Plader

Minus Story: My Ion Truss

Skrevet af Lars Simonsen

Siden Minus Storys seneste album er bandet blevet udvidet til en sekstet, og John Congleton fra The Paper Chase har indtaget producerstolen. Det er der kommet en ganske solid plade ud af, men den er dog knap så dragende og vidunderligt sær som sin forgænger.

Amerikanske Minus Story udgav for knap to år siden den meget vellykkede No Rest for Ghosts, der udmærkede sig ved talrige eksperimenter og skæve, sære og meget smukke ballader.
Netop den lidt sære og mystiske stemning, som bandet ynder at pakke sit udtryk ind i, præger også coveret på denne nye udgivelse. Billedet forestiller en diamantlignende tingest, der svæver over skyerne og ligner noget fra den belgiske surrealist René Magrittes dragende motivverden.

My Ion Truss præsenteres yderst afdæmpet og sfærisk med “In Line”, der fungerer som halvandet minuts optakt til det eksplosive udtryk, der præger store dele af “Aaron”. Hver gang Jordan Geigers særegne og blide vokal blander sig i lydbilledet, falder tempoet og energien betragteligt, inden farten atter sættes i vejret – og således bølger nummeret frem og tilbage. Hen mod slutningen virvler tonerne fra en saxofon vildt rundt sammen med et hidsigt guitarriff, inden Geiger blidt afslutter dette glimrende nummer.

“Stitch Me Up” rummer også forvandlinger. Efter en rolig start bliver sangen til et uptempo indiepop-nummer, mens “The Battle of Our Lives” med sit fortællende udtryk både er dragende og hypnotiserende.

Siden bandets seneste album er Minus Story blevet udvidet fra at være en kvintet til at være en sekstet. Om det så er den direkte årsag til, at My Ion Truss i sin helhed fremstår mere ligetil og knap så skæv og dragende som sin forgænger, skal være usagt. I hvert fald har bandet skruet lidt ned for de vidunderligt sære stemninger, der prægede No Rest for Ghosts. Og selv om eksempelvis “Beast at My Side” er et solidt og overvejende ligefremt indierock-nummer, savner man lidt af det originale og fantasifulde udtryk, bandet ellers mestrer så godt.

“Pretty in the Light” byder dog på en del af netop de ting. Med en spilletid på over fem minutter er nummeret det suverænt længste blandt pladens 10 skæringer. Tyst og melankolsk piano og en sær slæbende stemning præger indledingen. Snart skifter sangen personlighed og virker helt optimistisk og lys i sit udtryk. Ikke mindst i kraft af Geigers drømmende og romantiske linjer: »You were so pretty in the light / so pretty when you said goodnight, my love.« Snerrende guitarfigurer og fragmenterede lydeffekter blander sig efterhånden mere og mere i lydbilledet og fuldender det komplekse nummer fortrinligt.

De lidt pæne og ufarlige numre er dog i overtal. “The Way Beyond” er for eksempel en blid og sødmefuld sag, der er svær ikke at holde af, men som alligevel lider en smule under dens lidt ordinære udtryk. For når ellers bare Minus Story føler for det, er de i dén grad i stand til at berige et mere eller mindre ordinært indiepop-udtryk med en portion psychedelia og udefinerbare lyde og sære stemninger.

My Ion Truss er på ingen måde en dårlig plade, men med den opfindsomhed, man ved, at bandet er i besiddelse af, kunne man godt have ønsket sig noget lidt mere overrumplende, skramlende og eksperimenterende materiale.
[/INFO]

★★★★☆☆

Lyt til “Stitch Me Up”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/stitchmeup.mp3]

Deltag i debat