Plader

Battles: Mirrored

Skrevet af Lasse Bertelsen

For tre år siden blev de udråbt til indieverdens supergruppe. Formelt indfriede de forventningerne med den formeksperimenterende ep-opsamling EP C/B EP. Nu er det så blevet tid til det egentlige debutalbum. Og de kan mildt sagt godt se sig selv i spejlet.

Da Battles begyndte at røre på sig for små tre år siden, var der ikke så få anmeldere, som satte udråbstegn og understregede kvartettens kvaliteter. Betegnelsen “supergruppe” blev såvel herhjemme som i udlandet flittigt brugt for at markere Battles’ mulige mytologiske størrelse med et messiasløfte om opfindsomhed af en anden verden i denne vores timelige 4/4-verden.

I første omgang gav Battles og Warp os ep-opsamlingen EP C/B EP som et samlet værk, og forventningerne blev således også en indfriet succes. På én og samme tid fortalte opsamlingen nemlig, at bandets udtryk var sammenhængende, og at der ganske sikkert ville være mere i vente i lyset af de indledende formeksperimenter.

Og der var ganske rigtigt mere i vente. For hvor EP C/B EP bød på en slags minimalistisk math- og krautrock, har de fire musikalsk DAMP’ede blæksprutter, John Stanier, Ian Williams, Tyondai Braxton og David Konopka, på debutalbummet indledt et forhold til den allestedsnærværende dog udefrakommende popmusik.

Som forløber for Mirrored udsendte de således den syv minutter lange “Atlas”, der med direkte pseudo-parafraserende metalriffs og dynamisk manipuleret tegneserievokal vil få langt de fleste til lytte efter en ekstra gang. Man er nu – trods det bastante repetitionsgroove – langt væk fra det tidligere endeløse spejlkabinet af rytmiske strukturer, der prægede ep-opsamlingen, og ud af dette fremkommer et unisexet og uimodståeligt pophit.

Efter denne simple single følger den mere maniske og kantede “Ddiamondd”, hvor de enkelte riffs og melodiske sløjfer bliver til funklende og spejlende palindromer. Fokus ligger klart på den melodiske side af sagen, og de behageligt maniske vokaler fylder mere end nogen sinde, men står stadig som et samspil af musikalitet mellem guitarer og leadvokalen.

Spejlkabinettet er derfor stadig en samlende metafor for pladen, hvorfor Battles søsætter den hidtil fraværende kompleksitet i form af en babuschkadukke-lignende struktur i den svært habile “Tonto”. Med subtil elektronisk knitren, et piskende off-beat groove og roterende guitar ruller nummeret af sted med en sans for variationer over det gennemgående tema. Braxtons idérigdom for loops og temaudvikling vidner som på ep-opsamlingen om et ansvar for og en klar videreformulering af et projekt formuleret af tidligere tiders minimalister som Steve Reich, Terry Riley m.fl.

Trods dette finkulturelle selskab knuser Battles de fine fornemmelser i “Leyendecker”, hvor den nutidige popmusik igen omformuleres. Med klare referencer til tidens store pengemaskine og musikalske institution, Timbaland, hvor “less is a lot more” synes at være det altafgørende credo, tryller Battles endnu et pophit ud af ærmet.

Det simple, men mættede beat, popsangens længde, et basostinat bestående af samfulde tre toner og svævende, keyboardciterende guitarer kan sagtens måle sig med nogle af Timbalands mest rabiate (læs: simple) beats og produktioner. Når så vokalen kompresses og kommer til at minde lidt om R’n’Beyoncé står Battles over for en ny horisont og måske fremtidens popmusik. Det må være i et spejl en gåde indtil videre.

På hele pladen bliver Battles ved med at vinde nyt land, nye territorier i det beskudte grænseland mellem den avantgardistiske rock og den kommercielle mainstream. Det vigtigste at bemærke i den sammenhæng er derfor det overbevisende håndværk og det musikalske mod, det kræver, at ville det meste uden at enten at falde i den ene eller anden forarmede og selvtilstrækkelige grøft. Intelligent popmusik må gerne være på musikkens og ikke – som det ofte er – teksternes præmisser. Det kan lade sig gøre, beviser Battles.

★★★★★☆

Deltag i debat