Plader

Cosmic Rough Riders: The Stars Look Different From Down Here

Skrevet af Camilla Grausen

Sigter man for bredt, kan man risikere ikke at ramme noget som helst. Det er, hvad der beklageligvis er sket for skotske Cosmic Rough Riders. Glasgow-trioen har eksisteret siden 1998, og The Stars Look Different From Down Here er bandets fjerde album. I pressemeddelelsen skrives der, at bandet efterhånden har en lyd, der indfanger unge og gamle, det moderne, “vintage” samt det lette og intense – og at bandet synes at have intet mindre end en “universel appel” til musikelskere i hele … ja, hele universet åbenbart.

Man kan sagtens bilde mig ind, at ingen vil finde Cosmic Rough Riders ubehagelige at lytte til, for deres lyd er tilpasset, gennemsnitlig og behagelig. Der er ingen kanter eller upolerethed. Glasgow-drengene trækker i høj grad på lyden fra Coldplay og U2, men kvalitetsmæssigt når de dog ikke i nærheden af idolerne. Den eneste lighed er, at Cosmic Rough Riders’ forsanger Stephen Fleming har en stemme, der lyder lidt som Bonos. En anden af skotternes selvproklamerede referencer er Beach Boys, men almindeligt kor som støtte til forsangeren er altså ikke automatisk i samme kategori som de liflige californiske vokalharmonier.

Ikke desto mindre er det en ganske god stemme, mini-Bono besidder, og af samme grund er det ironisk, at nogle af numrene er produceret så tåbeligt, at hans stemme er tæt på at drukne i instrumenter og kor. Stephen Flemings vokal er et af de bedre kort, bandet har på hånden, så det er dumt at gemme det væk.

Lou Reed kunne lige akkurat pull it off da han sang “Satellite of Love”, men nogen burde have fortalt Cosmic Rough Riders, at der virkelig skal meget til for at kunne slippe afsted med at bygge en sang op om linien: »I’m just a satellite«, og på nummeret “Just a Satellite” lykkes det heller ikke. Imidlertid triller dette nummer og resten af albummet lige så sikkert og ufarligt derudaf i midterste gear uden nogen særlige udsving, afkørsler eller opbremsninger, og leverer velmenende guitarrock for alle pengene.

Nu skal det heller ikke være negative miner det hele, for det ville alligevel været uretfærdigt overfor trioen, hvis håndværk i det store hele er fint, og der er ikke mange af deres numre, der er dårlige. “Lost in America” er et udmærket nummer, hvor Stephen Flemings vokal i versene er forvrænget i god Sparklehorse-stil, og nummeret lægger sig da også op ad den gode Mark Linkous, men spændingerne og potentialet i nummeret indfries ikke i omkvædet, der bliver til flad guitarpop.

Albummet afsluttes med titelnummeret, en forholdsvis simpel sag udelukkende bestående af nøgen vokal og klaver. Men faktisk er det dette nummer, som Cosmic Rough Riders slipper bedst fra på hele albummet. Den melankolske klavermelodi kæler for lytteren, og vokalen og teksten er, omend en lille smule patetisk, alligevel rørende.

Jeg vil erklære mig uenig i, at Cosmic Rough Riders har “universel appel”, men jeg kan høre, at de forsøger. I bandets forsøg på at lave musik, som det er svært at hade, er de dog endt i den anden grøft. Deres nyeste album er godt nok svært at hade, men det er også svært virkelig at elske. Det har simpelthen ikke personlighed nok

★★☆☆☆☆

Deltag i debat