Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’07: søndag

Den afsluttende søndag er altid svær at håndtere: Der er masser af gode ting at se, men energiniveauet er på vej ned under gulvbrædderne. Derfor må det være på sin plads at starte i Astoria-teltet, hvor der 12.30 skulle være mulighed for at indtage Badun liggende. Jeg var godt nok ikke vildt imponeret over deres impro-jazztronica, da jeg hørte dem live for nogle måneder siden, men denne gang har de Jonas Stampe (alias Snöleoparden) med på bl.a. citar, og den slags siger man ikke nej til.

Bliver det hele for komplekst og nørdet, fortrækker jeg nok til Pavilion-scenen kl. 13, hvor norske Lionheart Brothers serverer shoegazer med Beach Boys i ascendanten, og det lyder som en god måde at få klemt lidt sommerfriskhed ind i den trætte krop.
Giver Badun mig til gengæld lyst til mere af det komplekse, skal jeg over til Lounge-scenen og se ligeledes danske Pixel. Jon Egeskovs minimalistiske electronica skærer benhårdt alt andet end rytmeforløb fra, og på forunderlig vis lykkes det ham alligevel at skabe varierede og konstant omskiftelige lydlandskaber.

En time efter må jeg nok hellere opleve de ikke specielt blufærdige hiphoppere Suspekt. Mere end 30 minutter af deres Cosmopol-optræden kan mine gode manerer dog nok ikke holde til, og så passer det jo fint, at Zach Condon alias Beirut træder ind på Astoria 14.30. Vidunderknægten har rent musikalsk bosat sig i et meget givtigt grænseland mellem navne som Neutral Milk Hotel og Magnetic Fields samt tydelige Balkan-impulser, og det skal blive spændende at høre nogle af de sange, der befinder sig på hans nye album The Flying Club Cup, som udkommer til september.

Kl. 15 er der mulighed for at opleve Electrelane på Pavilion, men deres noget indelukkede 2004-show giver mig ikke den store lyst til at komme nærmere. Kl. 16 vil jeg til gengæld i Arena-teltet og se Wilco spille deres Volkswagen-sponsorerede alt.country. I mine ører toppede de godt nok med Yankee Hotel Foxtrot for en håndfuld år siden, men leverer de bare lidt derfra, er jeg glad.
De skal dog ikke hvile ret meget på laurbærrene, for 16.30 spiller free-folk-gruppen Akron/Family andetsteds, og deres alt andet end konventionelle sangskrivning m.m. er egentlig ret tillokkende for ligesom at holde adrenalinen i gang.

Den opgave skal Pelican i hvert fald nok klare kl. 18, hvor deres instrumentale metal skal nok få Odeons teltsider til at sitre. Kvartetten appellerer nok mere til postrockfans med smag for et tungt, tungt udtryk end til traditionelle metalfans. Showet bliver med 99,6 procents sikkerhed helt uden growl eller Yngwie Malmsteen-soli. Til gengæld kunne et monster af et nummer som det tordnende epos “March Into the Sea” godt blive en overvældende oplevelse.

Straks Pelican er færdige med at spille hornbrillemetal, sprinter jeg til Astoria, hvor engelske Tunng er i fuld gang med at præsentere deres fornemt afbalancerede mix af folksange og electronica. 2006-pladen Comments From the Inner Chorus var godt nok ikke så stærk endda, men kollektivet har alligevel så fint et øre for gode folkpopsange, at det nok skal blive hyggeligt at komme lidt ned på jorden sammen med Tunng.

Nede på jorden kan man ikke just beskylde deres hysterisk storladne landsmænd i Muse for at være. Deres 2004-koncert husker jeg bedst for lyssætningen, og det er ikke den bedste anbefaling.
Men hvis der ikke er noget junkfood, der skal spises, kan Arena godt få besøg. Mere overbevist er jeg dog om, at Astoria kl. 20.30 byder på en godbid. Skotske Twilight Sad har haft held til dét, Mogwai lader til gerne at ville, men ikke rigtig magter: at skrive fængende rocksange, der forener støj med gode vokaler. Forsanger James Graham har tilmed en ærkeskotsk én af slagsen, og det gør bestemt ikke oplevelsen ringere.

Og så er der vist ellers ved at være udsolgt i både krop og sjæl. Men skal jeg nå en enkelt koncert mere, må det blive Skives fineste bud på en kød & blod-udgave af begrebet ’selvtillid’. Dúné leverer live deres synthrock med alle de klichégreb, man overhovedet kan forestille sig – og slipper imponerende godt fra det. Hvor mange andre forsangere end Mattias Kolstrup kan f.eks. komme af sted med i en intro til en sang at levere en så på papiret problematisk Martin Luther King-udvanding som »jeg har en drøm – om at se alle herinde hoppe« uden at få Janteloven kylet lige i fjæset?
Og netop fordi Dúné tror så meget på sig selv, at de ikke behøver en isvinter for at gå tværs over Storebælt, glider det hele ned. Og mere til. Bevares, de syv teenagere har ikke opfundet nogen dybe musikalske tallerkener, men hvis man vil slutte festivalen med et stort smil, er Pavilion det rette sted at være kl. 21.

Deltag i debat