“Kan vi ikke fÃ¥ noget mere dans?” var der én blandt publikum, der rÃ¥bte halvvejs gennem torsdagens Decorate. Decorate.-koncert. Den slags er der ganske rigtigt ikke meget af hos de seks københavnere, hvis musik gÃ¥r i lige sÃ¥ sort tøj som forsanger Asbjørn Auring Grimm. Men egentlig var det vel de færreste, der stod og forventede danserock. Derimod ville det have givet god mening, hvis nogen havde rÃ¥bt, om ikke vi kunne fÃ¥ lidt bedre lyd.

Et sted oppe under Musikcaféens loft stødte alle de diskante guitarklange nemlig sammen og slog hinanden ud af kurs, sÃ¥ det hele endte som metallisk larm af den ikke særlig velkomne art. Det gik desværre ud over en velvoksen del af aftenens show – f.eks. “Surname of Copenhagen”, hvor det, der skulle have været lyst ringlende guitar, endte som skinger skramlen. Det var en skam, fordi netop det nummer kunne have været en dejlig variation med sine lidt lettere passager.

Den slags er der nemlig ikke mange af hos Decorate. Decorate. Bandet sparer ikke på sortsynet og fremmedgørelsen, ligesom de huggende guitarer og de melankolske basgange med sine tydelige postpunk-referencer fylder meget. På bandets debutalbum Normandie bliver flere af numrene en kende irriterende, dels fordi bandets udtryk er meget ensartet hele vejen, dels fordi alle frustrationerne over verdens gang leveres med en til tider nonchalant distance.

Det var sekstetten lykkeligvis fri for at udstrÃ¥le torsdag aften. Tværtimod sÃ¥ det ud til, at Grimm er ved at finde sig til rette som frontmand. Han virkede i hvert fald mere udadvendt og indlevende end tidligere, og da han i den herligt insisterende udgave af “Europe Has No Heart” sluttede af med at brøle sin utilfredshed ud med enorm kraft, gjorde nummeret meget mere indtryk, end bandet gør pÃ¥ plade.
Et af albummets højdepunkter, “Karen”, stod ogsÃ¥ virkelig stærkt live, da guitarlinjerne og synthfladerne fik plads til at tÃ¥rne sig op hen mod slutningen af nummeret.

Og netop fordi Decorate. Decorate. leverede deres sange med mere power og mindre følelseskulde end på plade, var det så meget mere ærgerligt, at bandet bumlede hårdt ind i en mur af dårlig lyd.