Plader

Jennifer Gentle: The Midnight Room

Skrevet af Rasmus Junge

The Midnight Room fortsætter italienske Jennifer Gentle deres anarkistiske stormløb mod konventionel sangskrivning med Syd Barrett som den store ledestjerne. Der er der kommet et afvekslende og underholdende, men også lidt enerverende psychpop-album ud af.

Der er sket meget siden dengang i de traurige start-90’ere, hvor Seattle-pladeselskabet Sub Pop stod som den centrale eksponent for det spraglede udvalg af alternative, amerikanske rockudskejelser, der gik under paraplybetegnelsen grunge. Først og fremmest er stilarten for længst røget om i bagagerummet på populærmusikkens manisk fræsende Ford Convertible. Et faktum, som det legendariske label fornuftigt nok har forholdt sig til ved at inddrage nye musikalske territorier og gedigne, men væsensforskellige navne som Low, Dead Moon, Iron & Wine, The Shins, Comets on Fire og Rogue Wave.

Det måske skæveste får i Sub Pop-flokken de seneste år kar været den italienske psychpop-duo Jennifer Gentle, bestående af sangskriveren, sangeren og multiinstrumentalisten Marco Fasolo og trommeslageren Alessio Gastaldello. Efter at have udgivet to albums samt et fællesalbum med Kawabata Makoto fra japanske Acid Mothers Temple på det italienske selskab Silly Boy Entertainment debuterede de internationalt i 2004 via Sub Pop med albummet Valende.

Et forsøg på at beskrive Jennifer Gentle rent musikalsk inkluderer uundgåeligt den fortabte syrerocksøn Syd Barrett. Ikke alene har gruppen hentet sit navn fra Pink Floyd-sangen “Lucifer Sam”; dens søgende kompositioner tager ligeledes udgangspunkt i Barretts på én gang kalejdoskopiske og skitseprægede sangskrivning.

Siden udsendelsen af Valende har Gastaldello valgt at forlade Jennifer Gentle. At det ikke har ændret en tøddel på udtrykket, kan man forvisse sig om, hvis man smider gruppens seneste opus The Midnight Room på hjemmestereoen.

I fraværet af legekammerater har Marco Fasolo skrevet, indspillet og produceret hele molevitten i sit hjemmestudie. Og det er der kommet en både legesygt og afvekslende albumoplevelse ud af, om end han heller ikke i denne omgang undslipper den negative sammenligning med Barret og hans mesterlige syrebolsje The Madcap Laughs fra 1971.

Der lægges fra land med den stillestående “Twin Ghosts”, der lyder som sær og sfærisk svævetur udover en tågeindhyllet natsø. Mere gang i løjerne kommer der i “Telephone Ringing”, hvor cirkusguitar og paptrommer lægger en spillevende bund under Fasolos teatralske helium-sangforedrag. Den stil fortsættes på den barokke rocksang “It’s in Her Eyes”, der veksler mellem et loppehoppende vers og mere afdæmpede, ordløse eksperimenter. Decideret catchy bliver det i den kærlighedssyge “Take My Hand”, der byder på albummets mest konventionelle melodi og måske netop derfor står som albummets mest medrivende moment.

Herefter kuller albummet mere ud, desværre uden rigtig at komme op med flere melodiske brudstykker af den slags, der bliver hængende i hjernebarken efter endt lytning. Derfor fremstår The Midnight Room som et underholdende, men kun halvgodt album, der trods sin sympatiske trang til maniske eksperimenter for ofte forfalder til at skyde med anarkistiske spredehagl på bekostning af de sangskrivningsmæssige finesser.

★★★½☆☆

Lyt til “Take My Hand”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3463.mp3]

Lyt til “Electric Princes”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3294.mp3]

Deltag i debat