Plader

Dolorean: You Can’t Win

Skrevet af Mads Jensen

I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.

You Can’t Win er Doloreans tredje album, og der er ikke meget nyt under solen. Det lægger sig f.eks. tæt op ad debuten fra 2003, og af den grund er det oplagt at kritisere dem for at være uopfindsomme. Men at klandre You Can’t Win for at ligne de to første albums er som at klandre en kvinde for at ligne Penelope Cruz. Ja, man har hørt det før, men det gør ikke noget, når musikken er af den slags, man ikke kan få nok af.

Stilen er således den samme som på de tidligere plader. Det vil sige en melankolsk blanding af singer/songwriter, alt. country og americana. Kun titelnummeret trækker for alvor ned i det samlede lydbillede. Det er en kedelig og langsom sag, der er fuldstændig monoton. Den eneste vokal, der er til stede, gentager nærmest messende titlen igen og igen, og fire et halvt minut er lige rigeligt. Til gengæld formår det at sætte stemningen for resten af pladen. Det indstiller lytterens ører til de triste, men smukke lyde, der følger.

“We Winter Wrens” lægger godt ud, men tredje skæring, “Heather Remind Me How This Ends”, efterlader virkeligt et indtryk og er et af de absolutte højdepunkter. En simpel langsom rytme skabes af et minimalt trommesæt. Hovedingredienserne er Al James’ fantastiske vokal, der virkelig understreger det triste og skrøbelige i teksterne, og et tungt og langsomt klaver, der på samme måde pointerer melodiens tristesse. Helheden fremstår smuk og længselsfuld. Man har det, som om man ser den smukkeste solnedgang, men alligevel ikke er glad eller tilpas, fordi der ikke er nogen at se den sammen med.

Et godt eksempel på stemningen i teksterne er “What One Bottle Can Do”. Her synger Al James »I’ve grown quite fond of what / one bottle can do / Puts me to sleep / without a dream without a thought / And then I awake / day halfway gone« om at dulme kærlighedsorger med alkohol. Når man lytter til albummet, sidder man selv med denne følelse af ulykkelighed. Man bliver sentimental og kan ikke undgå at tænke tilbage på egne triste kærlighedshistorier. Den slags kan være krævende og det er ikke lige det, man har mest lyst til, når solen står højt på himlen, og stranden kalder, men indimellem er det forløsende at konfrontere sig selv med sine bristede drømme. Med Dolorean i baggrunden har man en god ven hos sig. En, der lytter og forstår dine problemer.

Enkelte steder bliver pladen dog en smule monoton, primært fordi et par numre er længere, end de burde. Det er ikke noget, der rigtigt generer, når man først er kommet i den rigtige stemning og blot lader tankerne strømme frit til de melankolske toner – det er bare unødvendigt.

Hvis man ikke kan få nok af Dolorean, er udgivelsen af You Can’t Win en kærkommen begivenhed. Hvis man derimod mener, at bands skal forny sig med hver udgivelse, vil den virke unødvendig. You Can’t Win er ikke nyskabende eller eksperimenterende. Den er bare god.

★★★★★☆

Deltag i debat