Koncerter

Decorate. Decorate., 07.06.07, Musikcaféen, Århus

Den københavnske sekstet knoklede, så sveden haglede af dem, for at få deres sortsynede storbyrock til at bide sig fast i århusianerne. Men lydforholdene gjorde så stor modstand, at Decorate. Decorate. aldrig rigtig fik fat.

“Kan vi ikke få noget mere dans?” var der én blandt publikum, der råbte halvvejs gennem torsdagens Decorate. Decorate.-koncert. Den slags er der ganske rigtigt ikke meget af hos de seks københavnere, hvis musik går i lige så sort tøj som forsanger Asbjørn Auring Grimm. Men egentlig var det vel de færreste, der stod og forventede danserock. Derimod ville det have givet god mening, hvis nogen havde råbt, om ikke vi kunne få lidt bedre lyd.

Et sted oppe under Musikcaféens loft stødte alle de diskante guitarklange nemlig sammen og slog hinanden ud af kurs, så det hele endte som metallisk larm af den ikke særlig velkomne art. Det gik desværre ud over en velvoksen del af aftenens show – f.eks. “Surname of Copenhagen”, hvor det, der skulle have været lyst ringlende guitar, endte som skinger skramlen. Det var en skam, fordi netop det nummer kunne have været en dejlig variation med sine lidt lettere passager.

Den slags er der nemlig ikke mange af hos Decorate. Decorate. Bandet sparer ikke på sortsynet og fremmedgørelsen, ligesom de huggende guitarer og de melankolske basgange med sine tydelige postpunk-referencer fylder meget. På bandets debutalbum Normandie bliver flere af numrene en kende irriterende, dels fordi bandets udtryk er meget ensartet hele vejen, dels fordi alle frustrationerne over verdens gang leveres med en til tider nonchalant distance.

Det var sekstetten lykkeligvis fri for at udstråle torsdag aften. Tværtimod så det ud til, at Grimm er ved at finde sig til rette som frontmand. Han virkede i hvert fald mere udadvendt og indlevende end tidligere, og da han i den herligt insisterende udgave af “Europe Has No Heart” sluttede af med at brøle sin utilfredshed ud med enorm kraft, gjorde nummeret meget mere indtryk, end bandet gør på plade.
Et af albummets højdepunkter, “Karen”, stod også virkelig stærkt live, da guitarlinjerne og synthfladerne fik plads til at tårne sig op hen mod slutningen af nummeret.

Og netop fordi Decorate. Decorate. leverede deres sange med mere power og mindre følelseskulde end på plade, var det så meget mere ærgerligt, at bandet bumlede hårdt ind i en mur af dårlig lyd.

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar