Plader

Dolorean: You Can’t Win

Skrevet af Mads Jensen

I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.

You Can’t Win er Doloreans tredje album, og der er ikke meget nyt under solen. Det lægger sig f.eks. tæt op ad debuten fra 2003, og af den grund er det oplagt at kritisere dem for at være uopfindsomme. Men at klandre You Can’t Win for at ligne de to første albums er som at klandre en kvinde for at ligne Penelope Cruz. Ja, man har hørt det før, men det gør ikke noget, når musikken er af den slags, man ikke kan få nok af.

Stilen er således den samme som på de tidligere plader. Det vil sige en melankolsk blanding af singer/songwriter, alt. country og americana. Kun titelnummeret trækker for alvor ned i det samlede lydbillede. Det er en kedelig og langsom sag, der er fuldstændig monoton. Den eneste vokal, der er til stede, gentager nærmest messende titlen igen og igen, og fire et halvt minut er lige rigeligt. Til gengæld formår det at sætte stemningen for resten af pladen. Det indstiller lytterens ører til de triste, men smukke lyde, der følger.

“We Winter Wrens” lægger godt ud, men tredje skæring, “Heather Remind Me How This Ends”, efterlader virkeligt et indtryk og er et af de absolutte højdepunkter. En simpel langsom rytme skabes af et minimalt trommesæt. Hovedingredienserne er Al James’ fantastiske vokal, der virkelig understreger det triste og skrøbelige i teksterne, og et tungt og langsomt klaver, der på samme måde pointerer melodiens tristesse. Helheden fremstår smuk og længselsfuld. Man har det, som om man ser den smukkeste solnedgang, men alligevel ikke er glad eller tilpas, fordi der ikke er nogen at se den sammen med.

Et godt eksempel på stemningen i teksterne er “What One Bottle Can Do”. Her synger Al James »I’ve grown quite fond of what / one bottle can do / Puts me to sleep / without a dream without a thought / And then I awake / day halfway gone« om at dulme kærlighedsorger med alkohol. Når man lytter til albummet, sidder man selv med denne følelse af ulykkelighed. Man bliver sentimental og kan ikke undgå at tænke tilbage på egne triste kærlighedshistorier. Den slags kan være krævende og det er ikke lige det, man har mest lyst til, når solen står højt på himlen, og stranden kalder, men indimellem er det forløsende at konfrontere sig selv med sine bristede drømme. Med Dolorean i baggrunden har man en god ven hos sig. En, der lytter og forstår dine problemer.

Enkelte steder bliver pladen dog en smule monoton, primært fordi et par numre er længere, end de burde. Det er ikke noget, der rigtigt generer, når man først er kommet i den rigtige stemning og blot lader tankerne strømme frit til de melankolske toner – det er bare unødvendigt.

Hvis man ikke kan få nok af Dolorean, er udgivelsen af You Can’t Win en kærkommen begivenhed. Hvis man derimod mener, at bands skal forny sig med hver udgivelse, vil den virke unødvendig. You Can’t Win er ikke nyskabende eller eksperimenterende. Den er bare god.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar