Nyheder

Debutplade fra 1 2 3 4 ude i september

For 10 måneder siden blev undertegnede råbt an, mens jeg sad under et træ på festivalpladsen i Roskilde. Vedkommende, der henvendte sig, ville høre, om ikke Undertoner gerne ville have en god historie.

“Jo,” svarede jeg, og efter at have budt mig en slurk rødvin, som sommervarmen havde forvandlet til gløgg uden müsli, fortalte kilden, at Auditorium ville skrive kontrakt med 1 2 3 4.

Efter festivalen kneb det desværre med at få historien bekræftet, om end Nikolaj Nørlund og andre Auditorium-folk blev ret så trofaste koncertgængere, når 1 2 3 4 var på scenen. Rygtet om pladekontrakten ville ikke rigtig dø ud, men der var omvendt ikke nogen, der kunne fortælle, at historien var god nok.

Ikke før nu, i hvert fald. For vi kan nu berette, at kvintetten har fundet en udgivelsesdato til deres debutplade. Nærmere bestemt udkommer det endnu ubetitlede album d. 10. september – ganske rigtigt på Auditorium.

Meget mere end det hér ved vi p.t. ikke om pladen. Til gengæld er det sikkert og vist, at 1 2 3 4 spiller på såvel SPOT som Roskilde Festival – og at bandet har fire numre liggende på det der MySpace.

Deltag i debat