Plader

Wilco: Sky Blue Sky

Sky Blue Sky træder et skridt væk fra eksperimenterne og genrejongleringerne og har i stedet primært afsæt i 70’ernes roots-rock. Med den blå himmel og skarpskårent stærke sange står Wilco i 2007 stadig som et imponerende og yderst vedkommende band.

Med den megen snak, der fulgte med Wilcos mesterværk Yankee Hotel Foxtrot i 2002 og – i mindre grad – 2004-opfølgeren A Ghost Is Born, var der dømt hype i en tid, hvor americana fik masser af spalteplads i de største musikmagasiner. Wilco blev af anmelderne kaldt den amerikanske roots-rocks svar på Radiohead grundet deres lette og imponerende jonglering af genrer, og mange tog bandet til sig som nye yndlinge. Tre års ventetid har derfor været rigelig lang ventetid for den efterhånden store fanbase.

Fremfor at videreudvikle eksperimenterne og genresammensmeltningerne træder Wilco nu et skridt tilbage. Sky Blue Sky er en tilbagelænet og blåtonet sag. Eksperimenterne er næsten lagt på hylden, og i stedet tages man med på en køretur tilbage i tiden. Sky Blue Sky sammenbinder et rigt register af referencer fra Tweedys unge år. På flere måder er pladen en naturlig forlængelse af Josh Rouses autentiske og tilbageskuende plade 1972 – dog med Wilcos bredere fokus som har afsæt i 70’ernes roots-rock.

Jeff Tweedy er Wilcos sande ankermand. Han skriver melodi og tekst og lader sit omskiftelige band fylde resten på. Jim O’Rourke har på tidligere plader været en uvurderlig producer og egentligt ekstramedlem. Han kom med de skæve idéer til Tweedys sange, så de i sidste ende blev formet på helt spændende facon. Sky Blue Sky skal nu vise, om Wilco kan stå på egne ben. Metoden hertil har været en kollektiv indsats, hvor alle sange blev færdigformet af hele bandet i studiet. Og efter resultatet at dømme er det bestemt ikke en dårlig tilgang.

»Maybe the sun will shine today / The clouds will blow away,« synger Tweedy i åbningsnummeret “Either Way”, og det er, som om han er blevet genforenet med sit følelsesliv efter for nylig at være sluppet af med et stort forbrug af smertestillende piller. I al fald virker de ellers banale linjer ekstra troværdige, og den blå himmel emmer af lyksagelighed, som den nu bedst kan i Wilcos univers.

Tweedy udtrykte i et digt, at »the best way to feel your blood is to lie« – men når man hører hans vokal i de nye sange på Sky Blue Sky, er dette en klar selvmodsigelse, for Tweedy udtrykker intet andet end ærlighed. Tweedys vokal har ikke den store imponerende register – og dog indfanger den lytteren, så man tror på hvert et ord, han synger.

Som på tidligere plader taler guitarerne deres eget poetiske sprog. Tweedy har det med at finde dygtige musikere, som ikke blot er håndværkere, men også kreative bidragydere. Sammen med jazzguitaristen Nels Cline opnår Tweedy nogle fantastiske, følelsesladede guitardueller. Man skal blot halvvejs igennem anden skæring “You Are My Face”, før pladen begynder at slå de første gnister med Crazy Horse-værdigt Cline/Tweedy-samspil – og i “Impossible Germany” lyder de ringende guitarer som en heftig kamp mellem Television og Thin Lizzy.

Idiosynkrasierne hos de opfindsomme musikere er ellers neddæmpet, og Wilco fokuserer i stedet på en herlig løshed. Den muntre soul-inspiration i “Hate It Here” dufter af Lennon-sangskrivning på Beatles’ Let It Be. Her er Tweedy blevet forladt af sin bedre halvdel og udtrykker sine bekymringer: »What am I gonna do when I run out of shirts to fold? / What am I gonna do when I run out of lawn to mow / What am I gonna do if you never come home / Tell me, what am I gonna do.«

Den lækre jazzede folk i titelnummeret “Sky Blue Sky” ville ikke føle sig helt på udebane på en nyere Bob Dylan-plade. Det samme gælder singleudspillet “What Light”, hvor Tweedy prøver krafter med Dylans magiske fraseringer oven på følsomme klaverbetoninger og sus af lap steel. Og “Side With the Seeds” lyder som en nutidig fortolkning af Gram Parsons “She” med en energisk outro, der lukker sangen med manisk manér.

Sky Blue Sky er lyden af et modent band, der går til musikken med et sofistikeret udtryk til følge. De skærer ind til benet for så at fylde på igen. Sky Blue Sky er dekonstrueret og påny rekonstrueret roots-rock, som står en smule for sig i forhold til Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born.

Sky Blue Sky indeholder en følelsesmæssig umiddelbarhed, som griber fat om hjertet og sætter sig fast i knolden. Og som med de øvrige Wilco-plader skal den have tid, men tiden alene er hele belønningen værd.

★★★★★☆

Deltag i debat