Plader

Fridge: The Sun

Skrevet af Mikkel Arre

Efter seks års tavshed er Adem og Four Tets fælles postrockband Fridge endelig tilbage. Gruppen skriver stadig perlende friske melodier og får fortsat et væld af idéer. Desværre kniber det for dem at gennemskue, hvilke af indfaldene der er de stærkeste, og det gør The Sun lige lovlig ujævn.

Mangen pladeselskabsejer må i ny og næ drømme om at have samme arbejdsvilkår som engelske Domino Records. Guldfugle som Franz Ferdinand og Arctic Monkeys dirigerer store summer ned i selskabets kasse, og dermed er der økonomisk råderum til at udsende plader med et anderledes skævt kreativt tilsnit, der slet ikke har samme hitlistepotentiale.

Et par af de kunstnere, der rammer den sidste kategori, er Adem Ilhan og Kieran Hebden. Adem har udgivet to album med stærkt melodisk folkpop, mens Hebden har udsendt tre opfindsomme electronica-plader under navnet Four Tet samt to album i tæt samarbejde med jazztrommeslageren Steve Reid. Mens Ilhan og Hebden arbejder tjept på egen hånd, er deres fælles postrockprojekt Fridge en helt anden historie. Sammen med trommeslageren Sam Jeffers udgav de senest pladen Happiness i 2001, og først seks år senere er de klar med album nr. fem.

Men selv om der er gået så lang tid, tyder The Sun bestemt ikke på, at trioen har tærsket langhalm på pladen. Tværtimod har Fridges udadvendte og optimistiske musik præcis den samme spraglede friskhed over sig, som de da sidst lød høre fra sig. De tre skriver stadig melodilinjer, der insisterer på at blive nynnet, og lader ikke til at mangle idéer. Og det er netop hér, Domino Records kommer ind i billedet – for måske skulle pladeselskabet have bedt Fridge om at luge lidt ud i idéerne.

I hvert fald sidder man efter at have fordøjet The Sun tilbage med følelsen af, at Ilhan, Hebden og Jeffers ikke selv har kunnet høre, hvornår de skulle hælde flere elementer ind i numrene, og hvornår de skulle geare ned. Det går eksempelvis ud over “Oram”. Efter en kaotisk indledning, hvor klokker og bækkener ringer og brager i vild forvirring, sender en simpel lys guitar nummeret videre og fletter sig derefter sammen med en xylofon. De to melodier fremhæver hinanden på fornem vis, og da trommerne undervejs forsvinder, savner man dem ikke det mindste, fordi et klokkespil bringer endnu en melodi i spil. Så langt, så godt – og vupti, så kommer trommekaosset tilbage og drøner nummeret helt i sænk.

Omvendt bliver både “Our Place in This” og slutnummeret “Years and Years and Years…” rigeligt spartanske. I begge tilfælde bliver akustiske guitarmelodier, der i sig selv maksimalt har fylde nok til at blive et mellemspil på en Adem-plade, strakt ud over fire-fem minutter. Hér kunne et sæt kritiske ører eller to nok have fået trioen til at tænke sig om en ekstra gang.

At de ikke gjorde dét, kunne være lige meget, hvis pladen i øvrigt var slatten. Men det er den på ingen måde. Tværtimod er halvdelen af numrene lyden af Fridge i topform. “Eyelids” er herligt energisk med sine tunge basriffs og huggende guitar – et næsten garage-buldrende postrocknummer i popformat på under tre minutter.
“Comets” byder på en overordentlig vellykket gradvis lag-på-lag-opbygning, hvor en skæv og lidt akavet trommemaskine samt en hylende synth danner underlaget for klaver, xylofon, kontrabas, klokkespil og guitar, der kommer ind én efter én. Således er der hele tiden nye detaljer at lytte efter, samtidig med at den haltende trommerytme til stadighed holder éns ører vidt åbne – for falder den dog ikke snart på plads?

Det gør den ikke – og det gør The Sun desværre heller ikke helt. Og det er meget ærgerligt, når der ikke nødvendigvis skulle have været ændret frygtelig meget for at gøre pladen meget bedre. F.eks. ville det fornemme “Long Time” med sine nynnende, ordløse vokalharmonier og langsomme opbygning frem mod et mildt, men dog støjende klimaks, have fungeret fremragende som en malerisk solnedgang, hvis det havde været pladens sidste nummer. Men det blev i stedet den kedsommelige “Years and Years and Years…”

Således har The Sun sine svagheder – og lidt for mange af dem i forhold til det store potentiale, som lyser ud af Fridges fine melodier og stærke sammenspil. Det kunne nogle flinke folk, f.eks. Domino, godt have hjulpet dem med at se. Ikke at det havde forvandlet The Sun til en sællert i Arctic Monkeys-klassen. Men det kunne have gjort Fridges comebackplade lidt mere helstøbt.

★★★½☆☆

Lyt til “Eyelids”:
[audio:http://www.temporaryresidence.com/mp3s/fridge_eyelids.mp3]

Deltag i debat