Plader

People Press Play: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Jesper Skaaning, Anders Remmer og Thomas Knak har bevæget sig tættere på at lave konventionelle popsange – og det klæder dem! Det samme gælder indlemmelsen af sangerinden Sara Savery. Debuten ryger lige ned i indietronica-kategorien, men det ville have været fint med mindre -tronica og mere indiepop.

Det lyder flot, når man kan udbasunere, at et band har genopfundet sig selv. Lige netop sådan er der også blevet plasket i den hjemlige anmelderandedam, efter at Jesper Skaaning, Anders Remmer og Thomas Knak har udsendt People Press Play, debutpladen fra projektet af samme navn, som rummer en vigtig fjerde medspiller, sangerinden Sara Savery.
Men det er nu at overdrive at kalde det for en genopfindelse. I virkeligheden har Skaaning, Remmer og Knak “bare” endelig leveret den popplade, som deres sidste Future 3-plade, Like… fra 2001, indikerede, at de havde i sig. Hvis man lytter til især “A Sound” derfra, er ligheden ganske slående. Godt nok er det Mews Jonas Bjerre, der er med på vokal, og lydbilledet er noget mere skrabet. Men tegningen til People Press Play er der.

Lykkeligvis har trioen ikke stået stille siden, og i den mere fyldige og til tider ret intense lyd er der spor af både engelsk 90’er-indie og den dubstep, som de tre under navnet System kastede sig over på deres vinter-ep, Tempo. Men det vigtigste nye er Sara Savery. Hendes luftige og til tider ret så sensuelle stemme klæder de klikkende, rungende electronicalandskaber – både når hun synger regulært, og når hendes stemme bliver klippet i små bidder.

Selv om kun halvdelen af numrene er deciderede sange, er Saverys stemme næsten konstant til stede, om ikke andet så som en dis. Mest interessant er hun – og pladen i det hele taget – dog, når kvartetten spiller kortfattede popsange med vers og omkvæd. For ganske som “A Sound” spåede, er der gode og fængende melodier nok at tage af. Omkvædet i “Always Wrong” lyder godt nok først ret anonymt – men efter nogle lyt popper det alligevel op igen og igen i éns hoved.

Mens “Always Wrong” dog lider lidt under, at det er svært at høre, hvorfor nummeret er her og ikke på en af de to seneste Dub Tractor-plader, stryger “These Days” direkte ind. Lyse synthmelodier, der hver især er ganske simple, løber sammen og bliver til en nærmest overdådig helhed, og i omkvædet synger Savery en slags duet med en theremin. Et strålende øjeblik, der i en ideel verden ville skabe et radiohit.
“Hanging On” er lige så fremragende et popnummer. Med en fin klokkespilmelodi samt en mørk guitar som underlægning holder Savery en fornem, tvetydig balance mellem modvillig glæde og tristesse. Omkvædet bider sig godt fast, og People Press Play slår her labelkollegerne Guther på deres egen hjemmebane.

Når nu kvartetten skriver så gode ligefremme popsange, er det ærgerligt, at man skal trækkes med stillestående numre som “That Walk” og “Frail”, der sætter pladens flow i stå. Det er vel de færreste, der er i tvivl om, at Skaaning, Remmer og Knak kan lave smådubbet electronica af den rareste slags, men når de nu har fået Savery om bord, ville det have klædt dem at skrive flere ørehængere i stedet.

Ikke at der egentlig er noget i vejen med en dubstep-inspireret sag som “Before Me”, men når den takket være guitarlinjen begynder at lyde som Remmers soloudgivelser, er det svært at høre People Press Plays eksistensberettigelse. Det går derimod langt bedre med den spøjst opbyggede “Everything”, hvor Savery blot synger 45 sekunder midtvejs i nummeret – med et par minutters brusende støj på hver sin side. Endnu stærkere er den shoegazede afslutningsperle “Stop”, hvor Saverys rispapirstynde vokal er viklet rundt om flossede guitar- og synthtoner med masser af metalliske ekkoeffekter. Hendes stemme svæver af sted oven på en enkel guitarlinje, og det passer fint til pladens afdæmpede temperament, at nummeret ikke har noget klimaks, men blot tindrer jævnt og roligt.

People Press Play er en eftertænksom plade, og med den grundstemning på plads giver det sig selv, at kvartetten ikke kaster sig ud i et muntert synthpopfyrværkeri. Men det er nu alligevel, som om der er anlæg til noget mere. Albummet lader til ikke at ville være den regulære popplade, det sagtens kunne være blevet til. Men det betyder jo bare, at vi kan glæde os til at høre mere fra de fire. Det her er ikke nogen helt dårlig start.

★★★★☆☆

Deltag i debat