Plader

Do Make Say Think: You, You’re a History in Rust

Skrevet af Martin Thimes

Do Make Say Think har igen lavet en sjov plade. Faktisk endnu sjovere end tidligere. Ikke at man klasker sig på lårene efter første gennemlyt, men spilleglæden er intakt hos Constellation Records’ meget lidt tungsindige veteraner.

Jeg indrømmer det blankt: Jeg har allerede solgt de fleste af mine postrockplader. På et tidspunkt trænger éns pladesamling til udrensning. Og da klarheden nåede mit hoved, var det første, jeg skilte mig af med, de plader, som jeg havde fra det canadiske selskab Constellation. Ikke fordi det var dårlige plader. Absolut ikke. Især Godspeed You! (?) Black Emperor! (?) og Frankie Sparo har lavet fine plader. Der var dog ét band fra Constellation, der fik lov til at blive i hylden. Og det var Do Make Say Think. Måske fordi de er det eneste band, Constellation har udgivet, som faktisk lyder til at have haft det sjovt under indspilningerne?

Sådan lyder de heldigvis stadig. Der er masser af plads til rundture i det varme, musikalske hjerte på You, You’re a History in Rust, der er deres femte udgivelse. Det hele starter faktisk ganske traditionelt ud. Altså, hvis man i forvejen kender til Do Make Say Thinks mildt jazzede og evigt skiftende tag på rockens grundform. En udåndende introduktion hvisker sagte et sted imellem skramlet i bandets øvelokale, eller hvor de nu har stablet forstærkerne og bækkenerne op henne. Og den rene guitarlyd varsler, sammen med blæserne, at bandet ikke har tænkt sig at lave så meget som en enkelt uvarslet grønlændervending med lytteren som passager.

Langsomt klasker bækkenerne sig i gang, og så er det ligesom at stå i skumringen i skovkanten og kigge ind på en ødegård, hvor en flok musikere spiller deres sjæle ud. Det er ikke, fordi musikken ikke inviterer én indenfor. Men det hele lyder bare lidt bedre på afstand – og så brister illusionen om et musikalsk hjerte i midten af rummet, der pumper alle lydene ud, ikke.

Hjertebrist, eller rettere hjertehamren, er derimod den første tanke, der rammer én, når “A With Living”, starter. For jo, der er vokaler på. Masser af dem. Og der er både vers og omkvæd. Noget nærmest uhørt for Do Make Say Think, der tidligere har begrænset vokalerne til højest et par ud- og indåndinger hist og her. Men det overraskende er især, at de med så stor lethed formår at forene de rummelige vokaler med resten af deres musikalske hjertes kamre. Stemmerne er bare endnu en del af organet, der har til formål at give resten af kroppen liv. Især i et lejrbålsinspireret og folket mellemspil i nummeret får vokalerne plads, og det gøres med så stor elegance, at det lige så godt kunne være storslåede strygere, der var på spil sammen med blæserne.

You, You’re a History in Rust er dog ikke lige taktfast i pulsen alle steder. Især i “You, You’re Awesome” og “Herstory of Glory” har opfindsomheden sprunget et hjerteslag eller to over. Idéerne og melodierne er tabt imellem hænderne på det måske lidt for rutinerede orkester. Sangene kunne i hvert fald lige så nemt have været hentet fra et par af de forrige albums.

Men heldigvis er det små udfald på en plade, der nok genbruger mange idéer og klange fra tidligere tider, men det afgørende nye er den overordnede melodiøsitet, der gennemsyrer albummet. Alligevel formår Do Make Say Think at gøre det det allerede kendte grundmateriale gavnligt ligesom selv den mindste blodåre giver liv til vores lemmer. Især den afsluttende ballade “In Mind”, hvor rummet og de små fejl, som håndspillet musik ofte medfører, får lov til at stå som et monument over, i hvor høj grad en plade, der lever af at være i en evigt pumpende cyklus inden i lytteren, har brug for små fejlslag og hop i lydbilledet for at holde fast.

Og netop den uforfalskede, rene glæde; den, der hele tiden ligger bagved selv de mest tungsindige musikalske betragtninger, gør, at det er en fornøjelse at lytte til Do Make Say Thinks femte album. Ikke at der er sket særligt meget nyt – ud over tilføjelsen af vokaler. Men det er de små forfinede og forfejlede detaljer, der udgør helheden. Og det er svært at komme på andre bands, der i den grad udgør en så organisk musikalsk helhed.

★★★★☆☆

Deltag i debat