Plader

Causa Sui: Free Ride

Skrevet af Kristian Holgersen

Havde Causa Sui optrådt på Gladsaxe Beatklub i slutningen af 60’erne, ville folk sikkert have klaget over, at de var en smule for hårde. Free Ride virker nemlig som en hårdkogt fortolkning af bandets egne inspirationskilder fra dengang. Men en pokkers god én af slagsen.

Ingen af de fire medlemmer i Causa Sui er gamle nok til at have oplevet rocken i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Ikke desto mindre er det musik fra den periode, de henter deres inspiration fra. Så selv om Odense ikke ligger i USA, og vi skriver år 2007, sætter det danske band så hård strøm på rocken, at pandehåret automatisk føles længere og omgivelserne langsomt bliver til psykedeliske mønstre.

Causa Sui debuterede i 2005 i al hemmelighed med en fremragende plade, der ikke solgte mere, end hvad et stort dansk rockband sælger på én dag i Fona. Men allerede nu er opfølgeren klar. Siden sidst er lydbilledet blevet beriget med både orgel og fløjter, og det klæder musikken rigtig godt.

Første skæring er en akustisk hippiesang. Aldrig før har forsanger Kasper Markus’ stemme været så langt fremme i lydbilledet, og det lyder fint. De små usikkerheder fra den forrige plade og de første koncerter er så småt blevet udbedret, så hans vokal nu kun lugter langt væk af flosset rock. Ikke ulig John Garcia fra Kyuss.

Med “Lotus” rammer tornadoen endelig lytteren som et monotomt pumpende rockmonster. Intensiteten holdes i det røde felt i næsten otte massive minutter, inden sangen langsomt brænder ud. Guitaren fortsætter med at brillere i “White Sun”, hvor wah-effekten og de tunge riffs får Causa Sui til at lyde som den jamsession, Jimi Hendrix og de lidt oversete syrerockere i Blue Cheer aldrig fik ført ud i livet.

Free Ride er med sine mere end 50 minutters spilletid en lang plade. Heldigvis formår Causa Sui hele tiden at gøre musikken interessant ved hjælp af små variationer og opbygninger. Introen til “Passing Breeze” består af blide dryppende guitarlyde og et stille orgel i baggrunden. Men Causa Sui får det til at lyde en del mere sexet end new age, som det ellers grænser op til. Straks efter bryder atter en rocksang ud i lys lue – som en flammende Bond-babe der stiger op af vandet.

Ud fra titler som “Free Ride”, “White Sun” og “Passing Breeze” kan man sagtens forestille sig, hvilken udsvævende retning rock-klichéerne i guitarist Jonas Munks tekster bevæger sig i. Desværre mangler der flere steder en ordentlig melodilinje til Kasper Markus’ vokal, hvis ellers så cool rockede fraseringer gentager sig selv lige vel meget.

Kvartetten spiller særdeles kvalificeret hele pladen igennem. Det er sikkert lige så meget et resultat af de rigtige forbilleder som af teknisk kunnen, men uanset hvad har denne anmelder både spillet luftguitar, luftbas og lufttrommer under gennemlytninger af pladen.

Forestil dig en tidevandsbølge, der tager vand til sig op gennem hele rockhistorien. Efter 30 år løfter den sig endelig som en massiv mur over en strand og banker alle omkuld. Sådan føles Free Ride.

★★★★★☆

Deltag i debat