Plader

Konfus: s.t.

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Brødrene Andreas og Rasmus Kragh har taget hinanden i hånden og forenet håndspillede instrumenter og elektronik under navnet Konfus. Det har resulteret i en række fængslende melodier, som fornemt omgiver Andreas Kraghs poetiske tekster.

Da Olesen-Olesen etablerede pladeselskabet Melodika, var det først og fremmest tænkt som en udgivelseskanal for deres egne plader. Men det var også hensigten, at de af og til skulle udgive plader med andre bands. Der er imidlertid gået godt fem år fra den første Melodika-udgivelse, Olesen-Olesen-pladen Anonyme melankolikere, og til at den første plade, der ikke er signeret de to brødre, nu ser dagens lys. Den er i stedet signeret et andet brødrepar, Andreas og Rasmus Kragh, som debuterer under navnet Konfus.

Alene på grund af relationen til Olesen-Olesen er det svært ikke at have visse forventninger til Konfus. De er også en dansksproget duo, og når man tager Peter H. Olesens skarpe pen i betragtning, kan man vel regne med, at han ikke vælger at udgive noget, der halter på dét punkt. Og Konfus er næppe heller humoristisk danskpop af den slags, P3’s KarriereKanonen skyder af sted, og som ikke synes at have andre mål end at underholde. Begge dele holder stik. Konfus har musikalsk substans, og Andreas Kraghs tekster holder et fint niveau.

Udgangspunktet for Konfus er Velvet Underground & Nico. Originaludgaven af den klassiske plade stod i brødrenes barndomshjem, og den har påvirket Andreas Kragh så meget, at den har inspireret ham til at skrive Velvet Underground-inspirerede sange. Lillebror Rasmus foreslog at sætte elektronik til den analoge rocklyd, og sådan blev det. Storebror Andreas må dog have fået det sidste ord, for Konfus er overvejende håndspillet, men med elektroniske input.

Kun et par numre er decideret elektrorockede. Eksempelvis det hårdtpumpede og hitpotentielle titelnummer og “Sød døsig sommerdag”, hvor solen skinner, og tiden står stille. Men med bemærkningen »gid jeg ku’ dø på en dag som i dag,« står de to brødres lune med ét klart. Det melankolske syn på verden slukker nemt de korte lykkeglimt. Men her bliver også drømt og håbet, så det hele er ikke malet sort i sort, som Andreas Kragh ellers synger i “Konfus”.

Konfus er bedst i de numre, hvor man kan fornemme inspirationen fra Velvet Underground. Flere sange er præget af repetitive forløb, som til tider er fængslende hypnotiske. Det sker, når Andreas Kragh opruller Sisyfos-myten med hviskende stemme i “Rul din sten” til tonerne af et repeterende guitartema. Og i “Mærkelig drøm”, hvor strygere og en repetitiv basgang skaber et forunderligt drømmende univers. En sang, der ville have passet fint ind på Andersens drømme.

Andreas Kraghs stemme har en så fremtræden plads i lydbilledet, at det på sin vis står og falder med ham. Selv om han langt fra er nogen stor sanger, har han en virkningsfuld vokal. Han er en slags antisanger – ligesom Peter H. Olesen og Peter Sommer – som trods en begrænset stemme alligevel formidler ordene, så de rammer og rører lytteren. Andreas Kragh veksler mellem det mørke, det nasale, det æteriske, men han kan også være blid og skrøbelig som i den afdæmpet længselsfulde “Når du sover”, der af præcis samme grund er ret så betagende.

Når man dykker ned i sangene og lytter, er der masser at hente. Sangene er detaljerige og velarrangerede, og de bliver lige en tand bedre efter hvert lyt. Konfus har sat en flok virkelig fængslende melodier i verden med denne fornemme debutplade.

★★★★☆☆

Deltag i debat