Plader

Lis Er Stille: Apathobvious

Skrevet af Søren Jakobsen

Århusianske Lis Er Stille spiller efter alle postrock-skolens regler på deres andet album. Ambitionerne er enorme, og musikken buldrer og brager. Hvilket sådan set ville være fint nok – hvis der rent faktisk var noget indhold omme bag ved alle kraftanstrengelserne.

En pige fra mit gymnasium spurgte mig engang, hvad jeg bedst kunne lide ved hende. Jeg løj selvfølgelig og fremhævede hendes høje intelligens. Det er simpel dreng/pige-retorik sat på spidsen. På samme måde kunne man på baggrund af de tårnhøje ambitioner og det enormt velbearbejdede og –producerede Apathobvious fremhæve Lis Er Stille for at have begået et sensationelt andet udspil. Apathobvious er uden tvivl også en intelligent plade – et sted bag sekvenserne med gamle, syngende færinge og det drønflotte cover med grene, der udgør sange.

Og den er veludført til fingerspidserne. Tonsvis af trommebulder, brag, strygere og den allestedsnærværende hvalsang fra en forsanger, der let går fra at sprænge krystalglas til stort set ikke at kunne høres. Og som man lærer i postrock-skolen, lige efter man har fået udleveret madkassen, bliver de infernalske dommedagspassager lige så konsekvent afløst af stille, eftertænksomme stykker, der understreger bandets spændvidde. Fint nok.

Apathobvious‘ umiddelbare problem ligger bare i dens eklatante mangel på substans. Man får flere gange en let gåsehud af numrene, og man får bestemt også nogle slemme chok, når trommerne sætter ind som bare pokker og vælter huset, lige når man mindst venter det. Samme effekt kan opnås ved at gnide lårene med en isvaffel eller ved at se gyserfilm, uanset hvor dårlige de end måtte være. For i gysere har man nogle virkemidler, man altid kan anvende og altid med den samme, efterstræbte effekt. Så kan skurken sådan set være en 12 meter høj oksefrø, der taler græsk, for hvis den lige pludselig hopper ud af et skab, har man chok-effekten i hus. Og man har ligeledes et stort skab.

Jeg har hørt denne plade ca. 20 gange fra start til slut. Og jeg kan i skrivende stund ikke huske en pind af, hvordan numrene lyder. Bortset fra føromtalte syngende, gamle mand, der fremtræder mere som en underlig transition mellem pladens dele end som noget specielt vellykket eksperiment. Derudover kan jeg huske, at et stykke lød rimeligt meget som Sigur Rós, at et andet stykke havde passet fint ind på GY!BE’s Yanqui U.X.O-plade, og at jeg ærligt talt kedede mig umådeligt.

Det er virkelig svært at skulle klandre et band for at være ambitiøst, når medlemmerne faktisk ved, hvad de har med at gøre, og hvilke virkemidler de skal anvende for at kline sig ind i kølvandet på postrock-bølgen. En bølge, der vel at mærke hører til gårsdagens nyheder og efterhånden har overlevet sig selv indtil flere gange. For Lis Er Stille er utvivlsomt kompetente musikere. Og Apathobvious er et nærmest monstrøst værk af en plade, som man givetvis kan høre herfra og til nytår og stadig finde nye, spændende detaljer i. Bag den græske frø er der bare ikke noget indhold, der kan give pladen en reel berettigelse, hvilket er synd.

Det er bestemt en mulighed, at Lis Er Stille kan lave en plade, hvor de kan rage nogle gode karakterer i land for øvelsens indhold frem for blot udførelsen. Men Apathobvious ender med at fremstå som en apatisk parentes.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat