Plader

Windmill: Puddle City Racing Lights

Skrevet af Sandra Boss Permin

Har vi virkelig brug for flere melankolske, skingert-skrålende indie-fyre? Det spørgsmål bliver endnu en gang påtrængende med Windmills debutplade Puddle City Racing Lights. Men efter at den første forskrækkelse har lagt sig, springer et blidt spirende håb i ørerne.

Efter at have plantet dette års nyudråbte overraskelse, engelske Windmill, i min pladespiller havde jeg naturligvis høje forhåbninger. Denne anmeldelse skal derfor læses med dette forbehold i sigte. For hvor ofte sker det egentlig, at store forventninger indfries? Men denne gang var skuffelsen dog ikke så stor – som den kunne have været. For jo, Windmill har en original stemme, og jo, han forstår at udnytte de store klange og trylle med dynamikken.

Men … en udefinerbar og ambivalent følelse af ærbødighed og stærkt ubehag indtager kroppen ved de første toner fra den pompøst anlagte plade, Puddle City Racing Lights. Placeret i en uoverskuelig japansk storby skærer en skinger mandestemme igennem byens virvar, snavs og larm. Det er Matthew Thomas Dillons stemme, der blander sig godt ind i det imponerende og fyldige symfoniske arrangement på åbningsnummeret, “Tokyo Moon”. Men der er virkelig smurt tykt på. Så tykt, at man til tider føler, at man er ved at drukne i strygere, klaver, trommer og store akkorder.

Windmill er, som navnet antyder, bygget op af en utrættelig energi. Den konstante kontrast mellem den stormfulde natur og de mere vindstille kompositioner beruser lytteren – til tider i en sådan grad, at søsygen truer. Pladen er præget af gode syng-med-omkvæd og vil være ideel at skråle med til efter et par øl. Men resultatet vil nok blive endnu mere tvivlsomt end pladen.

Balancegangen mellem den behagelige champagneberuselse og den mere ubehagelige guldøls-tunge lammelse finder dog, efterhånden som pladen skrider frem, et mere solidt ståsted. For efter de første smådesperate forsøg på at vise alt, hvad han kan på én gang, lykkes det for Dillon at skabe et mere kontrolleret album. Numre som “Newsflash” og “Fit” er nogle af pladens mere elegante arrangementer, der giver et glimrende pusterum fra de mere pompøst anlagte numre, hvor især den entusiastiske hamren i klaveret for et øjeblik er forduftet. Her er der tid til at kredse om de mange fine detaljer i numrene, hvor strygere såvel som Matthew Thomas Dillons stemme, akkompagneret af en blid anden stemme, kommer til deres fulde ret.

I disse tider er det jo yderst moderne at kombinere en mandlig kastralstemme med et mere symfonisk arrangement. Af hjemlige eksempler er Figurines med forsanger Christian Hjelm et glimrende eksempel på denne stil, og man kan da heller ikke komme uden om lighederne til bands som Arcade Fire og Clap Your Hands Say Yeah. Af større og dog mere ydmygt ophav kunne nævnes Neil Young, dog med fare for at lave en alt for overproportioneret sammenligning.

Alt i alt ligger Windmill sig i den grad i forlængelse af denne tradition, og det er netop den tætte forbindelse til sine inspirationskilder, der virker hæmmende på albummet. Men Windmill lover alligevel godt. Puddle City Racing Lights er et gedigent album, der i den grad lover en god fremtid for den engelske musiker. Og gad vide, om der ikke stadigvæk er en plads ledig blandt de andre melankolsk-skingert skrålende indiesangere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat