Plader

Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap

Skrevet af Martin Laurberg

Japanske Maher Shalal Hash Baz er tilbage med en omgang syret folk-blues blandet med skøre hornarrangementer. Det er som sædvanlig en stærk lytteoplevelse. Men gruppen er et godt stykke fra at nå op på siden af deres 2003-mesterværk Blues du Jour.

Den dårligste guitarist tager konsekvensen og skifter til bas. Sådan er det vist i næsten alle rockbands. Men ikke i japanske Maher Shalal Hash Baz. Her er guitaristen er ikke blevet bassist, tværtimod er bassisten blevet … fagottist?

I det hele taget er næsten alt undtagen frontmand Tori Kudo på guitar og sang blevet erstattet af forskellige blæseinstrumenter, så det er kommet til at lyde som et skørt begravelsesoptog, der agerer backingband for en talentløs kopi af Paul MacCartney. Alt i alt minder det hele ret meget om billige og meget farverige trækopier af Duplo og My Little Pony. Meget særpræget – og superstærkt.

Første gang jeg hørte Maher Shalal Hash Baz var i 2003, da de udgav det suveræne mesterværk Blues du Jour. Dengang blev jeg straks grebet af deres korte og melankolske popperler, de melodiske hornarrangementer og Tori Kudos slidte bluesguitar og helt uforståelige engelsk. Det er virkelig en stærk plade, som er propfyldt med hits, der trækker på alt fra bigband-jazz og blues til psykedelisk folk.
Opfølgeren, Faux Départ, var desværre lidt skuffende. Ikke at den var direkte dårlig. Men den var ligesom lidt mindre vandtæt og original, og numrene virkede lidt mindre fokuserede.

Nu har vi så fået det sidste skud på stammen fra det japanske galehus, L’Autre Cap, som er optaget på kun to dage under et koncertophold i USA. Og allerede fra første lyt står det klart, at vi er i velkendt farvand. Lydbilledet er præget af Tori Kudos kantede, korte numre suppleret med talrige horn, fløjter og orgler, som danner et melodisk net, der binder det hele sammen.

Når det er bedst, er det virkelig godt. “Misaki” er f.eks. en dyster sag, hvor et begravelsesagtigt hornarrangement bliver suppleret af en Ennio Morricone-agtig guitar, der spiller et sørgeligt tema. Og “Shiogamori” lyder som en japansk udgave af et Mardi Gras-optog.
Et andet højdepunkt er “Eve, Mary, and Juliett”, hvor bandet spiller et drævende tema, mens Tori Kudo skiftevis mumler en melankolsk melodi og fyrer slidte guitarsoloer af. Det er virkelig gode numre.

Men alligevel er det, som om L’Autre Cap ikke holder standarden hele vejen igennem. Jeg tror, det skyldes, at Maher Shalal Hash Baz er gået lidt væk fra et af deres varemærker: det ultrakorte nummer på under ét minut.
Tori Kudo er normalt mester i ikke trække sine idéer for langt, og flere af Maher Shalal Hash Baz’ numre består kun af få takter, hvor et enkelt melodistykke bliver spillet en eller to gange. Formlen: én idé, ét nummer. Det plejer at virker rigtig godt.

Men selv om en del af numrene stadig er ret korte, har det hele fået et lidt mere jam-agtigt præg på L’Autre Cap. Numrene er mere ufokuserede og uoriginale, og det er lidt ærgerligt. Måske skyldes det, at Maher Shalal Hash Baz har fået selskab af et par amerikanske kolleger (medlemmer fra Tender Forever og Le Ton Mite), hvis tilstedeværelse har løst lidt op i den ellers meget fokuserede stil. Eller måske er to dage simpelthen bare lovlig kort tid til at indøve og optage 27 numre.

Under alle omstændigheder er helhedsindtrykket af pladen ikke helt optimalt. Det betyder nu ikke, at man skal holde fingrene væk. For Maher Shalal Hash Baz er trods alt som sædvanlig stærkt vanedannende, og her er utallige hits at komme efter. Men der er lang vej til Blues du Jour.

★★★½☆☆

Lyt til “Different Daylight”:
[audio:http://www.krecs.com/media/audio/Maher_DifferentDaylight_16.mp3]

Deltag i debat