Koncerter

Spot Festival 2007 i Århus, 01.-02.06.07

Årets udgave af Spot gik glat og helt uden de uheld, som nogle ellers kunne frygte fra festival nr. 13. Og mens Christian Poulsen ødelagde alting i fodboldkampen mod svensken, tog de danske bands stikket hjem og overstrålede de gul-blå.

Der var høj, høj sol og svenskerlandskamp inden for synsvidde, da 2007-udgaven af Spot for alvor lagde fra land fredag eftermiddag. Med andre ord var der umiddelbart gode grunde til at tilbringe weekenden alle andre steder end i Ridehuset, Musikhuset og de andre spillesteder, som festivalen benytter sig af.

Ikke desto mindre var der igen i år imponerende mange mennesker og en hyggelig stemning på plænerne ved Musikhuset – om end man også i år kunne høre en del folk brokke sig over, at arrangørerne fortsat lægger koncerter på Train, der ligger lige lovlig langt væk fra festivalens epicenter. En berettiget kritik.

Men derudover var også dette års Spot et skoleeksempel i, hvordan man afvikler en festival skarpt og præcist. Kun det evige problembarn, scenen ved navn Filuren, bød på nævneværdige forsinkelser (i hvert fald for mig) – ellers gled alt glat og tjept.

Ergo var det en fornøjelse at være tilbage, og der var meget mere interessant at skrive om, end Undertoners udsendte kunne overkomme at få nedfældet.

Fredag 01.06.07

Green Concorde
Der er noget elegant over Concorde-flyet. Når man tænker på, hvor mange kræfter der er i motorerne, er det næsten for flot, at maskinen er formgivet med så stor ynde. Samme elegance har københavnske Green Concorde ikke rigtig. Hvor flyet ser ud til at være så strømlinet, at der ikke skal noget særligt til for at få det til at lette, må rockkvartetten arbejde stenhårdt for at komme derudaf.

De har måttet knokle i flere år for at nå frem til at kunne indspille et debutalbum, og da det så udkom tidligere i år, var det, som Undertoners anmelder skrev, som om bandet var blevet indhentet af tiden. Det seneste halve årti har Joy Divisions mørkladne storbyrock stået i høj kurs hos mange bands, og på plade kom Green Concorde ikke stort længere end så mange andre.

Det prisværdige ved Green Concorde er, at de kæmper videre – og det var da også nødvendigt som allerførste band i Ridehuset. Der kan ikke sættes en finger på den lyst til at arbejde for sagen, som lyste ud af bandet. Der blev spillet og trommetæsket for fuld kraft, og da stjernestunden “Angel Food” blev til dissonant støjrock, lød det for en stund, som om bandet havde fundet vejen til at give deres sange nyt liv i nye forklædninger.

Selv om “2:26” og “Detroit” blev leveret skarpt og kontant lige efter hinanden, nåede resten af koncerten dog aldrig samme højder som “Angel Food”. For uanset at bandet virkelig gjorde, hvad de kunne med kantede riffs og effektive riffs, kneb det med for alvor at få fat i publikum. Det er heller ikke verdens nemmeste sag at være overbevisende storbydesperat ved 16-tiden på en glad sommerdag. Samtidig var det ikke uproblematisk for bandet, at frontmanden Morten fortsat virker lidt forkrampet på scenen. Hans indelukkede attitude gør, at det er lidt svært at finde ud af, hvor desperationen i hans råbevokal egentlig kommer fra – og den blev i al fald en kende udmattende denne eftermiddag.

Viva Vertigo
Det var kulsort ved indgangen til Gran, så man måtte helt bogstaveligt famle sig frem i blinde for at komme ind. Helt anderledes sikre hænder kom man i, så snart man fik stavret sig ind på stolerækkerne. Viva Vertigo-frontmanden Simon Beck kan nemlig sin rock’n’roll-sangskrivning til ug med kryds og slange. Godt nok er der ingen musikalske revolutioner i miles omkreds, når Beck jonglerer med de sidste 50 års rockhistorie – men når man bare jonglerer så effektivt, går det også.

I hvert fald var den sene eftermiddagskoncert et overraskende stærkt bevis på, at Viva Vertigos ulmende rocksange har fylde, kraft og tilmed syng-med-kvaliteter, der ikke er til at tage fejl af. Både “Devilhead”, der åbnede debutpladen, og “Love Is a Dog From Hell” ville i hvert fald under andre forhold have fået publikum til at skråle løs.

