Plader

Pissed Jeans: Hope for Men

Skrevet af Mads Jensen

Hvis stenet syrerock, grunge, mørk electronica, punk, Black Sabbath og hardcore uden videre kan blandes i en 10 numre lang playliste, når du holder fest, tilhører du den sjældne race, som Hope for Men giver mening for. Dårligt er albummet egentlig ikke. Det er bare virkeligt usammenhængende.

Pissed Jeans spiller punk, men ikke som vi kender det. De har i høj grad ladet sig inspirere af alt muligt andet. Blandt andet grunge, thrash og der er endda elementer af 60’er-syrerock. Det er meget forfriskende, men i højere grad forvirrende. Man bliver konstant kastet fra den ene lyd og stemning over i den næste, og pladen fremstår bestemt ikke harmonisk. Den er et virvar af alskens slags musik, tilsyneladende uden nogen rød tråd. Når numrene står alene, er der dog flere af dem, der faktisk fungerer ret godt.

Åbneren består af lige dele punk og grunge. De støjende guitarer, der hyler og vræler, som var det jordens undergang, kender vi fra Nirvana. Matt Korvettes uforståelige skrålen uden kontakt med musikken minder også om Kurt Cobains ditto. “People Person” er propfyldt med energi og helt oplagt til en aften i selskab med vrede, guldøl og et mosh pit.

“Scrapbooking” egner sig bestemt ikke til ovennævnte aften. Her er det mere “frimærkeslikning”, lavalamper og sækkestole, der virker som oplagte ledsagere. Vokalen er forvrænget, tilsat ekko og vrider sig, så den lyder som et vredt monster, der ikke er i tvivl om hvorvidt det skal gøre det af med dig, kun om hvordan det skal gøre det. Imidlertid findes monstre jo ikke, og det er nok også derfor, man ikke bliver rigtigt bange – og så fordi teksten handler om at kigge på billeder. Musikken udgøres af meget langsomt klaver og ditto bas. Det er næsten så langt fra punk, som man kan komme, og det er lidt mærkeligt, når nu både nummeret før og nummeret efter havde fuld fart frem. Dette på sin vis charmerende nummer virker til at være smidt ind som en ikke særlig gennemtænkt eftertanke.

“I’ve Still Got You (Ice Cream)” sætter ballet i gang igen. Nu er der et mix af rock’n’roll og college-punk på menuen. Vokalen er råbende og melodien har nogle bratte breaks, der giver et ellers hårdt rock’n’roll nummer et islæt af punk. Det er et af de mere vellykkede på pladen. Det samme gælder næste nummer, hvor der går Mudhoney i den. Det er et godt grunge/punk-nummer, der, selv om man synes at have hørt det hele før, alligevel formår at fastholde lytterens interesse.

I “The Jogger” bliver det hele igen særdeles uforståeligt. Det lyder, som om noget er galt, uden at man kan sige, hvad det er. Stemningen skabes ved hjælp af lyde, der minder om knirkende døre, trin og banken på vandrør – alt sammen optaget i en kælder med blinkende lysstofrør, lange skygger, der ser ud til at bevæge sig, og uhyggeligt meget ekko. Man kan bedst sammenligne lyden med mørk electronica, men det er altså en punkplade. Forvirringen er komplet.

Sidste nummer er mere end syv minutter langt. Musikken lyder som noget fra Black Sabbaths tidlige plader, mens vokalen nærmest bliver growlet. Der kommer gradvist mere og mere fart på nummeret, så det til sidst mere ligner decideret metal end punk. En passende afslutning på pladen, dens totale stilforvirring taget i betragtning.

Problemet for Pissed Jeans er således ikke mangel på energi, men snarere at de ikke fokuserer nok. På trods af gode sange her og der er pladen så meget en rodebutik, at man ikke orker at sætte den på – end ikke til en hektisk fest. Hvis bare bandet havde begrænset sig, kunne Hope for Men have været en langt mere anbefalelsesværdig ep.

★★½☆☆☆

Lyt til “People Person”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3462.mp3]

Lyt til “I’ve Still Got You (Ice Cream)”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3285.mp3]

Deltag i debat