Plader

Scraps of Tape: This Is a Copy Is This a Copy

Skrevet af Mikkel Mortensen

Der er alt for meget dødvande og derfor alt for få lyspunkter på det svenske postrockbands andet album. Et af dem er chokerende nok en melankolsk rocksang – med vokal!

Man kan lære så meget af at læse pressemeddelelser. Blandt andet kan man erfare, at åbningsnummeret på svenske Scraps of Tapes andet album handler om jordens undergang. Man kunne da muligvis gætte sig til at nummerets tema var noget i den retning ud fra titlen “Death As It Should Be”.

Desværre melder pressemeddelelsen ikke noget om, hvorfor de svenske knægte har valgt et så voldsomt tema for dette nummer. Er de religiøse fanatikere, der mener, at alle vi vantro lige så godt kan få en forsmag på det, der venter os? Eller er det fordi Sverige er så trøstesløst, at man som ung musiker kun kan glæde sig til den dag, hvor landet (sammen med resten af planeten) går under med et allerhelvedes brag?

Der findes som sagt ikke svar på dette spørgsmål, hverken i pressemeddelelsen eller på This Is a Copy Is This a Copy. Det er dog langt værre, at det som oftest er mere interessant at spekulere over ovenstående, end det er at lytte til svenskernes eskapader. Scraps of Tapes postrock er nemlig for det meste hverken synderlig original eller vellykket.

Et par lyspunkter er der dog: Åbningsnumret er det eneste velfungerende stykke postrock på albummet. Her viser svenskerne en brutal konsekvens og intens melodiøsitet, der holder lytteren i et metallisk jerngreb.
Bedst er dog det melodiøse og ganske regelrette “Pickpockets Wow”, hvorfra albummet henter sin titel. Her glemmer Scraps of Tape alt om apokalypsen og fokuserer i stedet al deres energi på det melodiske, underspillede guitarriff, der styrer sangen fremad. Når trommerne stille fylder lydbilledet ud, forventer man en postrock-forudsigelig eksplosion, men den kommer heldigvis aldrig. Bandet er i fuld kontrol over deres virkemidler i dette tilfælde, og derfor undres man over, at denne kontrol ikke kan overføres til resten af albummet.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og bandets to andre forsøg udi mere regulær sangskrivning er ikke nær så imponerende. I “Nashville’s Got Hell to Beat” er melodien langt mere forglemmelig, og svenskerne skaber ikke den fængslende stemning, der gør “Pickpockets Wow” så glimrende. Det samme gælder for “Thirteen Thousand”, hvor der igen mangler melodiøs relevans, samtidig med at bandets vokalist rammer en irriterende melodramatisk tone, som man skal holde sig væk fra, hvis man ikke har mange toner i livet.

På den resterende del af albummet hersker postrocken, men desværre ikke synderligt godt. “Hands in Air” er et mellow dødvande, hvis eksistensberettigelse er ikke-eksisterende, da sangen hverken frembringer et mindstemål af melodiøsitet, skønhed eller intensitet. Værst er dog “Why Marcus, Oh Why”, hvor bandet sprænger alle lytteres grænser for tålmodighed med ti intetsigende minutter, der aldrig kommer ud af stedet.

Der er to U’er til Scraps of Tape. Ét for “Death As It Should Be” og ét for “Pickpockets Wow”. Så kan man jo kun håbe, at bandet vil bruge disse to sange som skabeloner for deres fremtidige materiale. Jeg vil bestemt foretrække at lytte til at helt album, der veksler mellem intense. mastodontiske støj-kolosser som førstnævnte og melankolske, underspillede rock perler som sidstnævnte. Det vil utvivlsomt resultere i noget langt mere interessant end This Is a Copy Is This a Copy.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat