Plader

Tarwater: Spider Smile

Skrevet af Jakob Lisbjerg

En god håndfuld album inde i sin levetid er den tyske duo Tarwater i sit 10. leveår begyndt at eksperimentere med analoge instrumenter som spansk guitar og klarinet. Men det er stadig de mørke pop-elektroniske musikeksperimenter, der fanger lytteren i en fantastisk trance.

Rygterne siger, at duoen Tarwater skriver deres numre på den måde, at Bernd Jestram og Ronald Lippok sidder i studiet og drejer, trykker og skruer på knapper, indtil de har fundet en lyd, der fascinerer dem – og så begynder de at skrive musik omkring de nye lyde.

Og netop lyden af Tarwater er noget helt specielt: en blanding af tør elektronisk pop, messende vokaler og en dragende, insisterende trang til næsten evige rundgange i det forholdsvis mørke univers. Duoen har på en god håndfuld album pakket denne blanding ind i forskellige forklædninger – på Silur var det f.eks. en døsig nattestemning, mens det på Animals, Suns & Atoms var en lettere poppet emballage, numrene blev leveret i.

Spider Smile har Tarwater gjort lidt af det hele, men overordnet set er stemningen i den mørkere del af skalaen. “Shirley Temple” lokker lytteren indenfor og giver følelsen af at gå langsomt gennem en lang, mørk gang med et ensomt stearinlys som eneste lyskilde – på vej til en hemmelig ceremoni, der involverer mørk, elektronisk magi.

Tarwater er dog ikke sene til at ændre den indre film med “World of Things to Touch”, der rider af sted med en vanlig Morr’sk indietronica-følelse lidt som “A Marriage in Belmont”. Det vanlige Tarwater-touch er dog bevaret.
Og sådan går det slag i slag. Mere melodiske numre med nærmest irriterende syng-med-karakter blander sig med nærmest melodiløse numre som den instrumentale dub-skævert “Witch Park” og den hektiske “Easy Sermon”.

Albummets højdepunkt er den over seks minutter lange repeterende hymne “Lower Manhatten Pantoum”, der ikke rigtig består af andet end et vers med et melodi-hook, der minder ret så meget om temamelodien til tv-programmet Jeopardy. Temaet gentages igen og igen, mens Ronald Lippoks messende, reciterende vokal følger den regntunge musik helt til dørs og ind i lytterens hjerte.

Spider Smile har Tarwater bevæget sig ud på analogt vand ved at tillade flere rigtige instrumenter, end duoen har prøvet før. “Roderick Usher” består næsten kun af en guitar (der går igen på “Arkestra”), en klarinet (eller anden træblæser) og fint balancerede beats. Nummeret fungerer godt til at trække lytteren ud af den trance, “Lower Manhatten Pantoum” har induceret.

Tarwater har aldrig helt leveret et virkeligt godt album, der hele vejen igennem var koncist – hvilket da heller ikke gælder dette seneste udspil. Omvendt har alle bandets albums rigtig gode numre, og det gælder også for Spider Smile, hvor især de mørkere pop-eksperimenter er vellykkede. Med “When Tomorrow Comes” ender albummet lidt for lystigt og forsonende i forhold til den mørkere side af albummet, og den dårlige udgang trækker ned i det samlede indtryk.

★★★½☆☆

Deltag i debat