Plader

Malajube: Trompe l’oeil

Det er harmonisk, aparte, humoristisk, mørkt, varmt, hårdtpumpet, dansabelt, blidt, klassisk, sært, komplekst, tørt, vildt, poppet, lummert, delirisk, klichéfyldt, mekanisk, mildt og kaotisk melodisk. Mange superlativer pryder Trompe l’oeil. Velkommen til Malajubes labyrint.

Canadinvasion? Det tyder på det. Malajube (udtales vist “mal-a-sjhub”) er i hvert fald endnu et skud på stammen af unge, dygtige bands fra Canada. Med deres andet album, Trompe l’oeil har de ikke kun fået hul igennem hos den frankofile del af Canada, mere præcist Quebec, hvor bandet stammer fra. Også resten af landet er begyndt at lytte, ligesom USA og nu så småt også den anden side af Atlanten har fået ørerne op for Malajube – godt hjulpet på vej af tjansen som opvarmningsband på Arcade Fires Europa-turné.

Malajube synger på fransk, og næsten lige så svært som det er at forstå strømmene af fremmede gloser, er det at klaske en genrebetegnelse på bandet. Malajube bevæger sig i mange retninger; det ene moment af melodisk excentricitet afløses pludselig af metallisk vildskab, som afløses af klassiske popharmonier, som afløses af cabaret, som afløses af… etc. etc. etc. Der er overraskende faldlemme og stærke kontraster på pladen, og selv om alt dette kan lade til at være i fare for at lyde som et virvar uden ende, bliver det heldigvis aldrig rigtig tilfældet på Trompe l’oeil.

Malajubes es er deres sans for at skabe et ordnet kaos, konstant spækket med fængende detaljer, ivrighed og intensitet. Det er den yppige single “Montréal -40ï‚°C” et ganske godt eksempel på. Med sine hyperaktive temposkift og kontrastfyldte, skizofrene vokallinier svinger sangen konstant mellem det teatralske og det mere afdæmpede og hyggelige. Selv om den franske lyrik er noget nær ren volapyk (i hvert fald for mig), bliver den sproglige barriere ikke et større problem –de kreative, musikalske digterier sætter snildt fantasien i gang helt af sig selv.

Den onde “Le crabe” er ingen undtagelse – men til gengæld er hyggen lagt på hylden til fordel for et mere aggressivt og gnidningsfuldt udtryk. Nummeret indsnævrer og udvider sig i et mix mellem det ulmende, lumre og det rå og tunge, der især får afløb i de skingre og eksplosive omkvæd. Strukturen underbygges samtidig af et skarpskårent og tilbagevendende tema med guitar, bas, klaver og trommer i hård symbiose.

Den efterfølgende “La monogamie” begynder stille og folket, men som i de fleste Malajube-numre med en blid start kommer man hurtigt på andre, ivrige tanker. Det drømmende, sukkende afløses hurtigt og gentagne gange af det hektiske, nærmest galoperende rytmer med stor slagkraftige, og på den måde holder Malajube to desperate sindsstemninger sammen, uden at det egentlig på noget tidspunkt virker hverken søgt eller uoriginalt.

Trompe l’oeil har mange facetter, hvilket den forvrængede discotornado “La russe” og det kække cabaretnummer “Ton plât favori” er gode eksempler på. I det hele taget byder pladen hele tiden på noget nyt, og selv om detaljerne i sig selv ikke er videre originale, er det i den grænseløse sammensætning, at signaturen skal findes.

Et minus er dog den knastørre og fjerne lyd, som giver pladen et skitseagtigt præg, men som Malajube generelt har det med at gemme sig bag. Dette er sikkert et bevidst valg, men en mere altomfavnende og rå producering er ikke ensbetydende med kompromiser med det musikalske udtryk som en naturlig konsekvens.

Når det så er sagt, er der virkelig håb forude for Malajube, der forhåbentligt bliver ved med at hive kaniner op af hatten.

★★★★½☆

Deltag i debat