Koncerter

Badun, Spiritualized – Acoustic Mainlines, Basement Jaxx, 08.07.07, Roskilde Festival

[Martin Laurberg og Kasper Würtz]Badun, 12:30, Astoria
Som optakt til koncerten med den danske electronica-trio Badun havde jeg lige nået at powerlytte til deres selvbetitlede debutalbum, som udkom for nylig. Så jeg vidste, hvad der var i vente, nemlig en malstrøm af sønderklippede og ultrapræcist sammensatte beats bundet op i jazzede rytmer og tilsat en groovy bund. Til koncerten var trioen udvidet med Jonas Stampe alias Snöleoparden på guitar og sitar, som sørgede for at give det hele en mere hippieagtig dimension med røgelsespinde og Jimi Hendrix-inspireret pandebånd.

Badun

Man kan sige, at der er to sider af Badun. På den ene side deres ultrakomplekse trommeprogrammeringer, på den anden side deres funk-jazzede melodier. Jeg må indrømme, at jeg klart bedst kan lide det balstyriske multirytme-madness-Badun og kun i mindre grad holder af det funky Weather Report-lounge-Badun. For mens de opklippede beats på den ene side er virkelig stærke og medrivende, synes jeg omvendt, at de mere melodiske sider af Baduns musik godt kan blive lidt træge i det. Det er vel et spørgsmål om, hvad man vælger at fyre sit krudt af på … I hvert fald er humlen af det hele, at Baduns koncert for mit vedkommende blev en oplevelse der var spændt ud mellem rigtig god og mellemgod, dvs. slet ikke dårlig, men alligevel lidt for tæmmet af loungestemning til for alvor at lette.

Fra koncertens start ramte de flippede beats ellers publikum lige mellem øjnene. Duckert og Brian Møller er sindssygt dygtige til at sammensætte højkomplekse rytmestrukturer, og det var virkelig medrivende. Den melodiske side af sagen, bassist Aske Krammer og især Jonas Stampe, var imidlertid plaget en lille smule af lige dele utilfredsstillende lydforhold (faktisk kunne man det meste af tiden slet ikke høre, hvad Stampe spillede) og lovlig meget forudsigelighed. Det betød, at man godt halvvejs inde i koncerten begyndte at få en fornemmelse af, at det hele kørte lidt i ring.

Nu er det jo en kendt sag, at grænsen mellem ensformighed og stilsikkerhed er knivskarp. Man kan ikke uden videre klandre Badun for at fokusere så meget på deres indviklede rytmer, at det hele bliver monotont. For det er netop i rytmeprogrammeringerne, at de har fundet deres helt unikke stil. Alligevel kan man måske godt sige, at de slækker lovlig meget på den melodiske side af sagen – ikke at deres musik er umelodisk, men de har en tendes til at genbruge de samme melodistrukturer lige vel meget. Til Roskildekoncerten, hvor lydforholdene oven i købet var problematiske, betød det, at deres ellers smukke lydstrukturer kom til at fremstå lidt ensformige.
(ML)

Karakter:

Spiritualized – Acoustic Mainlines, 18:30, Arena
Da man mødte op for at se Jason Pierce alias Jason Spaceman og Spiritualized, var det med lidt blandede følelser. For det første virkede Spiritualized ret malplacerede i det kæmpestore Arena-telt, som knap var halvt fyldt. Og for det andet var det ikke Spiritualized i den sædvanlige rumalderrock-udgave, men det såkaldte Acoustic Mainlines, som ud over en solbebrillet Pierce og hans akustiske guitar bestod af et orgel, en gospeltrio og en strygerkvartet. Det lyder måske umiddelbart ret ulækkert. Så meget desto mere overraskende var det, at Pierce og co. spillede en totalt fremragende og – ja, smuk koncert, som hørte til blandt festivalens absolut bedste.

Jeg ved ikke, hvad det er, Jason Pierce kan. For umiddelbart kunne man fristes til at sige, at han gør alle de forkerte ting. Spiritualized er f.eks. ekstremt symfonisk, hvilket bestemt ikke bliver mindre tydeligt, når man fyrer et gospelkor indover. Og sangtitlerne er proppet med klicheer (“I Think I’m in Love”, “Feel So Sad” og “Broken Heart” var alle på setlisten) og religiøse henvisninger – f.eks. i den suveræne “Walking With Jesus”, som stammer helt tilbage fra den første Spacemen 3-plade, og som blev leveret i en superstærk version.

Jason Pierce

Jeg tror, sagen er, at Pierce forsyner sine melankolske sange med tilpas meget hårdkogt stemning. Tænk bare på “I Think I’m in Love”, som viser sig at være klart mere end en kærlighedskliché, når man finder ud af, at det handler om kærlighed til stoffer: »Love in the middle of the afternoon / Just me, my spike in my arm and my spoon / Feel the warmth in the room«. Det var virkelig en underlig oplevelse at høre Pierce servere den slags narkohymner med akkompagnement fra et gospelkor. Men på en eller måde var der en perfekt kemi mellem den blegnæsede brite og det storladne akkompagnement, så det hele gav enormt god mening.

I løbet af koncerten fyrede Pierce en lang stribe af hits af. Et par af højdepunkterne var en lang og intens udgave af “Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space” – som blev leveret i Elvis-version, hvor Pierce satte trumf på ved at slå over i “I Can’t Stop Falling in Love With You” – og den tidlige single “Feel So Sad”, som i forvejen er en utrolig sang, og som her blev leveret i en ufattelig stærk version. Desuden spillede Spiritualized en fin version af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”, som de svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! sjovt nok også spillede kopinummer af ved deres koncert lørdag.

Jason Pierce er en mester i udsvævende rum-kogerrock. Her fik vi det i en katedraludgave, og det har sandsynligvis aldrig været smukkere.
(ML)

Karakter:

Basement Jaxx, 22:00, Orange Scene
Det kom bag på mange, at Basement Jaxx fik til opgave at lukke festlighederne på Orange Scene. Den fremragende house-duo nyder, trods mesterværkerne Remedy og Rooty, langt fra samme popularitet som mange af festivals øvrige hovednavne, og det var et ualmindeligt hårdt ramt festivalspublikum, der skulle lives op for allersidste gang. Men da koncerten først kom i gang, gav placeringen faktisk rigtig god mening. Der blev åbnet med en flabet version af “Red Alert”, som begyndte yderst afdæmpet, inden tempoet skød i vejret og fik tilskuerne til at danse med.

Showet blev i den grad styret af den håndfuld vidunderlige sangerinder, som er en del af den engelske duos live-konstellation, og generelt var der ikke andet end glæde at spore på scenen hos samtlige optrædende. De voluminøse kvinder havde ligeså meget charme som kropsfylde, hvilket ikke var så lidt, og med en uimodståelig selvtillid og imponerende vokaler hjalp de med at gøre Basement Jaxx’ solide house-hits levende.

Som det efterhånden hører sig til ved de største koncertbegivenheder, var der også en lang række kostumeskift, hvilket betød en del mellemspil, der fra tid til anden punkterede den stemning, som de sprudlende frontdamer ellers fik pisket op for at underholde de udkørte festivalsgæster. Desværre var det heller ikke alt sangmaterialet, der kunne holde festen kørende, og under den lidt middelmådige koncert-midte var det klart de livlige sangerinder og deres udstyrsstykker, der fik den største opmærksomhed.

Heldigvis var der også en lang række højdepunkter og overraskelser. “Oh My Gosh” blev leveret glimt i øjet og med en energi, der gjorde det svært for selv den mest nedslidte festivalsgænger ikke at give sig til at danse mudderet af gummistøvlerne. “Romeo” var utrolig modigt blevet reduceret til en fin lille akustisk sang, så selv om der var stort format over showet, blev der ikke ubetinget leflet for publikum.

Aftenens højdepunkt var ikke overraskende den fremragende “Where’s Your Head At”, der fik hele festivalspladsen til at hoppe i takt. Med det smittende synth-riff samplet fra Gary Numans “M.E.” tilsat bankende trommer og en skrigende Felix Buxton blev den orange teltdug spændt helt ud til stor tilfredshed for det begejstrede publikum. Den efterfølgende fuldtræffer “Good Luck” og en fabelagtig version af “Bingo Bango” akkompagneret af et farveorgie af fyrværkeri sørgede for en gedigen og festlig afslutning på en festival, der startede som en oversvømmelse og sluttede som en sommervarm sambafest.
(KW)

Karakter:

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Badun: s.t.

Deltag i debat