Plader

Nina Nastasia & Jim White: You Follow Me

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.

Nina Nastasia har med Run to Ruin i min bog lavet et af de allerbedste album i dette årtusinde. Den slags bedrifter er svære at følge op, da senere plader uundgåeligt vil virke tamme i en direkte sammenligning, hvilket dybest set kan være en smule unfair over for det album, der skal bedømmes.

Nina Nastasia har på sit seneste album slået pjalterne sammen med Jim White, der til daglig er trommeslager i instrumentalgruppen Dirty Three, og som var med på både Run to Ruin og efterfølgeren, On Leaving.

You Follow Me sælges som et samarbejdsalbum, men for gamle lyttere er der således ikke de helt store musikalske overraskelser. Forskellen ligger primært i, at der her er skåret helt ind til benet, så man kun hører Nastasias stemme og guitar samt Whites trommer, mens andre elementer som strygere – der dog hos Nina Nastasia altid har været til den minimalistiske side – er væk.

Men grundlæggende lyder denne nye plade som de foregående. Det vil sige en blanding af melodiske stykker med Nastasias vemodige stemme og mere svævende lydstykker, hvor musikken er så skrøbelig, at den nærmest er ved at falde fra hinanden, hvilket dog mest skal forstås positivt. Den side har måske fået en tand mere med Jim White som ligestillet samarbejdspartner, for hans nærmest virtuose trommespil er ikke ligefrem lige-ud-ad-landevejen-rock.

Alle Nina Nastasias plader har haft et vist skitsepræg, hvilket har været en de helt store styrker. Men på dette album er det, som om det skitseagtige for ofte kammer over, og i stedet for at være skrøbelig bliver musikken usammenhængende. Kombineret med Jim Whites trommespil, der vitterligt er interessant og hele tiden uforudsigeligt, kommer det hele nogle gange til at minde mere om en rodebutik end om egentlig kreativ inspiration, hvilket eksempelvis er tilfældet med “Odd Said the Doe”.

Jim Whites bruger mere sine trommer som et selvstændigt instrument end som rytmisk underlægning. Stor respekt for at turde bruge trommerne til mere, men flere steder lyder det lidt for meget, som om han gerne vil vise, hvor svære ting han kan finde ud af at spille, når der hele tiden skal proppes lidt ekstra fills eller hi-hat på. Visse steder tangerer det trommesoloer, og den slags er lige så kedeligt, når det kommer fra Jim White, som når det kommer fra et heavymetal band. Men retfærdigvis skal det siges, at Jim White det meste af tiden bidrager positivt til musikken og giver noget tiltrængt dynamik til en genre, der indimellem kan blive lidt fersk.

At denne plade ikke er så stærk som sine forgængere, hænger også sammen med, at sangskrivningen mangler en hel del for at nå tidligere albums storhed. Der er få numre på pladen, hvor melodien virkeligt hæver sig over det gennemsnitlige, om end “The Day I Would Bury You”og afslutningsnummeret “I Come After You” har fat i noget af det rigtige.

Til gengæld mangler sange som “Our Discussion” og “In the Evening” noget grundlæggende substans. De to sange varer henholdsvis 3 og 2½ minutter, er stort set stillestående og indeholder ikke rigtigt andet end et langt vers. Selv med lidt trommer i baggrunden sker der ikke meget undervejs, og det bliver lidt for kedeligt. Faktisk er det bedste på You Follow Me de numre, hvor der spilles lidt mere igennem, for det er her, trommerne og vokalen kommer til at fungere som en enhed, der forstærker hinanden.

Men når det er sagt, er det også en plade, som belønner gentagne lyt. Pladen er ikke umiddelbart let tilgængelig, og efter flere lyt begynder man som lytter i højere grad at få mening ud af de snørklede musikalske passager. Stemningen er som tidligere hos Nina Nastasia melankolsk, og hendes stemme er lige så sørgmodig som sædvanlig. På den måde egner pladen sig bedst til eftertænksomme stunder en søndag eftermiddag eller som ledsager på en gåtur i skoven.

You Follow Me er ikke noget dårligt album. Det tilføjer bare ikke så mange nye facetter til Nina Nastasias udtryk – men det er også svært at videreudvikle, når hun allerede en gang har perfektioneret sin personlige stil. Nina Nastasias talent er så stort, at hun selv på et lidt halvhjertet mellemspil som dette er værd at lytte til, men det har ikke samme kvalitet som de plader, der har givet Nina Nastasia sit renommé.

★★★☆☆☆

Deltag i debat