Plader

Robert Green: Sleeping at a 100 MPH

Det kan godt være, at titlen på Robert Greens debutalbum lader forstå, at århusianerne er i hastig bevægelse. Men vigtigere er det, at det afsløres, at kvintetten er faldet i søvn. Og de må have været i noget nær dvale, da de besluttede sig for at indspille en så poleret, pæn og kønsløs plade. Nogen burde vække dem.

Ifølge det århusianske orkester Robert Greens pressemeddelelse er tiden nu kommet, hvor musikinteresserede skal til at acceptere et nyt navn i toppen af den alternative rocks hierarki. Århusianerne placerer sig med debutudspillet Sleeping at a 100 MPH angiveligt på denne efterstræbte plads. Hvis oplysningerne er korrekte, må vi forberede os på, at denne magtfordeling i musikverdenen vil vare ret lang tid. “Pentagonen” (de fem bandmedlemmer) kommer nemlig til at herske over “alt. rock”, fordi den “drives frem af en symfoni af rockguitarer” og dermed “ruller af sted med 100 MPH”.

Men skribenterne bag pressemeddelelsen, som ovenstående er hentet fra, er vist kommet til at fokusere på den forkerte del af albummets titel. For det kan godt være, at Robert Green kører med 100 MPH, men det betyder jo ikke så meget, når de sover og ikke kan se, hvor de kører hen.

Én ting, som destinationen ikke præges af, er i hvert fald alternativ rock. Snarere tegnes pladen hovedsageligt af den type musik, som står sig bedst, når den høres i radioen af mennesker, som har for travlt med alt muligt andet end netop at lytte. Det er den slags musik, som man kan sætte pris på i radioen, når man er på arbejde og bare har brug for noget i baggrunden. Hvis man sætter sig for at lytte, skinner de manglende kvaliteter alt for tydeligt igennem.

Beklageligvis for kvintetten udvælger radiostationerne jo ofte musik, som i det mindste er velproduceret. Det skal lyde af noget. Det gør Robert Green ikke. Musikken er sikkert velspillet, men det hele billede er tamt og tomt. Det virker, som om der mangler noget, som om man ikke har skruet højt nok op – eller ganske enkelt som om der ikke er brugt nok tid i studiet på at give musikken den nødvendige pondus. Derfor er pladen ikke bare uinteressant. Den er også så kedelig, at man ikke forstår, hvorfor den skulle blive bemærket.

Robert Green er med andre ord lyden af masseproduktion. Det må være resultatet af en uhellig alliance mellem et uinspireret band og et airplay-hungrende pladeselskab. Men i det mindste indeholder Sleeping at a 100 MPH dog to halvgode numre, som da også klart er pladens bedste. “Burn One Down” er i sin helhed ikke bemærkelsesværdigt, men egentlig meget sødt. Det er en fin melodi, som de fleste vel vil kunne nynne lidt med på. Som stort set resten af pladen er den kønsløs, men er dog catchy, som pop/rock-genren kræver. Nummeret er endda så tilpas vellydende, at man ikke skammer sig over at rykke lidt med.

“Hells Kitchenette” er også acceptabelt. Fordelen ved dette nummer er den afvigende produktion og noget mere beskidte lyd. De knap to minutter, som nummeret varer, virker passende. Det er en kort oase af kant i en lang ørkenvandring af utilsigtet polerethed, pænhed og vokalfokus. På dette nummer fremhæves rocken frem for poppen, og det klæder Robert Green.

Det sker, at instrumenterne lyder af lidt mere end ren tomhed. Desværre er det altid midlertidigt og i glimt. Alt det konventionelle vender tilbage, behager på en kedelig måde enhver uinteresseret lytter og udsletter sig selv.
Der er altså ikke meget at komme efter på Sleeping at a 100 MPH. Det hele er alt for pænt og velslebet. Melodierne er gode nok, men heller ikke mere. Det hele er behageligt at høre på, men glemt i samme sekund, det er overstået. Bedst egner pladen sig til baggrundsmusik, når familien er på besøg, og ingen må føle sig provokeret.

Når alt dette er sagt, virker følgende advarsel måske overflødig, men alligevel – for en sikkerheds skyld: Hvis nogen skulle have lyst til at efterkomme gruppens begæring i første nummers titel, “Kiss Me While We’re Waiting to Get Famous”, så pas på. For Robert Green er et kedeligt bekendtskab, og rimeligvis må der gå meget lang tid, før de bliver berømte. Til dét lugter Sleeping at a 100 MPH nemlig alt for langt væk af hobbyband, teenagerværelser og morgendagens støv.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat