Plader

Annuals: Be He Me

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Den unge amerikanske sekstet Annuals imponerer med en legesyg og idérig debutplade, som er fyldt med et større arsenal af instrumenter og elektroniske effekter. Det kunne have blevet en rodet affære, men det sker ikke i Annuals’ melodisk boblende folkpop-sange.

Græshopper spiller sagte melodier af hvid støj i en fugtig skovkant. De bliver akkompagneret af en violinist, og et lille stykke derfra sidder en ung mand og klimprer på en akustisk guitar, mens han roligt og afbalanceret synger »Me and my brother hiking / Me and my brother might find a turtle / We’ll just have some fun«. Alt er stille og harmonisk.

Pludselig rejser han sig op og råber »now!«. En balstyrisk fyr hopper frem fra sit skjul bag et træ og begynder at tromme løs. Den unge mand smider sin akustiske guitar i græsset og udbasunerer med emotionel kraft: »I fell down in the creek bed / Brother wept / In his face I met fear / that I could die right there.« Han overlever faldet, og herefter råder vildskaben, og infernalske udbrud runger i skoven. Indtil alt igen er stille.

Åbningsnummeret “Brother”, varsler, hvad der er i vente på den amerikanske sekstet Annuals’ debutalbum, Be He Me. I den ualmindeligt smittende, calypso-prægede “Carry Around” bekendtgør frontmand og sangskriver Adam Baker ubeskedent: »I’ve got magic in my head / Magic up my nose / Magic coming out my fingers / Magic crying out my eyes / I’ve got magic everywhere I fucking look.«
Det vil nok være ude på overdrevet at kalde Adam Baker, der først er rundet 20 år efter indspilningen af pladen, for en musikalsk troldmand. Men hans egentlig ganske simpelt strukturerede kompositioner vidner i det mindste om et stort talent. Sangene er kreativt fyldt ud med dynamiske skift og alskens detaljer. Her er et væld af instrumenter og elektroniske effekter i – ofte uventet – spil, men Baker holder sammen på det hele, så det ikke bliver alt for rodet og usammenhængende. Og så evner han at skrive iørefaldende melodistykker, så det er ret nemt at gå til og ikke mindste falde for Be He Me.

På første halvdel af pladen imponerer Annuals med deres legesyge, kreative og vilde natur. Ud over den Arcade Fire-lignende eksplosion i “Brother” og den fjollede “Carry Around”, som henholdsvis er pladen mest fandenivoldske og allermest poppede øjeblik, bliver man ført gennem en håndfuld numre, hvor Annuals ikke holder sig inde på den samme sti et helt nummer ad gangen. “Dry Clothes” er et rigt instrumenteret, bittersødt stykke popmusik, men den fremadhoppende melodi bliver abrupt brudt lidt over halvvejs og fortsætter mere dystert med Adam Bakers mantra »dry clothers, dry clothes« med strygere som underlægning.
Næsten helt ubemærket glider nummeret over i det lille, indledende klaverstykker i den sammensatte “Complete, and Completing”. Dét nummer når momentvis symfoniske højder, men er ellers styret af klappende rytmik og en markant repetitiv guitarfigur. Også en guitar, i dette tilfælde en akustisk, sætter fra start tempo på “Bleary-Eyed”, der siden præges af udsyrede effekter og fortravlet percussion, som fastholder et medrivende tempo under Adam Bakers vokal, der viser sig fra sin allermest skingre side.

Sidste halvdel af pladen overbeviser ikke helt. I “Fair” er der skruet ned for det energiske blus, så sangen er lidt flad og ligegyldig i udtrykket. Værre går det med den ordinære “The Bull, and the Goat”, som til nød ville have fungeret som en b-side, men reelt lyder som en coverversion af et nummer med et knapt så blomstrende foretagende som Annuals. Som et radiorock-nummer forsøgt peppet op med reggae-rytmer.

Bedre er det, når Annuals går i udtryksfuld og sårbar Bright Eyes-modus i “Father”. Og med det effektfyldte weird folk-nummer “Sway” formår de at afrunde deres debut på et niveau, der kan leve op til den række af fremragende numre, som indledte pladen. Men det er nu, når de ekstremt fængende melodier er omdrejningspunktet for Annuals dynamisk foranderlige, rigt orkestrerede og kreativt opbyggede sange, at Adam Baker og hans fem bandmedlemmer for alvor imponerer. Og det er heldigvis den vej, de tager på langt de fleste af sangene på deres forbløffende veludførte debutplade, Be He Me.

★★★★½☆
Lyt til “Brother”:
[audio:http://www.acefu.com/MP3s/brother.mp3] Lyt til “Dry Clothes”:
[audio:http://www.acefu.com/MP3s/annuals-dryclothes.mp3] Lyt til “Bleary-Eyed”:
[audio:http://www.acefu.com/MP3s/annuals-blearyeyed.mp3]

Deltag i debat