Plader

Sophia: Technology Won’t Save Us

Skrevet af Mikkel Mortensen

Livet er stadig ikke en dans på roser for Robin Proper-Sheppard, og tungsindet hviler over hans fjerde album under Sophia-navnet. Heldigvis har han fortsat sangene til at få det hele til at fungere, og der er også stadig langt til selvmedlidende navlepilleri.

Der er ikke sket det store med Sophias musik siden debuten Fixed Water fra 1996. Den musikalske palet har muligvis vokset sig større med årene, men hovedkernen i bandets musik er stadig Robin Proper-Sheppards tungsindige sange, hvor han besynger alle livets skyggesider. Technology Won’t Save Us er kun bandets fjerde studiealbum på 10 år og udkom egentlig i England sidste efterår. Men vi danskere har måttet væbne os med tålmodighed, inden vi kunne blive belønnet med dette fine album fra Proper-Sheppard og co.

Det kan dog diskuteres, om det på et album med 10 numre er nødvendigt at inkludere hele tre instrumentaler, hvoraf det kun er titelnummeret, der virkelig fungerer qua sin klassiske postrock-opbygning (fra køn, tyst stilhed til støjende forløsning) – især når man ved. hvor god Proper-Sheppard er til at skrive mere konventionelle sange.

Der er dog ikke langt mellem perlerne på Technology Won’t Save Us, og den, der skinner klarest (eller rettere: mørkest), er “Big City Rot”. Her sidder Proper-Sheppard mutters alene med sin guitar. midt om natten, og presser sin vokal længere ud og dybere ned end nogen sinde, mens han raser resignerende mod den storby, der langsomt dræner livet ud af ham: »I’m tired of trying / I’m ready to stop / I’m tired of waiting for the pressure to drop / I’m tired of fighting the big city rot.«

Sortsynet er mindre fremtrædende i “Pace”, hvor der bastant tæves i trommeskindet, mens guitarerne spiller kønt og melankolsk, og Proper-Sheppard lader ligefrem til at kunne en vis skønhed i det faktum, at det enkelte menneske ikke har nogen indflydelse på den planet, vi bor på: Den fortsætter jo med at dreje, ligegyldigt hvad vi gør.

Endnu mere optimistisk er “Lost (She Believed in Angels)”, hvor Proper-Sheppard beviser, at han også magter den medrivende rocksang. Meget passende er der en livskraftig holdning i sangen – til trods for at verden ser ud, som den gør: »I still believe in angels / As they watch me wither away / I still believe in the goodness of man / Despite the evil in my world.«

Optimismen er dog en sjælden gæst i Sophias univers, og det varer ikke længe, før de dystre toner dukker op igen. “Weightless” bæres frem af et diskret, elektronisk beat, mens keyboards og guitarer underspillet lægger sig under Proper-Sheppards doubletrackede vokal, der på ny beskriver håbløsheden i det følelsesløse samfund: »Give me love / Or give me hate / Give me anything that’s not just ok / Make me laugh / Or make me cry / Something, anything / To feel alive.«

Tempoet skrues op med “P.1/P.2 (Cherry Trees and Debt Collectors)”, der er noget af det voldsomste, bandet har indspillet. Proper-Sheppard matcher den musikalske vrede med barberbladsskarpe linjer: »Tell me / Is it woman’s logic / That it’s not a lie / If it’s left unsaid? / But don’t you know, babe / There’s more to love than just giving good head.«

Technology Won’t Save Us byder ikke på afgørende nyt i forhold til bagkataloget. I stedet lægger den sig i fin og naturlig forlængelse af Robin Proper-Sheppards tidligere produktion. Dette er godt nyt for alle, der ikke er himmelråbende naive eller lalleglade jubeloptimister, for Proper-Sheppard forstår som få at besynge den desillusion, som ofte er et biprodukt af den verden, vi lever i.

★★★★☆☆

Deltag i debat