Plader

Avey Tare & Kria Brekkan: Pullhair Rubeye

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Først havde Avey Tare & Kría Brekkan lavet et fint album med legesyg nu-folk i letteste sommerhumør. Men så gik de i biografen og så den seneste David Lynch-film. Og derefter vendte de hele albummet om, så alle sange kører baglæns. Ikke verdens bedste beslutning. Ikke verdens bedste resultat.

De fleste er sikkert efterhånden blevet klar over – på grund af al den furore, internettet har genlydt af – at den version af Pullhair Rubeye, som Avey Tare & Kria Brekkan (David Portner fra Animal Collective & Kristín Anna Valtysdöttir, eks-sangerinde i múm) er endt med at udgive, kører baglæns hele vejen igennem. Det oprindelige album lå færdigt i december sidste år, men efter signende besluttede parret sig for at køre alle sangene baglæns, efter de havde set David Lynchs seneste film Inland Empire.

Det har forandret Pullhair Rubeye til et konceptalbum, der virkelig er svært at tage musikalsk stilling til. For mit eget vedkommende har jeg kun gjort det værre ved blot at have lyttet til albummet en enkelt gang, før jeg på min computer vendte alle sangene om, så jeg kunne høre, hvordan de lød, inden Lynch påvirkede parret.

Når numrene vender rigtigt – præ-Lynch – er albummet en fin akustisk og intim udgave af Animal Collectives legesyge popfolk. Tempoet er begrænset, og det er næsten en syg og syret form for børnesange, som parret fremfører. Men solskin og livsglæde (den vemodige “Opis Helpus” til trods) er stærkt til stede i både melodierne og vokalerne, som er nemme at placere hos henholdsvis Animal Collective og múm. Det er svært at fremhæve nogle numre frem for andre, men f.eks. åbneren glimrer med Kristín Anna Valtysdöttirs barnlige vokal og David Portner, der mumler og vokal-kazooer den i baggrunden sammen med blandt andet maracas. “Sasong” er også overordentlig charmerende, selv om nummeret kører i ca. dobbelt tempo.

At det netop var Lynch, der påvirkede parret, kan ikke undre. Instruktøren arbejder selv med at køre stemmer baglæns – det husker de fleste nok fra tv-serien Twin Peaks – og baglænskørsel påvirker ofte stemmer til at være mystiske, mørke og ret uhyggelige. Det samme gælder faktisk også musik, og dermed er der sket det med Pullhair Rubeye, at hele stemningen er blevet vendt fra noget meget lyttevenligt til noget stemningsmættet, men ekstrem umusikalsk. “Lay Lay Off, Faselam” er sådan set det eneste nummer, der har samme fornemmelse forlæns og baglæns.

Hvad jeg mest bemærker, når jeg hører albummet, som det er endt med at blive, er, at musik kørt baglæns indeholder melodier, som er helt anderledes end gængse melodier. Det kunne være interessant, om Avey Tare og Kria Brekkan havde indspillet de baglæns melodier på gængs maner. For som albummet er endt, er de mange numre trættende at høre på. Især vokalen bliver irriterende med sin sugende lyd, og det er da også “Palenka”, der fungerer bedst baglæns – det er en hurtig melodi udelukkende med fingerspillet guitar, og den lyder meget ens forlæns og baglæns – dog mere elektronisk i den færdige version, hvilket vel er ganske naturligt.

Vil jeg lytte specielt meget til albummet i dets endelige form? Næppe – det oprindelige/originale album er simpelthen en bedre musikalsk oplevelse. Pullhair Rubeye er som så mange andre konceptalbum mere til hjernen end til ørerne. Men vend det om – og få en skæv sommerpop-oplevelse.

De baglæns sange:

★½☆☆☆☆

De forlæns sange:

★★★★☆☆

Deltag i debat