Plader

Decorate. Decorate.: Normandie

De seks gutter i Decorate. Decorate. har fundet sammen om en forkærlighed for storbymørkerock, som vi kender fra Joy Division og Interpol. Med styr på virkemidlerne formår debutanterne at fremmane et iskoldt tungsind, men arven fra forbilleder formår de ikke at løfte.

Når danske politikere diskuterer integration, sætter visse parter ofte fokus på andengenerationsindvandrere. Det er næppe så ofte, at integrationspolitik optræder i en rockanmeldelse. Men også i musikken – i specifikke musikalske tendenser, i særdeleshed – strækker røde tråde sig gennem generationer.

I tilfældet Decorate. Decorate. skal vi indledningsvis tilbage til 1979, da producer Martin Hannett først legede med loop-effekter og skabte den helt særlige lyd, som vi i dag kender Joy Division for. Den kolde og tungsindige rocklyd blev på ny gransket lige efter årtusindskiftet, da newyorkerne i Interpol dyrkede deres forkærlighed for drævende og afkølet stemmeføring og melankolske klangflader.

Herhjemme har det siden væltet ind med håbefulde bands, der også har fordybet sig i Manchester-regn og nedtrykt storbyrock. Hvis vi skal tælle, er Decorate. Decorate. altså ikke anden, men tredje generation.

I Asbjørn Auring Grimm har sekstetten en sanger, der har nærstuderet den afsvalede og distancerede røst, man kender fra både Ian Curtis og Paul Banks – eller Peter Murphy (Bauhaus), for den sags skyld. Når Grimm i “Surname of Copenhagen” fremmaner ordene »It’s over,« ætser de sig ind i lydbilledet af svirrende guitarer, frostkoldt keyboard og trommer belagt med kompressor og rumklang, så den minder ikke så lidt om netop Joy Divisions.

Grimms koldhjertede vokal og observerende lyrik kommer til sin ret i et nummer som “Europe Has No Heart”, hvis univers oser af efterkrigstid og George Orwell-paranoia. Alle realiteter fremlægges tillige med forskellige transportveje, der alle peger ind mod det hjerte, som trods den mekaniske fremførelse dunker til sidst i sangens liv.

“Departure” maler sorte, kornede billeder af en igangværende krig, mens lyden af keyboardet hvirvler, snurrer og summer omkring, så den nær gør sig selv rundtosset. Nummeret tumler et sted mellem angreb og resignation, mens det langsomt toner ud.

De to kvindesange “Karen” og “Evelyn” er Decorate. Decorate.’s bud på ballader, naturligvis fyldt med både død og dekadence. Her befinder københavner-bandet sig i en boldgade ikke langt fra britiske Editors. »Please don’t let her die,« trygler Grimm og afviger for en helt kort stund fra den retryggede, drævende følelseskulde ved at lade stemmen glide over i en nonchalant falset. Imens spiller guitarerne om kap med keyboardets ophovnede tristesse mod den endelige finale.

Et sted inde bag produktionen kan man fornemme en rastløs energi, som dog aldrig kommer ud. Mestendels er lyden en slap suppedas, som sangene sjældent vil eller formår at løfte sig fra. Som et sært nutidigt levn fra 80’erne står Normandie i hjørnet og ved ikke helt, hvad den skal gøre af sig selv, eller hvad den reelt ønsker at fortælle os. Uden at løsrive sig fra forbillederne og uden at være overordentligt fandenivoldsk eller bare vedkommende kan den ikke finde sin plads.

Decorate. Decorate. er nok det bedste danske bud på et tredjegenerations band af slagsen, der har sin oprindelse i trøstesløse Manchester. Men det siger desværre bare ikke så meget. For arven, de hviler på, formår de ikke rigtig at løfte nogle steder hen. Veludført, men næppe videreført.

★★★½☆☆

Deltag i debat