Plader

Colleen: Les ondes silencieuses

En mellemting mellem kammermusik fra barokken og små melodier, der nærmest har karakter af vignetter, er, hvad der er på Colleens tredje fuldlængdeudgivelse. Lyder det hyggeligt? Det er det også – men det er også lidt mangelfuldt.

Det er sjældent, at cembaloets lillebror, spinettet, og det eksotiske renæssance-instrument, viola da gambaen, eller gamben som det mest kaldes på dansk, er hovedpersoner i den musik, der anmeldes her på Undertoner. Men i en verden, hvor ingen synes, det er mærkeligt, at Matthew Herbert laver musik ud af lydene fra en kyllingefarm, eller at Matmos optager lyden af dryppende sæd, er der selvfølgelig heller ikke noget mærkeligt i, at to gennemført klassiske instrumenter optræder i hovedrollen i en anmeldelse på et musiksite, der ellers mere skriver om elektriske guitarer, samplere og hvid støj.

Ingen musiker på den kontemporære musikscene er helt som franske Colleen. Debuten Everyone Alive Wants Answers var et overraskende vellykket og personligt udspil i grænselandet mellem electronica og folk, og personligt havde jeg svært ved at få armene ned efter oplevelsen af den følgende The Golden Morning Breaks – enhver seriøst arbejdende musiker ville være glad, hvis de to plader var en del af værklisten. På sit tredje regulære fuldlængdealbum går hun også sine egne (nye) veje, men mine ører mener ikke, at Cécile Schott denne gang når op på samme niveau som de to foregående gange.

Væk er de elektroniske støj- og skrammelkilder. Væk er de hypnotiske loops og de sjælfulde reallyde. Men det er dog ikke derfor, at Les ondes silencieuses skuffer. Det er heller ikke den lækre klare lyd, der står om de enkelte instrumenter, som foruden de nævnte drejer sig om spansk guitar, klarinet og krystalglas. Det er for så vidt heller ikke musikkens generelle, og gambens i særdeleshed, tyste og melankolske udtryk, eller det at Colleen tager sig god tid til at folde sine idéer ud, der er forklaringen.

Nej, problemet ligger et helt andet sted. Colleen har denne gang svært ved at holde mine ører fast. Klangene er smukke, vignetterne er søde, men det er, som om der sker for lidt. Eller for at være helt præcis: Det er, som om Colleen har for lidt på spil. Hun har denne gang satset mindre af sig selv end de foregående gange, der er for få modhager, for lidt mystik, for lidt grums.

Ifølge pressemeddelelsen har hun, siden hun var teenager, været forelsket i gambens lyd, men det er først for nylig, at hun har fået mulighed for at eje og spille på en. Og måske er det en del af problemet? At Colleen har for stor respekt for sin ungdomsforelskelse? For min skyld måtte hun i hvert fald gerne have revet noget mere i strengene, vendt vrangen ud på lyden, eller undersøgt yderkanterne af sin musiske bevidsthed lidt mere.

Når det er sagt, må jeg skynde mig at tilføje, at albummet er glimrende og hyggeligt (og kender man intet til Colleen, eller trænger man til at slappe af, er det skam ok), men nu har jeg jo lige gået rundt og troet, at jeg var fan… Det kan så godt være, at jeg ikke er det alligevel.

★★★½☆☆

les ondes silencieuses by colleen (the leaf label)

Deltag i debat