På internettet kan man, hvis det skulle blive nødvendigt, finde indtil flere sider, der kan hjælpe navnløse bands med at komme på mere eller mindre tilfældigt sammensatte og som oftest ret irrationelle navne. Hvis man giver en sådan navnegenerator inputtet “65”, kan man f.eks. få 65 Eskimo of the Demented, 65 Cranberry eller Phonic 65 of the Breathing Pulse ud af det.
Bedre end 65daysofstatic? Måske ikke. Det er svært at sige. 65 udgaver af Cranberries kunne man måske nok være foruden. Den tredje plade fra den britiske post/mathrock-kvartet er dog et både afvekslende og interessant møde med et band, der tydeligvis står ved en korsvej i deres karriere.
Diversiteten i pladens numre er nemlig både pladens største aktiv og et lige så stort handicap. The Destruction of Small Ideas baner sig vinkelret ind i slipstrømmen fra den mere raffinerede del af metalscenen.
Og hvor 65daysofstatic på deres første plader har vist en veludviklet tæft for at kreere en art post-metal, der både har klatter af Pelican, Isis og Battles smattet ud over det hele i en ikke altid vellykket blanding, er den tredje plade lyden af et band, der for alvor er begyndt at udforske deres egne kvaliteter.
Med et nummer som åbneren, “When We Were Younger And Better”, viser englænderne, at de har udvidet repertoiret til at involvere strygere i højere grad end før. Og på flere måder er store dele af pladen et bevis på, at det elektroniske element efterhånden ikke behøve lyde skrækkeligt, når det kombineres med metal.
I “The Distant & Mechanized Glow of Eastern European Dance Parties” er musikken dog desværre lige så rædselsfuld som titlen. Den elektroniske baggrund er nu blevet til en rasende storm af kortslutninger, der lyder som en blanding af Skid Row og Alice Cooper. Det er langt fra pænt.
Det næstsidste nummer er dog et af de bedre numre, man vil høre i år. “White Peak/Dark Peak” er en blanding af Mogwai, når de er bedst, og Sigur Rös, når de tæver på trommen. Som referencerne dog viser, så har 65daysofstatic mange slægtsfæller. Og om end der er flere rigtig fine øjeblikke på pladen, bliver det hele lidt ensformigt, og man keder sig. Man vænner sig til det.
Det er ikke alle 65daysofstatics udskejelser, der falder i min smag. Er man fan af genren, er The Destruction of Small Ideas dog et must have. Men husk popcornene.
