Plader

Pterodactyl: s.t

Skrevet af Erik Bendix

Brooklyn-orkestret Pterodactyl formår på sit debutalbum at støje mere end langt de fleste af deres ligesindede. Desværre viser det sig dog hurtigt, at orkestrets musikalske blanding af massiv støj krydret med 90’er-grunge lynhurtigt bliver en temmelig monoton og trættende affære at lægge øre til.

Newyorker-orkestret Pterodactyls titelløse debutudspil starter blidt med spredt fuglesang. Det første indtryk viser sig dog hurtigt at være helt igennem misvisende. Den slidte kliche ’stilhed før stormen’ kommer i dette tilfælde derfor helt til sin ret. Allerede efter 11 sekunder bryder uvejret løs og fortsætter ufortrødent på de resterende 12 skæringer. Der er således tale om et godt gammeldags guitardrevet uvejr, som vor mor lavede dem.

Musikalsk set kan man med en vis ret gruppere orkestret inspirationskilder i to kategorier, nemlig grungen og støjrocken – og referencerne til landsmændene Jane’s Addiction er krystalklare. Blot er Pterodactyls udtryk betydeligt mere punket og støjende, men desværre også betragteligt mere monotont. Et enkelt nummer skiller sig dog ud fra mængden.

“Ask Me Nicely”, der er en kort turbodrevet punksang smitter med sin rene og skære musikalske energiudladning, der eksploderer ud af højtalerne i løbet af de to minutter og 39 sekunder, nummeret varer. Hvis blot flere af numrene kunne fastholde lytteren i samme grad som “Ask Me Nicely”, ville meget være vundet.

Det står desværre efter ganske kort tid smerteligt klart, at orkestrets vinger ikke er i stand til at bære yderligere 11 skæringer. Numrene minder i betænkelig grad om hinanden og er bygget ret så ensartet op. Desuden gør forsangerens lettere hysteriske vokal ikke meget for at pynte på dette overordnede negative indtryk. Alt dette er stærkt medvirkende til, at man kan have særdeles vanskeligt ved at fastholde interessen i længere tid ad gangen.

På den ene side får man som lytter fornemmelsen af, at man er vidne til noget, der hører en svunden tid til. Det er især bandets semi-nostalgiske tilbageskuen mod grungetidens headbangende skovmandsskjorteklædte dage, der er hovedårsagen til dette. Desværre forstærkes dette indtryk yderligere, fordi Pterodactyl ikke på tilstrækkelig overbevisende facon formår at løfte grungens musikalske arv. Der er altså blot tale om genbrug af allerede brugte musikalske idéer (fx grungens blanding af metal og punk)

Det ustandselige støjbombardement bliver lynhurtigt trættende og får desuden numrene til at virke umotiverede. Eller sagt på en anden måde: som støj for støjens egen skyld. Eller endnu værre: som en slags musikalsk røgslør for manglende musikalske ideer.

Pterodactyl-medlemmerne er uden tvivl kompetente musikalske udøvere, der uden tvivl kan udspille langt størstedelen af deres kolleger. Desværre drukner disse musikalske evner alt for ofte i den massive støjmur, som udgør langt størstedelen af denne udgivelse.

★☆☆☆☆☆

Lyt til “Polio”:
[audio:http://www.pterodactyl.info/mp3/freebluejay/polio.mp3]

Lyt til “Esses”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/Esses.mp3]

Deltag i debat