Plader

El-P: I’ll Sleep When You’re Dead

Skrevet af Anders Mortensen

Hr. Producto kan godt løfte sin kasket triumferende over at have lavet et af de mest konsistente, originale og hårdtpumpede hiphop-albums i lang tid. Med ordet og beatet i sin magt har El-P ganske enkelt kreeret en himmelstormer af en opfølger.

»Do you think that if you’re were falling in space that you would slow down or go faster and faster?«

Laura Palmer fra Twin Peaks indleder El-P’s andet album, I’ll Sleep When You’re Dead, med at fundere over faldet, og hvorhen det bringer én. Intet citat kunne være mere passende til dette album, der netop handler om det menneskelige fald, det kunstneriske fald og overordnet set den vestlige verdens fordømte fremtid. Det er i bund og grund El-P’s optik og har været det lige siden de tidlige Funcrusher Plus-dage i slutningen af 90’erne. Man bliver som lytter suget direkte ind i en trøstesløs, industrialiseret, paranoid “kig dig over skulderen”-verden taget direkte ud af Philip K. Dicks bizarre science-fiction romaner. Du er overladt til dig selv, og El-P er blot din tour-guide.

I 2002 udgav El-P sit debutalbum Fantastic Damage på sit eget pladeselskab Defintive Jux. Som producer og rapper var han allerede et veletableret navn i den amerikanske hiphop-undergrund. Han var en del af Company Flow, og som producer tog han sig af navne som Aesop Rock og nu opløste Cannibal Ox.
Sammen med de nogle af de mest poetiske rappere skabte El-P en hård, dyb og anderledes hiphop-lyd, der lød som kom det direkte fra New Yorks kloaksystem, og det vakte stor anerkendelse hos kritikere over hele verden. Men det var med Fantastic Damage, at El-P selv rigtigt kom i søgelyset. En dybt fascinerende og mangefacetteret hård rodebunke af fantasterier, social kritik og nostalgi, der samtidig også er det bedste album efter årtusindskiftet. Det er jo ikke så lidt, og det har da også taget den herre fem år at lave opfølgeren til det mesterværk. Fem år er lang tid, og mesterværk er et stort ord, men han har sørme lavet et til.

I’ll Sleep When You’re Dead er mere tilskåret, poleret og lettilgængelig end Fantastic Damage, men det betyder ikke, at der er gjort køb på nogen form for kunstnerisk integritet. Tværtimod lyder El nu mere desperat og indigneret, og hans beats er stadig bragende i al deres enkelhed, samtidig med at konstante lydlag dækker dem til. En fin kobling mellem at nikke hovedet til beatet og tænke samtidig, og det sidste er især vigtigt, for I’ll Sleep… bliver længder bedre, når man lægger mærke til teksterne.

For der er sammenhæng og bid i teksterne, og det nærmer sig noget konceptuelt, især med pladens åbningsnummer, “Tasmanian Pain Coaster”. El-P’s møde med en gammel ven udvikler sig til bevidstheden om, at livet er et langt fald: »Cacklin’ at the randomness of the city and all its facts / the dark art of interrogation agent skippin’ class/ and at last in a flash on my tip toes walkin’ on cracked glass / gats blast and wiz by fast or just/ catch in my calves like “œhold that”/ in other words: I’m trash, glad you asked.«

Og sådan er det stort set hele vejen igennem I’ll Sleep… Men under alle nederlagerne gemmer der sig dét, som kan gøre pladen til en ekstatisk oplevelse: oprøret. El-P har altid haft et forholdsvist aggressivt flow, der ikke stiller sig tilfreds med tingenes tilstand. Selve musikken er også pågående, på trods af at den er blevet nemmere at komme ind på, men heldigvis er det aggressivitet i diverse former.

“Dear Sirs” er for eksempel et vredt læserbrev, hvor rytmen er en skrivemaskine, der kører i 5/4-takt, hvortil der pludselig kommer et strøg af en David Gilmour-solo ind over. “EMG” er med lidt god vilje næsten helt rå back-to-basics hiphop med et letforståeligt beat, hvilket igen står i modsætning til et af pladens klare højdepunkter “Habeas Corpses (Draconian Love)”, som er intet mindre end en science-fiction historie, hvor El-P og Cage påtager sig rollen som to bøddeler på et fangeskib. I næsten episk form udfolder fortællingen sig som en blanding af en dialog og en drøm mellem de to rappere, og til sidst afsluttes det hele med grin fra studiet.

“Run the Numbers” er et bragende godt uptempo-nummer med den let læspende Aesop Rock som gæsterapper, der tilføjer godt med humor i en stil, der ellers nærmer sig det gotiske. Og som den største adskillelse er der “The Overly Dramatic Truth”, der nærmer sig det kvalmende i sin kliché-fyldte tekst og typiske brug af det svulmende piano. Så er det jo så meget mere fantastisk, at El-P alligevel formår at gøre det nummer suverænt.

Jeg var umiddelbart bekymret, da jeg første gang hørte om I’ll Sleep…, da musikpressen gjorde meget ud af, at albummet ville blive besøgt af Trent Reznor, The Mars Volta og Cat Power. Det hele lugtede langt væk af, at El-P absolut ville skille sig ud fra resten af hiphop-verdenen med sine nye indie-accepterede venner. Men det geniale er netop, at gæsterne spiller så lille en rolle, så deres tilstedeværelse viser sig igennem elegante detaljer, som når Cat Powers stemme en gang imellem dukker op i det afsluttende nummer.

Man må ikke snyde sig selv for denne plade, for uanset om man er hiphopper eller en bønnestage af en Belle & Sebastian-fan, så er jeg ikke i tvivl om, at man ville kunne finde masser af kvaliteter på I’ll Sleep When You’re Dead. Men for en dedikeret tilhænger af paranoia og tunge beats er der ingen tvivl: Dette er – uden tvivl – årets bedste album.

★★★★★½

Deltag i debat