Plader

The Ponys: Turn the Lights Out

Det er en stor kvalitet, når en plade bliver bedre og bedre for hver gennemlytning. Den modsatrettede proces er lige knap så hensigtsmæssig, og af den grund er det tredje album fra Chicago-bandet The Ponys ikke den helt store succes.

Man taler ofte om plader, som “vokser på én” – plader, som altså bliver bedre for hver gennemlytning, afslører lag efter lag og efterhånden åbenbarer deres genialitet. Med The Ponys’ Turn the Lights Out forholder det sig stik modsat. Her er ikke tale om en kæmpe, som langsomt rejser sig, men om en dværg, hvis overdimensionerede plateausåler, man først opdager, når bedraget har stået på en tid. Så selv om titlen på pladen lyder lidt som Interpols førstes, er der intet sammenligningsgrundlag: The Ponys slukker snarere på kontakten til det klare lys, som Interpol tændte.

Pladen lægger ud med pladens ringeste nummer, “Double Vision”, som samtidig er repræsentativt for pladen som helhed. Egentlig er det mere intetsigende end decideret dårligt. Umiddelbart lægges der ellers op til succes med lidt støjende guitarer og apatisk stemmeføring. Desværre skubbes støjen i baggrunden og erstattes af en basgang, som uvilkårligt får én til at mindes børnetime med Bamse og Kylling. Her tænker jeg ikke så meget på molodierne, som spilles i programmet, men på hele stemningen: ladhed, fjolleri og formålsløs vandren frem og tilbage mellem Luna og Aske.

De fleste børn har vel forestillet sig, at Bamse kunne se dem, når de nu kunne se ham, og også den fornemmelse går igen: Man keder sig, og bandet kan tilsyneladende se det. Hovedet glider fra sin hvileposition i håndfladen ned på bordet, tusindmileblikket viger for de lukkede øjne. Inde i anlægget hvisker de sammen: “Det går ikke an, han keder sig jo, vi må have noget bedre at byde på.” I desperation kaster de sig ud i et radikalt stilskifte. Valget falder på noget a la postpunk moderne. Med et sæt vågner man. De råber derindefra, de er aggressive. Hvad er dog det?! Er det Interpol? Men efter 10 sekunder vender de tilbage til slumremusikken.

Det bliver til to forsøg af denne slags. The Ponys finder så ud af, at deres små, uoriginale eksplosioner af dysterhed er lige så søvndyssende, når man nu har hørt dem så mange gange før. Kvartetten tager derfor nye midler i brug.
“Det støjende i starten fungerede meget godt. Det prøver vi igen,” synes de at tænke. Med en sådant støjende passage afsluttes “Double Vision” fint, men komplet isoleret fra den fragmenterede række af forsøg på at finde den rigtige lyd. Et lille smil breder sig på læberne, og bandet registrerer det. Hermed er den bedste opskrift fundet: Improviserende guitarer trækker i langdrag på en monoton baggrund. Som plastik, der langsomt smelter over et stille bål.

Havde The Ponys nu bare holdt sig til denne opskrift, ville den eneste anke mod pladen være, at den er for uoriginal. Det kan man godt leve med, hvis inspirationskilderne er gode. Numre som “Poser Psychotic” og “Harakiri” er således udmærkede, netop fordi de lyder sådan lidt hen ad Sonic Youth. “Everyday Weapon” er også hæderlig på sin særegne Interpol-møder-Sonic-Youth-facon.

Desværre dukker den vuggende børnetimeattitude op indimellem. Turn the Lights Out er et eksempel. Forsanger Jered Gummere indleder nummeret med et par sætninger, og det lyder, som om han taler i søvne: »Well I’m tired, so uninspired … crawl inside my bed and pull the covers over me.« En lalleglad lyd af en guitar følger, og et orgel, der lyder som søde bølger i en Disney-film.
Paradoksalt nok er det med disse fjollerier, at The Ponys finder deres egen lyd og stil. Når musikken er alt for glad, og når vokalen bliver allermest intetsigende, nikker man ikke længere genkendende.

Alligevel er der et eller andet. Måske er det bare nostalgi eller gensynsglæde, men man bliver lidt forført af de numre, som ikke er alt for søvndyssende. Det er nok bare den tilfredsstillelse, som knytter sig til at få sin smag bekræftet. Kunne man så bare have fået denne anerkendelse fra nogle andre end Bamse og Kylling.

★★★☆☆☆

Lyt til “Double Vision”:
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/the_ponys/ponys_doublevision.mp3]

Lyt til “Poser Psychotic”:
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/the_ponys/ponys_poserpsychotic.mp3]

Deltag i debat