Plader

made of buildings: The World Has Been Stolen by Cynics

Skrevet af Kasper Würtz

Århusianske made of buildings debuterer med glimrende indierock, der slet ikke er så prætentiøs eller postrock-præget, som deres navn kunne indikere. The World Has Been Stolen by Cynics er en charmerende, ambitiøs plade med gode muligheder for at ramme de melankolikere, der er blevet trætte af overdyster postpunk.

Navnet made of buildings smager ret meget af postrock. Men inden man lader sig skræmme af en genre, der efterhånden har svært ved at skille sig ud grundet en tilsyneladende sneblindhed over for de samme, tyndslidte virkemidler, skal det pointeres, at de danske debutanter er mere end blot udvandede genrerepræsentanter. Navnet snyder nemlig en smule. Ganske vist benytter Århus-kvartetten postrock-elementer, men de bruger dem til at nuancere deres melodiske indierock.

“Dead Center of a Curious Crowd” indleder med lyden af en uro fanget i et stormvejr, inden glockenspiel, guitar og smådramatiske trommer tager over for til sammen at blive til en fornem lille indledning, der både peger på det melodiøse og en optrapning mod et klimaks, hvilket især indikeres af trommerne, som kunne eksplodere når som helst. Det sker dog ikke, og gudskelov for det, for der er få ting, som er kedeligere end at kunne forudse sangenes retning.

Den efterfølgende “As We Make a Break for Dawn” overrasker ved at være uhyre langt fra den postrock, som prologen ellers lagde lidt op til. I stedet leverer made of buildings en rørende og yderst fængende kærlighedssang om to unge elskende, der stikker af for at køre ud i det ukendte sammen. En orgelagtig synthesizer og guitar udgør sammen med Rasmus Justesens behagelige vokal en tryg og bevægende musikalsk historiefortæller. Justesen synger med fokuseret distance, hvilket passer glimrende til nummeret. Det er nemlig ikke de store følelsesudladninger, der synges om eller med. Det er i stedet den flugt mod noget, som måske kan blive fundamentet for denne kærlighed, og den kræver en stilfærdig koncentration.

De aldeles lovende toner fortsættes i “Quarantine”, der viderefører den melodiske tråd og blandingen af det syntetiske og det organiske. Det begynder som en harmonisk popsang om en mand, der forlader sin isolation i bjergene for at vende tilbage til verden. Omkring halvvejs i sangen overdøves orgeltonerne og guitaren af massive synthflader, der sender tankerne tilbage til electronica-godfatheren Gary Numan, hvilket igen viser made of buildings’ modvilje mod forudsigeligheden.

Desværre daler niveauet en smule med “The Kiss and the Dance”, der med sin gammeldags trommemaskine og underspillede melodi ender med at være en smule uinspirerende. “They Fall Upon You” er til gengæld en glimrende og yderst dyster forfaldshymne med et omkvæd, hvor et sirenelignende keyboard markerer den undtagelsestilstand, der ligger i sangen. Samtidig virker lag på lag-vokalen som en slags indre alarm, der advarende fortæller, at »they fall upon you / they crash upon me.« Nummeret bygger sig langsomt op mod et klimaks, men i stedet for at brage igennem lader kvartetten manglen på forløsning være punktummet.

Selvom stemningerne på albummet overvejende er mørke og sortsynede, indeholder musikken slet ikke den massive fremmedgørelse som ellers er blevet så populær i disse postpunk-revival-tider. Tværtimod er de småkitchede programmeringer og brugen af de orgel-agtige toner med til at give made of buildings en række forfriskende og lidt ironiske lysglimt.

“My Rocket Suit is Busted” er pladens højdepunkt med sin simple guitar og primitive programmeringer, som endnu en gang nuanceres af synthflader. Sangen handler om den defekte raketdragt, hvis mangler først bliver opdaget, efter hovedpersonen er lettet for at gense dén, han savner så voldsomt. Justesens leverer her sin bedste præstation på sin stilfærdige, men umådeligt rørende facon, hvilket også understøttes af den ret så fine tekst: »As I fall, thoughts race through / my weary head / thoughts of me and you / kissing in my bed.« Det er egentlig ganske enkelt, men uhyre effektivt og smukt.

Det brummende instrumentalbæst “Raek: Tai” slipper den frustration og smerte, som albummet har udstrålet hele vejen igennem, løs via den uartikulerede støj, der ganske ofte er den allermest rammende måde at formulere sig på. I dette tilfælde fungerer det i hvert fald fint som et glimrende klimaks, inden den lille post-it af en melodi i form af “26.2” runder den udmærkede debut af.

Det kan godt være, at made of buildings føler, at verden er blevet stjålet af kynikere, men det ændrer ikke på, at de lige har beriget den med en solid opvisning i vellydende melankoli.

★★★★☆☆

Deltag i debat