Interview

The Lionheart Brothers – sommerpop fra det kolde nord

Det er umuligt at komme uden om Beach Boys, når man skal forklare, hvordan The Lionheart Brothers lyder. Men det er måske kun nu. Næste gang de udgiver en plade, kan det være denne reference skal skiftes ud. Nordmændene vil være i konstant udvikling, så de kan opnå deres mål om at blive intet mindre end et musikalsk fænomen. (12.06.07)Det er umuligt at komme uden om Beach Boys, når man skal forklare, hvordan The Lionheart Brothers lyder. Men det er måske kun nu. Næste gang de udgiver en plade, kan det være denne reference skal skiftes ud. Nordmændene vil være i konstant udvikling, så de kan opnå deres mål om at blive intet mindre end et musikalsk fænomen.

Langt oppe i Norge, lige der hvor landet bliver tyndt, er der vintermørke flere måneder i træk. Det er et klima, som må siges at være markant anderledes end den rette geografiske placering for musikken på Oslo-bandet The Lionheart Brothers’ seneste plade, Dizzy Kiss. Tre af bandets medlemmer, Magnus Forsgren (vokal), Morten Øby (guitar) og Audun Storset (orgel) kommer oprindeligt fra Klæbu og Sunndalsøra i Trondheim-området, hvor solens stråler kun er noget, man kan drømme om i vinterhalvåret. Det har de så gjort, og tankerne har ført dem til det altid solrige Californien, og især Beach Boys-pladerne Pet Sounds og Surf’s Up har roteret på pladespilleren.

Til gengæld er sommerdagene i den nordlige del af Norge så lange og lyse, at solen knap er gået i seng, før den står op igen. Alligevel er Beach Boys ikke umiddelbart foreneligt med Trondheim. Lionheart Brothers havde da også et andet musikalsk udgangspunkt end westcoast-pop, da de blev dannet af Magnus Forsgren og Audun Storset tilbage i 1999.
Akkurat som det er tilfældet med Serena-Maneesh og 120 Days – medlemmer af Lionheart Brothers har været involveret i begge bands – begyndte de som et shoegaze-inspireret band. Det er de sådan set stadig, men med udgivelsen af Dizzy Kiss er Lionheart Brothers blevet kendt som et neopsykedelisk drømmepopband, der står i stor gæld til Brian Wilson.

Altså foruden at være kendt som bandet, der har taget navn efter Astrid Lindgrens børnebogsklassiker Brødrene Løvehjerte. “Jeg er stor fan af bogen, og jeg syntes, at det var et godt bandnavn,” siger Magnus Forsgren og forklarer, at det drømmende ved historien om fantasilandet Nangijala, dualismen mellem løve og hjerte, mellem det gode og det onde går igen i musikken. “Og så er man jo en slags brødre, når man spiller i band sammen.”

Jagten på det musikalske jeg
The Lionheart Brothers har en vision om hele tiden at udvikle sig som band. I et tidligere interview har de udtalt, at deres mål er at blive et musikalsk fænomen. Det må siges at være en ret ambitiøs udmelding, som ikke har mange chancer for at overholde halvnorske Aksel Sandemoses jantelov.
“Altså, det lyder mere ambitiøst, end det egentlig er. Det handler bare om at finde ind til kernen, at finde jeg’et. Og det er vel alle kunstarters mål,” siger Morten Øby.
Magnus Forsgren uddyber: “Først og fremmest er vi meget interesserede i, at bandet får et langt liv og ikke bare bliver en kort hype. Vi har en trang til at udforske dét at være i et band og udvikle måden, vi anvender guitarerne på, og hvilke effekter vi bruger. Altså hvordan vi kan præge bandets lyd. Vi er meget fascineret af de bands, der formår at skabe al lyd til bandet. Ligesom The Beatles eller The Cure.”

I hvilken retning The Lionheart Brothers jagt på det musikalske jeg fører bandet hen, ved de ikke selv. Magnus Forsgren er sikker på, at den næste plade vil være anderledes, men det ligger kun fast, at en Lionheart Brothers-plade altid vil have et retro-præg. Og den vil altid lyde som Lionheart Brothers – uanset genrevalget. Det hænger igen sammen med det at blive et musikalsk fænomen, forklarer Morten Øby. “Der skal være en rød tråd fra plade til plade.”

– I vil altså være det nye Motorpsycho?
“Ja!,” udbryder Forsgren og Øby grinende. Men bag latteren er der en snert af alvor, som tyder på, at de mener det.
Motorpsycho har netop dét, Lionheart Brothers stræber efter. De kan skifte genre fra plade til plade, stort set som det passer dem, uden at miste deres særkende. Om det så er hardrock, jazz, country eller den psykedeliske sommerrock, som fyldte rillerne på Phanerothyme, der står på dagsordenen. Motorpsycho kommer også fra Trondheim. Måske er det en slags modreaktion eller bare rent dagdrømmeri, men det er åbenbart muligt at skabe musik, der gør sig allerbedst under høj solskin med brusende bølger i baggrunden, selv om det er koldt og mørk udenfor.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss

Deltag i debat