Plader

The Mary Onettes: s.t.

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Svenske The Mary Onettes er gode sangsmede, som tager arven op fra de storladne engelske 80’er-popbands. Selv om svenskerne er forbilledlige tronfølgere, balancerer deres debutplade mellem god retropop og ren nostalgi. Faretruende tæt på at falde til den forkerte side.

Accenten afslører hjemlandet, men ellers er der intet særskilt svensk over The Mary Onettes. På deres debutplade bekender Gøteborg-bandet sig stilmæssigt til storladen engelsk 80’er-pop – med hvad det indebærer af stemningsfulde keyboardtoner, pulserende basgange og krystalliske guitarfigurer. Mary Onettes har stilmæssige fællestræk med flere engelske postpunk- og indiepopbands fra 80’erne, som svenskerne på forbilledlig vis formår at sætte sit eget præg på i en moderne opdatering.

Musikken er som skabt til store stadionkoncerter. The Mary Onettes’ melodier er storslåede, så de rammer også dem på bageste række, der knapt kan ane de fire silhuetter oppe på scenen. Den fremaddrevne “Void” vil med garanti blive en publikumsfavorit, da dens iørefaldende omkvæd egner sig perfekt til fællessang. Efter flere afspilninger taber nummeret dog lidt af magien. Den konstant nærværende basgang fastholder sangens intensitet, men opbygningen er så forudsigelig, at sangen til sidst bliver en kende kedelig.

Og kedsomheden er faretruende nær flere andre steder på pladen. Som helhed forekommer pladen for ensformig, og i The Mary Onettes’ jagt på perfekte popsange – en jagt, som de egentlig lykkes ret godt med – er det, som om sangenes nærvær og nødvendighed er gledet dem af hænde trods forsanger Philip Ekströms til tider dragende stemmeføring. ‘Til tider’, fordi tiltrækningskraften i hans stemme er stærk, når Mary Onettes skruer ned for tempoet, som det sker i den smukke “The Laughter”. Men i de storladne pophymner, som kendetegner og udmærker Mary Onettes, er hans vokal distanceret og kun momentvis i stand til at brænde igennem.

Et af pladens mest velskrevne numre er førstesinglen “Lost”. Den åbner med tørre trommeslag og en basgang, som bærer Joy Divisions karakteristika. Men efter lyse synthflader og ringlende guitarfigurer træder ind i lydbilledet peger stilen i retning af New Order. Det samme er tilfældet i store dele af “Slow”, men alligevel lykkes det for The Mary Onettes her og på resten af pladen at komme med et melodimateriale, der ikke læner sig for tæt op ad forbillederne.

Alligevel er det et enkelt forhold, der er problematisk i forhold til pladens holdbarhed. Selv om The Mary Onettes blot er inspireret af den engelske 80’er-pops karakteristiske kendetegn, tilfører svenskerne ikke noget nyt til de 80’er-poppede lydbilleder, som de er dumpet lige lukt ned i. Var det ikke for den moderne produktion, kunne pladen godt være udgivet sidst i 80’erne. Og da de stilmæssige ligheder med især The Cures og New Orders bredest appellerende singler trods alt er større end forskellene, vil Mary Onettes debutplade næppe vinde særlig tit, hvis lysten til storladent 80’er-pop melder sig.

Det er egentlig en skam, for det er dygtigt udført retropop med stærke omkvæd. Måske endda for dygtigt. The Mary Onettes kan nemt blive opfattet som ren nostalgi, der mest af alt vækker lysten til at (gen)høre original engelsk 80’er-pop. Derimod kan svenskernes storslåede lydbilleder let fortone sig stille og roligt i éns bevidsthed.

★★★½☆☆
Lyt til “Lost”:
[audio:http://www.labrador.se/mp3/the_mary_onettes-lost.mp3] Lyt til “Void”:
[audio:http://www.labrador.se/mp3/The_Mary_Onettes-Void.mp3]

Deltag i debat