Forholdene var bare ikke gode for Viva Vertigo. Kvartettens kraftfulde rock’n’roll er ikke specielt godt egnet til en sidde-koncert med velopdragne tilhørere på stive stolerækker. Derfor var det så meget desto mere imponerende, hvor meget bandet gik til den. Der var en kolossal energi i deres intense samspil, hvor især Sara Lewis Sørensens hvinende leadguitar stod frem, og på bare 40 minutter nåede Viva Vertigo at vise ret så forskellige dele af deres repertoire. De mere ligefremme rocksange blev bestemt ikke dårligere af at få modspil af så flossede numre som det spritnye “Scorpion Knockout”, som havde strejf af både Kyuss og psych-rock.

Samtidig fungerede vokalharmonierne mellem Beck, Lewis og bassisten Anders Wallin glimrende, og det eneste rigtig store minus ved koncerten var, at den gav én lyst til at være alle andre steder end lige netop dér, på Grans stole. For i virkeligheden bør Viva Vertigo ses på en lille tætpakket scene på et lurvet motel et sted ved en af de amerikanske highways, som musikken konstant genlyder af.

Sambassadeur
Der er lige så lidt samba i svenske Sambassadeur, som der er negere i negerboller. I stedet spiller Göteborg-bandet indiepop, der er så svensk, at der er gode chancer for, at deres roadies hedder Tommy og Annika.
Egentlig er det lidt misvisende at kalde lyden svensk, for Sambassadeur lyder mere som et Sarah Records-band end som Evert Taube. Men det sidste årti har massevis af svenske indie-bands forfinet en lyd, der skylder til masser af jangly 80’er-bands fra England – og altså forfinet den så meget, at man sjældent er i tvivl om den geografiske oprindelse, når man hører et band fra hinsidan.

På årets Spot var Sambassadeurs problem bare, at det var svært at høre forskel på dem og alle de andre svenskerbands. De spillede mildt og venligt, sangerinden Anna Persson var smågenert, og det var ærligt talt ret så anonymt.

Til Sambassadeurs forsvar skal siges, at Filuren ikke var noget nemt sted at spille op. For af uransagelige årsager var der cirka 10 meter mellem scenen og stolerækkerne, og et eller andet sted på halvvejen døde det fintfølende nærvær, som bandets fine popsange er så fulde af på plade. Samtidig havde Persson visse problemer med at få sit udmærkede dybe register til at hænge sammen med de lysere passager – det var, som om mellemlejet var forsvundet.

Det var al ære værd, at Pop Revo-arrangørerne havde inviteret Sambassadeur over Kattegat, og de fem svenskere kvitterede da også med en masse snurrige guitarmelodier af den ringlende slags. De blev bare ikke rigtig smittende, og det endte med at virke ret symbolsk, at den ene af guitaristerne så ud til at kede sig lidt.

Hellraiser Ten
Konsekvent og tungsindigt. Det var nøgleordene, da duoen Hellraiser Ten indtog Musikhusets Lille Sal med en håndfuld sange hentet nede i det, der vel hedder sovekammerindie-skuffen. Og når man tænker på, hvor døsigt den slags kan være, skal Hellraiser Ten have stor ros for at skære deres sange knivskarpt ind til benet.

Der var i hvert fald ingen overflødige omveje eller løse skitser på repertoiret. Tværtimod virkede duoen meget afklarede med, hvordan de ville lyde – og til dels også med, hvordan de vil skille sig ud fra alle de andre, der sidder derhjemme og indspiller. Godt nok er Hellraiser Ten ikke de første, der har fundet på at krydre guitarbårne sange med skrabede trommeprogrammeringer, men i flere numre viste duoen sans for at få programmeringerne til at give melodien modstand. I “Straight to Hell” snublede de små klik f.eks. over hinanden i omkvædet og understregede således på subtil vis nummerets uro.

Det minimale set-up – to guitarer, et par synths og en Mac – taget i betragtning var der en fin variation i Hellraiser Tens udtryk. Men det var der desværre ikke i sangene. Der var malet tristesse med den lige rigeligt brede pensel ud over hele herligheden. Jacob Høeghs vokal formidlede melankolien på fornem vis, men det var meget af tiden, som om man hørte den samme sang igen og igen. Melodierne skilte sig ikke ud fra hinanden, og sangenes gråvejr blev ved med at være gråt. Så lidt flere stærke melodier, tak – og måske lidt mere hellraising. Bare lidt.

