Interview

Dúné – vi er bare en tand bedre end de andre

Deres debutalbum udkommer først i overmorgen, og de fleste medlemmer er først lige blevet myndige. Alligevel har Dúné allerede opnået stor succes. Bandet er stensikre på, hvad de vil, og udgivelsen af debuten er næste skridt på vejen. Undertoner mødte bandet til en snak om live-koncerter, dobbeltliv og store drømme. (27.05.07)Debutalbummet har fået titlen We Are In There You Are Out Here og udkommer d. 29. maj. Men allerede nu har Dúné godt gang i karrieren. På en yderst regnfuld dag knap to uger inden udgivelsen havde 3/7 af bandet været tidligt oppe og taget turen fra hjembyen Skive til Vesterbro i København. Her mødtes Undertoner med Mattias Kolstrup, Cecilie Dyrberg og Ole Bjørn Sørensen på en lille café.

Publikum skal være sultne
Dúnés medvind skyldes især deres selvsikre live-koncerter, hvor bandet tager både publikum og anmeldere med storm. På sidste års Spot-festival var Undertoners anmelder ingen undtagelse.
“œDet gode ved live-koncerter er selvfølgelig, at man får musikken ud til mange mennesker – og for os er det dér, vi får al vores energi ud,” fortæller Mattias og forklarer, at bandet er glade for, at publikum har reageret så positivt, på trods af at albummet endnu ikke er udkommet: “Folk er virkelig med – især på numre som “Bloodlines” (tidl. Ugens Uundgåelige på P3, red.) og “Robot Beat”, og det er rigtig fedt.”
Cecilie tager over: “Vi slutter altid af med et nummer, der hedder “Go Go Valentina” – igennem koncerten eskalerer energien, og dét er klimakset. Det er også derfor, vi ikke spiller ekstra-numre efter det.” Ole uddyber: “Det virker måske mærkeligt, men det er mere kompromisløst – vi vil gerne have, at publikum ikke bliver “mætte”; de skal gå sultne fra koncerten”.

Tidlig succes?
Ingen af Dúné-medlemmer har nået de 20 år endnu, og Skive-bandet er dermed yngre end de fleste nye bands i branchen. Indtil nu har de kun et par ep’er bag sig, men de får alligevel meget ros og opmærksomhed. Men det får dem ikke til at føle, at karrieren er gået stærkt. Trods deres unge alder har de allerede spillet sammen som band i seks år. Ole og Cecilie nikker samtykkende, mens Mattias forklarer, at “det nok virker, som om det er gået hurtigt, hvis man ser på det udefra, men det virker ikke sådan for os – vi har altid vidst, hvad vi ville,” Med et smil på læben tilføjer han: “Vi har da spillet sammen i længere tid end Franz Ferdinand.”
Ole understreger, at Dúné har kæmpet lige så hårdt som alle andre, og at det er “noget pis, når folk siger, at det er snyd, at det er gået så hurtigt”. Mattias overtager: “Vi er bare en tand bedre end de andre. Vi har gjort det, vi gerne ville, og det har så vist sig at passe godt med, hvad folk kan lide.”

Dobbeltliv
Om det nye album forklarer bandet, at de begyndte indspilningerne sidste år med Troels Abrahamsen (Veto, I Know That You Know) som producer. Men selv om de var nået halvvejs med indspilningerne, valgte de at droppe dem: “Hans lyd var langt fra Dúnés udgangspunkt og ikke så hård. Det er lidt svært at forklare, men det var en anderledes lyd,” siger Ole. Bandet lærte dog også meget i løbet af de fire uger med Troels Abrahamsen.”Vi har brugt mange af hans idéer alligevel, især mht. vokalerne – så på en måde er han alligevel uofficiel producer på albummet.” siger Mattias.

Indspilningerne blev påbegyndt igen ved juletid med en ny producer, englænderen Mark Willis. Indspilningsprocessen var lidt speciel, for Mark Willis arbejdede fra Hamburg, mens Dúné indspillede i Randers, hvor Mattias forklarer, at han i den periode kom til studiet i Randers hver dag efter skole for at indspille vokaler.
Så blev det sendt til Hamburg, og meget af kommunikationen omkring tilblivelsen af albummet foregik via mail og telefon. Bandet fortæller, at det nye album sætter punktum for den periode, der har været indtil nu, og nogle af numrene er nye versioner af numre tilbage fra 2003.

Et af de nye numre er “Dry Lips”, der handler om det mærkværdige “dobbeltliv”, Dúné har ført indtil nu: Bandmedlemmerne er almindelige skoleelever i hverdagen og står på scenen eller i studiet i weekenderne. Det er en tilværelse, der vil fortsætte noget tid endnu, for de fleste er ved at afslutte 2.g, og tænker i denne tid ikke kun på albumudgivelse, men også på eksamener.
Cecilie er ikke i tvivl om, hvordan dobbeltlivet har været: “Megahårdt og megafedt.” Mattias mener, at det gælder om at koncentrere sig om én ting ad gangen – holde musikken ude, når det handler om skolen, og også omvendt at skubbe tankerne om eksamen væk, når det drejer sig om musikken: “Det er meget vigtigt at lære at holde fokus – men det er også det eneste, der er tid til. Jeg bruger kun tid på skole og musik. Intet andet.”

Vi er ikke indie-hellige
Der er altså syv medlemmer i Dúné, men ikke desto mindre fungerer banddemokratiet, forklarer Cecilie: “Vi er enige om helhedslyden. Nogle ting bliver vendt 100 gange og går igennem flere personer, men vi når et samlet resultat, som alle kan være enige om.” Mattias og Ole fortæller, at de to for nylig havde nogle ophedede diskussioner, hvor de var “ved at rive hovederne af hinanden.”
“Men så må man bare give en krammer og se at få pakket det udstyr sammen … selv om jeg stadig synes, jeg har ret,” siger Ole.
Mattias fortæller, at det nærmere er det visuelle – f.eks. video og cover – som det er svært at blive enige om: “Og her kommer pladeselskab, manager, distribution også ind og har en mening.”
“Alle har også ret til at have en mening,” siger Ole: “Vi var vant til at gøre alting selv, men nu er der branchefolk med, der har ekspert-viden. Det gælder om at suge af deres erfaring.” Mattias supplerer: “Man er nødt til at give slip nogle steder og gå på kompromis.” Ole afbryder: “Fordi vi vil noget mere end andre bands – den der løftede indie-pegefinger om at lave alting selv, den kan vi ikke bruge til noget.”
“Nej, for så ender det med, at musikken bare bliver en hobby. Vi er indie, men vi er ikke indie-hellige” siger Mattias og griner.

Dúné får en travl sommer med masser af koncerter, og debuten udgives også i Tyskland, og muligvis senere i England. Mattias fortæller, at de håber på udgivelse “worldwide” i slutningen af 2008 og siger om fremtiden: “Vi er totalt fokuserede. Det her er det, vi vil – uanset alle de problemer, der kommer undervejs.” De andre er enige, og Cecilie konkluderer: “Vi kan ikke forestille os andet end at spille musik. Musik musik musik.”

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Dúné: We Are In There, You Are Out Here

Deltag i debat