Plader

Feist: The Reminder

Oven på sit tre år gamle gennembrudsalbum Let It Die har Leslie Feist valgt at tone sit musikalske univers en anelse ned. Balladerne er i overvægt på The Reminder, og det er lige før, det bliver for meget af det gode. Men også kun lige før.

Listen over arbejdsområder for canadiske Leslie Feist er efterhånden alenlang. At hun kan nøjes med døgnets 24 timer, er lidt af en bedrift, når hun både skal udgive soloplader, spille guitar i By Divine Right og Broken Social Scene, samtidig med at hun sniger sig ind på plader fra både Peaches, Gonzales, Kings of Convenience, The New Deal, Apostle of Hustle og The Postal Service.

Hendes nye soloplade The Reminder lyder nu langtfra stresset eller overfladisk. Den ene stemningsfyldte melodi efter den anden slentrer gennem pladen, godt hjulpet på vej af hendes kælen og fløjlsblød vokal. Man kan godt finde stearinlysene frem og vente til mørkets frembrud, for Feists historier rammes altså bedre ind af månen end af solen.

The Reminder betragter Feist den menneskelige kærlighed med vidvinkel-objektivet. Således kommer hun omkring temaets mange aspekter: at være såret, forelsket, forladt, genvundet osv. Det er os som individer, der synges om, og det er let at forholde sig til. Feists fine fraseringer indfanger fornemt de mange sindsstemninger, og med et velspillede backingband i ryggen overbeviser de 13 skæringer om, at kærligheden er et godt skelet at bygge sine sange op omkring.

Førstesinglen “My Moon My Man” er ligeledes en kærlighedserklæring – en af de mere liflige og berusende dansable af slagsen. Det glade beat hyller det mere alvorlige budskab ind i en form for aloe vera, der gør det mere behageligt at forholde sig til budskabet om, at det kræver energi, hvis man skal have kærligheden til at fungere.

Sangene veksler mellem det intime og helt tyste som f.eks. “The Park”, og så de mere uptempo sange som den gospelklingende “Sealion” og den svingende klaver-, trompet- og banjoprægede “1234”. Det er dog de afdæmpede sange, der præger The Reminder, og selv om hun kan sit kram, er det lige før, at man aner en anelse metaltræthed i sidste tredjedel af pladen, hvor Feist ikke får løftet inderligheden op over et mætningspunkt. Det er, som om hun luller sig selv i søvn – specielt med “Honey Honey”, der aldrig for alvor rammer den berømte nerve. Samtidig må man sige, at flirten med urban-genren i “Past in Present” heller ikke klæder hende godt.

Imidlertid har Feist stemmen til at styre sine sange rundt i manegen, og det lykkes heldigvis et langt stykke hen ad vejen. Uanset tempoet er hun i stand til at præge et nummer med sin stemme, uden at det bliver kvalmt eller prætentiøst, og ikke engang den disco-inspirerede “The Limit to Your Love” løber fra hende. Hendes store styrke er, at hun hele tiden har en forfinet føling med stemningen i det lydmateriale, hun skal underbygge, støtte eller styrke.

Hendes kombination af jazz og folk i et moderne popunivers er en rigtig god cocktail. Selv om den tre år gamle Let It Die som helhed fungerer bedre, er The Reminder en fin plade fra en særdeles produktiv kvinde.

★★★★½☆

Deltag i debat