Oh No Ono
Historien om Oh No Ono er historien om et af de mere uventede popgennembrud i de senere år. Bandets blanding af synthpop, danserock, tvivlsom metal, kolossale mængder af slapbas og skingre heliumvokaler er så original, at det er umuligt at finde en kort og præcis genrebeskrivelse. Den traditionelle hitskabelon er blevet klippet til konfetti – og alligevel er Oh No Ono blevet et skråle-med-band.

Jeg har haft et års tid til at aflure teksten i førstesinglen “Keeping Warm in Cold Country” og har endnu ikke haft succes med det. Det var der pænt mange andre til fredagens Spot-koncert, der heller ikke havde, men det forhindrede dem bestemt ikke i at synge med i samme mildt sagt overgearede tempo som forsanger Malthe Fischer.

Når man har et så hengivent publikum, kan man som band ikke være andet bekendt end at levere varen, og det gjorde Oh No Ono da også fuldt ud. Der var masser af saft og kraft i Kristoffer Roms trommer, og guitarlinjerne var herligt kantede. Ikke mindst åbneren “The Shock of the Real” var mere flosset end den pæne albumversion, og i det hele taget skrabede kvintetten det skær af polering væk, som på mystisk vis præger debutalbummet. “Am I Right” buldrede derudaf som en racerkører med sømmet i bunden og bind for øjnene, og “Ba Ba Baba Ba Ba Well Anyway” havde samme perlende forårsfriskhed over sig, som da det lå på en ep for to år siden.

Det obligatoriske cover af Bob Dylans “Subterranean Homesick Blues” fik lige rigeligt meget slapbas med på vejen, mens fortolkningen af The Beatles’ “Tomorrow Never Knows” til gengæld var bedre end nogen sinde. Efterhånden som det sløve, næsten dronende nummer kom op i intensitet, brølede Aske Zidore sig vildere og vildere gennem teksten, mens de dirrende orgel- og synthflader samt Fischers episke guitartoner gav sangen visse psykedeliske kvaliteter.

Og at Oh No Ono stadig kan være så udknaldede, bliver ikke mindre imponerende af, at bandet virkelig er blevet rutinerede. Det sidste års tid har givet dem et helt anderledes tight samspil, og de har fået lært at disponere deres koncerter. Vel at mærke uden at kvæle alle de skæve idéer.

Lørdag 02.06.07

Murder
Sidste år fik et enstemmigt anmelderkorps utroligt bløde knæ af Anders Mathiasen og Jacob Bellens alias Murder, da de udsendte albummet Stockholm Syndrome. Og lørdag ved 14-tiden var det så Spot-publikummets tid til at få udskiftet leddene med rystende gelé – og det var mildt sagt ingen protester imod.

Tværtimod fik Murder festivalens mest gavmilde klapsalver, og det er der bestemt ingen grund til at kritisere. For Mathiasen, Bellens og deres tre medbragte musikere spillede de sugende triste, men helt afklarede folksange med så fantastisk finesse, at de fortjente al hyldesten. Arrangementerne var enkle og yndefulde og gav plads til alle de små detaljer, som de to guitarer og celloen prikkede og kælede ind under Bellens’ udtryksfulde røst.

Det siger en hel del om kvaliteten af Murders sange, at det – trods det ret så afdæmpede lydbillede – først var de sidste 10 minutter af koncerten, at det var til at høre folk, der snakkede under numrene. Den første halve time var der ganske enkelt så andægtig en stemning, at ingen turde eller havde behov for at sludre med sidemanden.

Selv om sangene egentlig mindede ret meget om hinanden, var der en hel del højdepunkter. Pixies-hyldesten med samme navn bød på vidunderlige falsetharmonier, mens “Ra” skilte sig positivt ud i et markant ommøbleret arrangement, hvor både kontrabassen og celloen leverede lyst, dirrende fingerspil. Lige så dirrende som vores alle sammens knæ efter denne overbevisende demonstration af, hvor stærkt gode sange kan tryllebinde et publikum.

Lo-Fi-Fnk
Der er noget decideret øretæveindbydende ved den svenske duo. De dasker rundt i slattent joggingtøj og kræver med karikerede stjerneattituder folkets hyldest efter hvert eneste nummer.
Nej, det, der er det mest øretæveindbydende, er, at de krukkede manerer ikke nødvendigvis er karikerede.

Dybest set er det ikke så underligt, hvis successen er steget de to svenskere bare en smule til hovedet. I løbet af årets første fem måneder nåede Leo, August og deres medbragte trommeslager at spille 69 koncerter rundt om i hele Europa og i USA. Så hvis et show i Århus midt på eftermiddagen ikke virkede som det mest motiverende i deres 24-årige liv, giver det ret god mening. Og der var da heller ikke den helt store veloplagthed at spore på scenen.

