Plader

Dog Day: Night Group

Canadiere er tilsyneladende ikke så dumme. Denne debutplade fra strømlinede Dog Day er i hvert fald solidt proppet med forholdsvis korte, men temmelig vanedannende og melodiøse skæringer. Intelligent sangskrivning, hedder det vist også.

I denne klonernes tidsalder, hvor diverse musikcommunities og såkaldte musikprogrammer/stationer (ingen nævnt, ingen glemt) er tæt på at have overtaget det musikalske verdensherredømme, er der næsten ikke noget mere forfriskende end at blive overrumplet af et lovende og temmelig ukendt band fra Halifax i det mørke Canada.

Bandet hedder Dog Day og pladen hedder Night Group. En lidt dyster titel, der dog, hvis man graver lidt i de fire medlemmers fortid, giver ret god mening. Seth Smith, Nancy Urich, Casey Spidle og Crystal Thili (der i øvrigt er kærester på tværs), fandt sammen om musikken som en reaktion på flugten fra en okkult gruppe, som de alle var medlemmer af, indtil det hele blev for mørkt og for meget. En historie, som uden tvivl er helt fantastisk at basere sine fordomme på – før pladen har roteret i afspilleren, vel at mærke.

Gruppens erfaringer og gråmelerede sind skinner da også lejlighedsvis igennem på pladen, som imidlertid ikke er tungsindig. Tværtimod er det kombinationen af rene melodier, harmonier, detaljer og en rå, postpunket kant, der er det essentielle på Night Group. Sporerne fra fortiden skal findes i lyrikken – næsten altid serveret selvironisk, som i “Career Suicide”, hvor den fine linje »I know there’s a lot to say, I do / but I just can’t believe you’ve been talking to Satan« bliver sunget med Nancy Urichs lyse, små-apatiske røst.

Der bliver hverken dvælet ved kompositionerne eller spillet med musklerne i Dog Days univers. De dæmpede øjeblikke skal der ledes længe efter, og numrene spilles tight og aggressivt, mens forsanger Seth Smith ligger stabilt i lydbilledet og leverer nogle yderst fængende, til tider drømmende hooklines – tit i selskab med Nancy Urich. En vellykket fusion af klangfuldhed og krigerisk intensitet, der ikke kun understreges i den 1:41 minutter lange, dagsordensættende knaldperle af et intronummer, “Lydia”, men sådan set gennem hele pladen.

Der er mange rammende numre på Night Group, og selv om produceringen er lidt tam i krogene, sniger der sig langsomt flere favoritter ind, efterhånden som pladen sætter sig. Især når albummet et langvarigt højdepunkt omtrent halvvejs – først med den melankolske og skæve “Know Who You Are”, efterfulgt af den skumle, hektiske og strømlinede “Vow”, den poprockede “Gayhorse” med svævende momenter af skrøbelig kvindevokal, og sidst i perlerækken det energiske titelnummer. Det bliver aldrig kedeligt.

Når det så er sagt, er der naturligvis et par numre, der ikke skiller sig helt så meget ud som andre, og det er også lidt af en overflødig bedrift at kreere et værk udelukkende spækket med ørehængere. Men i store træk er der ubetvivlelig kvalitet, sanselighed, struktur og ambitioner at spore på Night Group, og Dog Day har i hvert fald slået fast, at slagkraftig intensitet og popakkorder ikke nødvendigvis er det samme som banalitet.

★★★★½☆

Deltag i debat