Plader

The Sea and Cake: Everybody

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Der er mere af den samme, luftige guitarpop på The Sea and Cakes syvende album. Og så alligevel ikke, for guitaren har fået mere bid og rum, og hele lydbilledet er generelt mere sammenspillet og rocket. På den måde er Everybody mere af det samme i ny indpakning.

Det er næsten blevet trivielt at kalde The Sea and Cake en supergruppe, men med rødder i Chicagos højt besungne musikmiljø og indtil flere medlemmers bidrag til musikhistoriske mesterværker, er der nu noget om snakken: Når Sam Prekop, John McEntire, Archer Prewitt og Erik Claridge er sammen i øvelokalet, opstår der sød musik.

Everybody er det syvende album fra The Sea and Cake, og umiddelbart fortsætter bandet med at udforske popmelodiens grænser i en landskab af jazzede melodier og bossanova-inspirerede funk-rytmer i luftige arrangementer. Men ved nærmere lytning er der nu alligevel sket noget i de fire år, der er gået siden sidste udgivelse.

For det første har bandet lagt producerrollen i hænderne på en anden end John McEntire, der ellers har haft en dobbeltrolle i bandets indspilninger gennem 14 år. Nu blev det muligt for ham at koncentrere sig om at spille trommer, og i det hele taget har bandet så vidt muligt koncentreret sig om at indspille så meget som muligt live uden for megen brug af protools bagefter. De elektroniske elementer er også skåret mere eller mindre fra.

Det har givet albummet en mere direkte, pågående lyd, og hvad der i første omgang lyder som endnu et album i vanlig stil fra The Sea and Cake, afslører sig efter flere lytninger som et album med mere bund og brug af guitar. Sam Prekop har betegnet Everybody som et rockalbum. Og det kan høres – bedst i “Crossing Lines”, der nok er det mest guitar-drevne, The Sea and Cake nogen sinde har præsteret. Gennem hele nummeret ledsages Sam Prekops behagelige vokal af guitar i forskellige pedalindpakninger. Også åbningsnummerets guitarlyd er mere rå og tung, end hvad bandet ellers går efter.

Everybody byder på andre musikalske spræl fra det snart aldrende band. “Exact to Me” giver rum til John McEntires evner udi percussion, og guitarens fyldige mellemspil leder tankerne hen på afrikansk highlife. “Middlenight” har også guitaren som midterpunkt, hvor et western-tematisk guitarriff sætter hele nummerets følelsesmæssige scene. At riffet så hænger knap så godt sammen med verset, er en anden sag.

Mere eksperimenterende – og igen tungere end det gennemsnitlige The Sea and Cake-nummer – er “Left On”, der byder på en lang Sonic Youth-agtig intro med forvrængede guitarflader, inden rytmen ændres, og musikken vælter rundt sammen med Sam Prekops vokal, hvorefter tempoet fortsætter, nu i en helt luftig og blid tone.

Det er aldrig kedeligt at lytte til The Sea and Cake, og det gælder også Everybody. Ved første lyt kan pladen lyde som samme gamle suppe, der endnu en gang er blevet kogt sammen til nyt materiale. Men The Sea and Cake har smidt den overjordiske bossanova-luftighed lidt væk, og bandet har formået at forandre sig en smule, hvilket klæder dem, selv om det enkelte steder mere virker som forandringsfasen, man som lytter er vidne til, end som et forandret band.

★★★★½☆

Deltag i debat