Plader

Pissed Jeans: Hope for Men

Skrevet af Mads Jensen

Hvis stenet syrerock, grunge, mørk electronica, punk, Black Sabbath og hardcore uden videre kan blandes i en 10 numre lang playliste, når du holder fest, tilhører du den sjældne race, som Hope for Men giver mening for. Dårligt er albummet egentlig ikke. Det er bare virkeligt usammenhængende.

Pissed Jeans spiller punk, men ikke som vi kender det. De har i høj grad ladet sig inspirere af alt muligt andet. Blandt andet grunge, thrash og der er endda elementer af 60’er-syrerock. Det er meget forfriskende, men i højere grad forvirrende. Man bliver konstant kastet fra den ene lyd og stemning over i den næste, og pladen fremstår bestemt ikke harmonisk. Den er et virvar af alskens slags musik, tilsyneladende uden nogen rød tråd. Når numrene står alene, er der dog flere af dem, der faktisk fungerer ret godt.

Åbneren består af lige dele punk og grunge. De støjende guitarer, der hyler og vræler, som var det jordens undergang, kender vi fra Nirvana. Matt Korvettes uforståelige skrålen uden kontakt med musikken minder også om Kurt Cobains ditto. “People Person” er propfyldt med energi og helt oplagt til en aften i selskab med vrede, guldøl og et mosh pit.

“Scrapbooking” egner sig bestemt ikke til ovennævnte aften. Her er det mere “frimærkeslikning”, lavalamper og sækkestole, der virker som oplagte ledsagere. Vokalen er forvrænget, tilsat ekko og vrider sig, så den lyder som et vredt monster, der ikke er i tvivl om hvorvidt det skal gøre det af med dig, kun om hvordan det skal gøre det. Imidlertid findes monstre jo ikke, og det er nok også derfor, man ikke bliver rigtigt bange – og så fordi teksten handler om at kigge på billeder. Musikken udgøres af meget langsomt klaver og ditto bas. Det er næsten så langt fra punk, som man kan komme, og det er lidt mærkeligt, når nu både nummeret før og nummeret efter havde fuld fart frem. Dette på sin vis charmerende nummer virker til at være smidt ind som en ikke særlig gennemtænkt eftertanke.

“I’ve Still Got You (Ice Cream)” sætter ballet i gang igen. Nu er der et mix af rock’n’roll og college-punk på menuen. Vokalen er råbende og melodien har nogle bratte breaks, der giver et ellers hårdt rock’n’roll nummer et islæt af punk. Det er et af de mere vellykkede på pladen. Det samme gælder næste nummer, hvor der går Mudhoney i den. Det er et godt grunge/punk-nummer, der, selv om man synes at have hørt det hele før, alligevel formår at fastholde lytterens interesse.

I “The Jogger” bliver det hele igen særdeles uforståeligt. Det lyder, som om noget er galt, uden at man kan sige, hvad det er. Stemningen skabes ved hjælp af lyde, der minder om knirkende døre, trin og banken på vandrør – alt sammen optaget i en kælder med blinkende lysstofrør, lange skygger, der ser ud til at bevæge sig, og uhyggeligt meget ekko. Man kan bedst sammenligne lyden med mørk electronica, men det er altså en punkplade. Forvirringen er komplet.

Sidste nummer er mere end syv minutter langt. Musikken lyder som noget fra Black Sabbaths tidlige plader, mens vokalen nærmest bliver growlet. Der kommer gradvist mere og mere fart på nummeret, så det til sidst mere ligner decideret metal end punk. En passende afslutning på pladen, dens totale stilforvirring taget i betragtning.

Problemet for Pissed Jeans er således ikke mangel på energi, men snarere at de ikke fokuserer nok. På trods af gode sange her og der er pladen så meget en rodebutik, at man ikke orker at sætte den på – end ikke til en hektisk fest. Hvis bare bandet havde begrænset sig, kunne Hope for Men have været en langt mere anbefalelsesværdig ep.

★★½☆☆☆

Lyt til “People Person”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3462.mp3]

Lyt til “I’ve Still Got You (Ice Cream)”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3285.mp3]

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar