Plader

Meg Baird: Dear Companion

Skrevet af Kasper Würtz

Meg Baird er formentlig mest kendt for sit virke som sangerinde i den fremragende sekstet Espers. Med Dear Companion skifter hun de eksperimenterende folksange ud med et langt mere traditionelt og afdæmpet udtryk, og det slipper hun helt fantastisk godt fra.

Egentlig havde Meg Baird allerede alle sangene til sit debutalbum klar i 2005, hvor en aftale lå klar med pladeselskabet Tequila Sunrise, men af uvisse årsager blev Dear Companion ikke udsendt. Hvis årsagen til afvisningen var problemer med materialet, må drink-selskabet sidde tilbage med nogle brutale tømmermænd. For Espers-sangerinden leverer traditionel folk i verdensklasse, og havde det ikke været for Wichita Recordings, der satte sig for at udsende albummet alligevel, havde verden mistet en lille, men glødende hellig gral.

Hvor Espers i høj grad anbringer deres folkmusik i støjende og psykedeliske omgivelser, viser Bairds soloudgivelse et langt mere ligefremt og afdæmpet udtryk, hvor såvel hendes umådeligt smukke vokal som den akustiske guitar fremstår i sin reneste form. Potentialet i denne enkle opskrift forløses allerede i det fremragende titelnummer, hvis strålende skønhed åbner albummet. “Dear Companion” er en traditionel, der i Bairds varme og perlende arrangement beholder den tidløshed, som kun de allerbedste folksange opnår.

Den fabelagtige “The Cruelty of Barbry Ellen” er historiefortælling af den fineste slags om skæbnesvanger kærlighed, og Baird leverer den indlevende og med en så lys stemme, at det flere gange lyder, som om hun hvisker. Vokalen er som skabt til de spartanske numre, og det er i sandhed en fornøjelse at høre sangerinden helt fremme i lydbilledet i Espers-partneren Greg Weeks’ nøgne produktion. Der er en utroligt organisk følelse ved sangene som ved Vashti Bunyans fantastiske værker, hvor man nærmest føler, at musikken er en del af naturen udenfor.

Jimmy Webbs klassiker “Do What You Gotta Do” er forvandlet til en sukkende smuk og skrøbelig sang, der med garanti kommer i hot rotation, når de knuste hjerter skal samles igen. Den efterfølgende “Riverhouse in Tinicum” er en af pladens få egenproduktioner med en repetitiv og næsten Nick Drake-lignende melodilinje, og akkurat som Drake trækker Baird her endelserne af hver enkelt sætning ud i det uendelige.

“The Waltze of the Tennis Players” er selvskreven til en placering på listen over årets mest betagende sange. Nummeret er skrevet af den glemte canadiske folk-duo Fraser & DeBolt, og når den først bliver foldet ud på Bairds himmelske stemmebånd, starter der et langsomt oprør i kroppen, der breder sig som en velkommen sygdom. Det er uendeligt svært ikke at blive berørt, når sangerinden stille erklærer »Your love for me is an overnight sensation / my love for you is an overnight sensation too.«

Baird afslutter Dear Companion med en paradisisk a capella-version af titelnummeret, som både understreger albummets bemærkelsesværdige renhed samt fremhæver hendes placering i toppen blandt de bemærkelsesværdigt mange fremragende folk-vokalister, som vi er begavet med for tiden.

Espers er ofte blevet sammenlignet med den fantastiske gruppe Fairport Convention, hvor Richard Thompsons guitarmagi og Sandy Dennys guddommelige stemme sikrede, at gruppens første håndfuld albums står som uomgængelige mesterværker i folkgenren. Med sit soloalbum springer Meg Baird for alvor ud som vor tids Sandy Denny med sin rene vokal og fornemme spændvidde. Det betyder dog ikke, at hun fremstår som et ekko af folk-koryfæet. Tværtimod. For selv om Dear Companion hovedsageligt består af covers og traditionels, er Bairds kærlige behandling af numrene stærkt forskønnende. Pladen er dermed endnu et flot kapitel i den uhyre stærke folk-fortælling skabt af det nye årtusindes generation, der både er traditionsomfavnende og selvstændig.

★★★★★☆

Deltag i debat