Plader

The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

De norske anmeldere har rost The Lionheart Brothers’ seneste plade, Dizzy Kiss, helt op i de luftlag, hvor bandets drømmende popmusik svæver rundt. Dét ville pladen have levet op til, hvis ikke den havde mistet lidt af sin tiltrækningskraft undervejs.

I The Lionheart Brothers’ hjemland, Norge, har anmeldernes begejstring for Dizzy Kiss været på højde med den, der tilfaldt Serena-Maneesh, da de udgav deres seneste opus. Dén plade kaldte Undertoners anmelder et rockmesterværk. Spørgsmålet er så, om Lionheart Brothers’ Dizzy Kiss er et popmesterværk?

Netop Serena-Maneesh er svære at komme udenom, når talen falder på The Lionheart Brothers, for forsanger Magnus Forsgren og guitarist Morten Øby er tidligere medlemmer af bandet. Serena-Maneeshs inspiration fra engelsk shoegazer går igen i Lionheart Brothers’ lydbillede, som dog er langt lysere og luftigere.

Dizzy Kiss mødes shoegazer med psykedelisk westcoastpop anno slut-60’erne. Poppen fylder mest, og der er da også momentvise ligheder med neopsykedeliske Elephant 6-bands som Apples in Stereo og Beulah. Men Lionheart Brothers er mindre melodisk funderede og mere svimlende og drømmende i udtrykket. De er snarere lyden af Brian Wilson, der laver musik med Kevin Shields eller Jason Pierce.

Dizzy Kiss er indspillet, som om Lionheart Brothers befandt sig i 1967. Godt nok har de haft flere spor at optage på, men det er en lag-på-lag-indspilning a la Pet Sounds og Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Alt blev tilrettelagt inden optagelserne, og det er tydeligt, at der er blevet kælet for de små detaljer. Især Jaga Jazzists medvirken har skabt et lydbillede fuldt af idérigdom.

Pladens struktur vil uden tvivl fungere bedst på vinyl med en a- og en b-side. “Blue Wedding” og “For a Dreamer”, to klaverbaserede numre midtvejs og sidst på pladen, trækker begge tempoet helt ned og afrunder derfor hver sin halvdel. Af de to halvdele er a-siden klart bedst.

Den åbner med den energiske “Hero Anthem”, som er en smule hæmmet af et ordinært guitarriff. Det er dog ganske effektivt og giver en fin kontrast til sangens stillestående, shoegaze-orienterede passager, når det bryder ind og sætter fart på nummeret. “50 Souls and a Disco Bowl”, der har et åbenlyst hitpotentiale, kører også en udfarende stil. Det er sommerlig popmusik domineret af et orgel, som holder dampen oppe på et medrivende tempo.

Den oplagte forbindelse til Beach Boys er Magnus Forsgrens falset, som giver sangene et svævende og drømmende udtryk. I “To Make You Love Me” når han ligefrem skyerne med sin himmelske vokal. Den bliver sirligt omkredset af roligt trompetspil, nænsomt klokkespil og beherskede orgeltoner. Her er intet for meget, og intet for lidt. Alt er perfekt afstemt.

I “Blue Wedding” holder Forsgren inde med falsetten, men han er alligevel så uafrysteligt indlevende, at man virkelig tror på de kærlighedskvaler, teksten omhandler. Han tager falset-revanche i “Tender Loving Kisses”, der sammen med den lystigt boblende, tropicalia-rytmiske “Can You See?” er det stærkeste nummer på pladens anden halvdel. Forsgrens falsetvokal svæver højt, højt oppe. Det er fascinerende smukt, ikke mindst da han bliver suppleret af et blidt englekor.

Dizzy Kiss er ikke et mesterværk. Det er dygtigt udført hele vejen, ingen numre er svage, og første halvdel af pladen er fremragende. Men enkelte numre griber bare ikke rigtig fat og trækker én ind i Lionheart Brothers’ drømmende univers. Enten lider de af melodisk underskud, eller også mangler de psykedelisk tiltrækningskraft.

★★★★½☆

Deltag i debat