Plader

Wildbirds & Peacedrums: Heartcore

Skrevet af Kasper Würtz

Hvis der var indianere i Nordsverige, ville de lyde sådan her.” Så kort og præcist beskrev en ven lyden af Wildbirds & Peacedrums. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det ubetinget er en god ting? Dertil er svaret lige så kort og præcist: Nej, ikke ubetinget.

Svenske Wildbirds & Peacedrums består af Mariam Wallentin og Andreas Werliin, og de spiller en spraglet omgang folk med små-ritualistiske undertoner, som oftest er helt minimalt orkestreret. Således åbner debutalbummet Heartcore med “Pony”, der starter med et par sporadiske guitarstrejf, inden Mariam Wallentins vokal indtager scenen på overordentligt overbevisende manér, og det står ganske hurtigt klart, at hun er Wildbirds & Peacedrums’ helt store force. Når hun ellers vil det. For hun kan også være et gigantisk irritationsmoment. Og det samme kan den fuldstændigt afsindige mangel på overordnet sammenhæng.

“Pony” er afdæmpet og betagende med hendes lag-på-lag-vokal som den primær melodiskabende instans. Den efterfølgende “The Way Things Go” vender fuldstændigt op og ned på den retning, man ellers tror pladen vil bevæge sig i. Nu er der pludselig en langt strammere struktur med en ganske primitiv trommebund samt en væsentligt mere jordbundet vokal, og nummeret virker som en forvrænget udgave af en glemt The Andrews Sisters-sang.

Og så sker det pludselig. Et af de forfærdelige øjeblikke, hvor man som lytter overvejer, om nummeret virkelig er så dårligt, at elendigheden måske er en kvalitet i sig selv. Den gruopvækkende “Bird” består mest af ukontrollable trommer tilsat sangerindens stønnende vokal, der ræser rundt i oktavspektret og mest af alt lyder som en kvindelig udgave af Scott Walker uden den fascinerende mystik. Det er svært ikke at forestille sig en tilhørende musikvideo med spastisk regndans og åndemaneri, mens der i febervildelse synges »I am a loving flower«. Wildbirds & Peacedrums lyder virkelig som typerne, der har en svedehytte i baghaven, og som i dette tilfælde ikke har genvundet besindelsen efter en trance-session, der løb af sporet.

Mareridtsscenariet modstilles af den drømmende “I Can’t Tell in His Eyes”, der er umådeligt smuk og heldigvis er fri for hysteriet. Denne gang vender svenskerne tilbage til det mere tyste lydbillede, og Wallentin holder sin vokal i lidt kortere snor, uden at det går ud over hendes rolle som bærende element. Melodien er endnu en gang forsvindende lille, men det forhindrer ikke det betagende nummer i at være højdepunktet på Heartcore.

Tempoet sættes igen i vejret med “Doubt/Hope”, der – ligesom skråstregen indikerer – ligger hårfint på grænsen mellem det fængende og det lidt irriterende, men er heldigvis mest det første. Bølgedalen fortsætter med den hyperstille “A Story From a Chair” som langt hen ad vejen lyder som en vindharpe hjemsøgt af Björk: fascinerende, sært og til slut lidt for meget.

Til gengæld er “The Battle in Water” endnu et eksempel på, at den svenske duo virkelig kan skrive chokerende smukke sange, når de vil det. Denne gang får Mariam Wallentins vokal hjælp af en simpel klavergang tilsat de dybe toner fra en cello, ligesom også Andreas Werliin bidrager med sin småcharmerende stemme på et nummer, der står som et albummets absolut fyldigste og bedste.

Men den solide sangrække holder selvfølgelig ikke, og med “The Ones That Should Save Me Get Me Down” vender duoen tilbage til det trommebaserede, ustrukturerede og anstrengende. Og det er virkelig frustrerende, når nu gruppen gang på gang viser, at de sagtens kan lave vakre og utraditionelle sange, hvor de får fuldt udbytte af den minimalistiske struktur og kraften i Wallentins utrolige stemme.

Wildbirds & Peacedrums kaster sig hovedkulds ud i en række primitivistiske eksperimenter, men som et kardiogram går det hele tiden op og ned, og det betyder, at gruppen, der ellers udstråler en love-it-or-hate-it-mentalitet, ender med en debut, der rammer lige i midten af ekstremerne.

★★★☆☆☆

Leave a Reply