun “Nature”, “So Much Sin to Forgive” og i særdeleshed “One Day” lever op til Broughtons tidligere præstationer. Førstnævnte har samme rene lyd som debutalbummet, mens sidstnævnte er et fantastisk sjælfuldt livtag med den amerikanske spiritual-tradition. Broughton er en bleg englænder, men efterhånden som lag på lag på lag af hans vokal fletter sig ind mellem hinanden, vokser en gospel-afro ud mellem hans lyse lokker. Ikke mindst de tre minutters a capella-sang midtvejs i det næsten 10 minutter lange nummer er fortryllende.

Med den bærende tekstlinje »God loves a murderer / because there’s so much sin to forgive« er “So Much Sin to Forgive” også et herligt nummer, hvor de mange lag af akustisk guitar nærmer sig et psykedelisk niveau. Men ligesom den fornemmelse er ved at forplante sig, afbrydes nummeret helt brat – til fordel for et af årets mest tumpede afslutningsnumre. Vi er nede i mindre end halvt tempo, så det lyder mest af alt, som om Darth Vader på en valium-overdosis har kastet sig over en singer/songwriter-karriere.

“Look What I Have Done” lyder titlen på slutnummeret. Tja, David, du har vist sat en streg under, at din debutplade var lidt af et lucky punch. Og at du vil have godt af at komme ind i et rigtigt studie med en rigtig producer, der kan luge ud i dine indfald. Med It’s In There Somewhere har du i al fald hældt den credit, debutmiraklet gav, direkte i afløbet.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat