Plader

V/A: SC100

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Pladeselskabet Secretly Canadian kan efter 11 års levetid fejre, at de har rundet udgivelse nummer 99. Det gør de med en jubilæumsplade, hvor 18 kunstnere fortolker hinandens sange. Som en introduktion til SC holder pladen ikke, men den pirrer alligevel nysgerrigheden nok til, at den ender som en fin appetitvækker.

Hvis man har hørt om Cornelius Boots, er man enten mere end almindeligt interesseret i det amerikanske pladeselskab Secretly Canadian, eller også har man et indgående kendskab til avantgardistisk kammermusik. Boots indspillede i 1997 kassettebåndet New Series One på SC’s side-label, Canadian Exchange, og er derfor inviteret med som det absolut mest kuriøse indslag på SC100 – SC’s fejring af udgivelse nummer 99.

Til daglig leder Cornelius Boots verdens eneste basklarinet-kvartet, Edmund Welles, men i denne sammenhæng maltrakterer han med ustyrligt blæs hardcorebandet Racebannons “Clubber Lang”. Det er egentlig ret morsomt, men mundvigene ender med at stå helt vandrette, for selv om Boots’ temporidt imponerer, er hans fortolkning en alt for enerverende omgang fløjten.

Hans medvirken siger en hel del om, hvad det her er for et opsamlingsalbum. På SC100 fortolker 18 kunstnere, som alle har udgivet en af de 99 første plader på SC, hinandens numre. Undtaget fra det er – heldigvis – at Boots ikke selv har fået lov til at kaste et nummer ned i den hat, som de enkelte kunstnere har trukket et nummer fra. Det har Scout Niblett gjort i hans sted; hun bidrager til gengæld ikke som fortolker.

Da hvert band har fået tildelt et nummer ved en tilfældig lodtrækning, afspejler de enkelte numre ikke nødvendigvis det pågældende bands eget udtryk. Selv om lodtrækningen er faldet ret heldigt ud, har man i de tilfælde, hvor fortolkeren og det fortolkede ikke passer sammen, ingen garanti for, at nummeret er repræsentativt for bandet. Det skal man kende originalen for at vide, og hvem kan sige at have hørt alle 18 sange, som er valgt ud fra 99 plader, der er udgivet i løbet af hele 11 år? SC100 er derfor ikke nogen god introduktion til de bands og solister, SC har i folden. Men den pirrer nysgerrigheden og holder – trods enkelte fejlskud – et fint niveau.

Nikki Sudden, der døde for godt et år siden og nu bliver genudgivet af SC, kickstarter pladen med June Panic-nummeret “See(ing) Double”, mens Songs: Ohia følger efter med sin fortolkning af Suddens “Last Bandit”. Begge hører til i albummets gode ende, uden nogen af dem dog ligefrem imponerer. Tyst og smukt er derimod en anden af SC’s velrespekterede solisters bidrag, Damian Jurados cover af slowcorebandet Early Day Miners’ “Upstate”.

Blandt de gode bidrag hører også familieforetagendet Danielson, der med ganske få virkemidler får sat deres umiskendeligt skævt poppede præg på Dave Fischoffs “Propaganda for a Comic Strip”. Og svenske Jens Lekmans coverversion af Scout Nibletts “Your Beat Kicks Back Like Death” overbeviser med dens lette klokkespil og bongotromme-rytmiske melodi, der står i skærende kontrast til teksten: »We’re all gonna die.« Sangen har den samme sing along-kvalitet som Olesen-Olesens “Misantropen”, der indeholder de tilsvarende linjer »vi skal alligevel alle sammen dø / syng med / vi skal alligevel alle sammen dø«.

Godt er også The Impossible Shapes’ “40 Years of Our Family”. Sangen begynder i høj og lystig fart med banjo-akkompagnement, men efter et minuts tid skifter den abrupt stil. En vindskæv vokal vælter ind i lydbilledet, og nummeret fortsætter i et mere tilbagelænet tempo, indtil dét synes at kede bandet, som derfor afrunder det lille, herlige nummer hidsigt, galopperende uden at se sig tilbage. Netop The Impossible Shapes’ talenter bliver tydeliggjort af The Panoply Academy, for trods deres distancerede fortolkning af “Birds” skinner forlæggets melodiske kvalitet tydeligt igennem.

Skæverter i stil med Cornelius Boots er der sådan set ingen af på SC100. Midtvejs kører man dog surt i ordinære hardcore-toner fra Racebannon, eksperimenterende sager som Havergals lidt for langstrakte Ativin-cover og et formålsløst instrumentalnummer fra selv samme band.

Det er kun ved et fåtal af numrene, hvor man hverken ville få lyst til at udforske fortolkeren nærmere eller finde det originale nummer, hvis man ikke kendte til det i forvejen. Alt i alt giver SC100 lyst på mere. Det vil sige høre de originale plader. På den baggrund fungerer pladen som en fin appetitvækker til et interessant pladeselskabs bagkatalog.

★★★½☆☆

Deltag i debat