Duoen spiller en munter og til tider stærkt melodiøs omgang synthpop, der har stærke referencer til især Daft Punk, når den er mest dansegulvsrettet. Når der derimod er skruet lidt ned for de effektive beats, lyder de snarere som Junior Boys, der spiller eurodance. For nogle af melodierne er vitterlig fra samme krukke, som “bands” som Vengaboys fandt deres hooks i: fåtonige, kværnende og grusomt effektive – hvis man altså er på et diskoteksgulv eller på et lille, kompakt spillested. Men i det store telt på Officerspladsen var det umuligt for Lo-Fi-Fnk at skabe fortættet danseglæde. Netop derfor kammede den ufortrødne selvsikkerhed over og blev en anelse selvsmagende. Og det var lidt en skam, når nu bandet faktisk et par gange fandt nogle popperler frem fra joggingbuksernes lommer.

Forest & Crispian
Skinnet bedrog i den grad, da svenske Forest & Crispian indtog Ridehuset lørdag eftermiddag. For ved første øjekast virker trioen lidt for meget som en lille trup af lidt for lalleglade pauseklovne. De har altid ens tøj på – i dette tilfælde røde kustodejakker – og bærer rosetter af den slags, som hestepiger vinder til ridestævner. Men der er ikke rigtig nogen forklaringer på konceptet – eller på, hvem de to små tegnede bønnespirevæsener, der har lagt navn til bandet, egentlig er.

Det fjollede skær kom trioen sådan set ikke af med undervejs, men til gengæld viste det sig, at de faktisk kan deres kram. På trods af den noget utraditionelle opstilling med en stående trommeslager som forsanger, en synthbassist og en guitarist demonstrerede de tre nemlig, at de kan spille god, gammeldags rock fra de lige så gode gamle dage.

Med deres særdeles kompetente vokalharmonier som fællestræk i næsten alle sangene bevægede de sig i en masse retninger inden for 50’erne, 60’erne og 70’ernes forskellige rock-varianter: Der var aldeles groovy sange fra Chuck Berrys ABC, udsvævende drømmerier med en aroma af Love og også visse glam-træk. Ja, lidt uptempo røvballe-country af den letbenede slags fik vi også.

Det hele blev serveret med et uhørt godt humør blottet for selvhøjtidelighed. Og det betyder ikke så lidt, når den musikalske substans ikke er så pokkers meget andet end ferme gentagelser af tidligere tiders bølger. Det var svært at høre nogen hits i Ridehuset denne eftermiddag, og antallet af musikalske kalorier var begrænset. Men ville man have en omgang sjov i gaden med fjollet tøj og upåklagelige korvokaler, var man kommet til det helt rette sted.

Beta Satan
Jeg skal ærligt tilstå, at jeg ikke helt fangede, hvad der egentlig foregik på Voxhall, lige da Christian Poulsen og en småtyk tosse var færdige med at ødelægge Danmarks EM-drømme. Det var nu ikke, fordi jeg stadig hang fast i fodboldkampen – det var mere meningen med Beta Satans projekt, jeg blev ved med at måtte gruble over.

Bandet sætter selv mærkaten “voldspop” på deres musik; “synth-hævi” kunne være en anden mulighed. I hvert fald spiller bandet en ret så unik omgang smaddermusik bestående af lige dele cheesy orgel eller synth, tungt drønende metalguitarer og en vokal, der skifter mellem højrøstet sang og decideret råben. Og alt sammen foregår med volumenknappen helt oppe i det skarlagensrøde felt.

Der var fuld fart frem – eller måske rettere: til siden, op, ned og rundt – hele tiden, og de mere end almindeligt eksplosive sange var alt andet end forudsigelige. Det gjorde de mange energiske retningsskift virkelig effektfulde, ligesom det var med at holde tungen lige i munden, da et af numrene bød på 3-4 forskellige, skæve taktarter i løbet af det samme antal minutter.

Så yes, der var masser af energi og bund i Beta Satans udgydelser. Men der var mere vold end pop, og alligevel ikke rigtig nok af hverken det ene eller det andet. Det ville være dejligt, hvis forsanger H og trommeslager Q ville lade bare en anelse af de iørefaldende melodier fra deres gamle band Tiger Tunes komme med over i metalgryden. Skal man dømme efter publikums reaktion, er Århus i hvert fald ved at være klar til voldspop. Og det er ikke nogen skade til at skrive mindst et par catchy omkvæd, hvis man spiller pop.

Deltag i debat